1.
Badeferie i Lalandia
Holger Højgaard kørte hen over roemarken i sin traktor, en blå Ford 4600. Han fulgte hjulsporet og følte sit hjerte svulme ved synet af de grønne blade, der havde fået en mørk kulør, så de bedre kunne suge solens stråler til sig. Sukkerroerne lå nede i den sorte muld som små hvide fostre og drak begærligt af varmen, der strømmede ned fra bladene. De pressede nakken op af jorden, som om de var ved at bryde ud. Snart ville de være fede som svin. Holger stoppede traktoren og hoppede ned på jorden. Han knælede ned og lod fingrene glide hen over et blad. Det havde fået folder, der snoede sig som grønne blodårer hen over det ovale blad. Holger rejste sig op og kiggede ud over det grønne hav. Han syntes næsten, han kunne se bladene vokse. Han så op på den blå himmel, hvor solen lyste som en skinnende guldskive. Strålerne brød gennem hans hud og spillede på hans indre, som havde han et strengeinstrument gemt derinde. Han lukkede øjnene og lod sit ansigt bade i det gyldne lys. Lyden af en vibe fik ham til at åbne dem igen. Han så op og kunne se viben hænge på himlen som en sort- og hvidstribet prik. Den sendte rækker af delfinlyde ned mod ham, vuii-o-vuiip-vip-vip-euvii. Holger følte, at den kaldte på ham, og mærkede en varme af taknemmelighed brede sig i sin krop. Vip-vuiip kaldte han op mod viben. Han hoppede med lette trin op i traktoren og smækkede døren i. Han kørte op over bakkekammen og ned mod gården, der lå nede ved vejen. Bakken strakte sig som en lang, blød runding hen over landskabet. Holger satte som sædvanlig farten op, når han kørte hen over bakken. Lige siden han var barn, havde han forestillet sig, at bakken var en stor bølge, som rejste sig foran en gigantisk hval, der brød op mod havoverfladen. Han red på ryggen af hvalen og mærkede jorden løfte sig under ham. ”Huhuu!” råbte han og undrede sig samtidig over, at han i en alder tæt på 50 stadig kunne være så barnlig. Det er guds gave, tænkte han og smilede tankefuldt. Smilet sad på hans ansigt, mens han kørte ned mod gården, men det falmede ved synet af de mange biler, der kørte forbi ude på Bindernæsvej. Det var feriepakkede biler, der var på vej ned mod badelandet Lalandia. Bilerne blinkede metallisk i solen, mens de suste forbi gården og fortsatte ned mod Skansevej, hvor feriehytterne ventede på dem. Holger mærkede det skumle i sig, og mens han nærmede sig vejen, var det som om himlen mørknede. Han kørte ind i skyggen af poppeltræerne, der afgrænsede den østlige del af gårdspladsen. Han slukkede motoren og lyttede til de pustende støn, der kom fra traktoren. Bilerne strømmede forbi ude på vejen kun ti meter fra ham. Inde i bilerne sad folk med solbriller på, og musik strømmede ud ad de åbne bilruder. Folk grinede, og nogle havde stukket deres bare tæer ud ad ruderne for at mærke vinden på deres ben. Holger åbnede traktordøren og steg ned. Han sneg sig langs træerne i skyggen, så han kunne komme helt tæt på og studere de glade sommermennesker. Han var så optaget af at iagttage ansigterne inde i bilerne, at han ikke bemærkede en flaske, der var smidt på marken. Han snublede over flasken og faldt ned på maven som en udstrakt stige. I det samme kørte en stor, sølvfarvet Volvo forbi. Kvinden, der kørte bilen, så ham falde og stoppede op ved siden af ham. Hun skruede ned for bilradioen og løftede solbrillerne op i panden.
”Er De ok?” spurgte hun og så bekymret på ham. Hun havde et dejligt lyst ansigt. Manden, der sad ved siden af hende, beholdt sine solbriller på og kiggede uinteresseret på Holger.
”Nej, tak. Jeg har det fint,” sagde Holger og følte sig desorienteret.
”Er De sikker?” spurgte kvinden. Holger rejste sig op på knæ. Hvorfor sagde hun De til ham? Han rystede hovedet.
”Ja. Jeg faldt bare.” Han rejste sig op og børstede jorden af sin blå Kansasdragt. I det samme fik han øje på en dreng, der sad på bilens bagsæde. Han pegede på Holgers grønne gummistøvler og slog ud i en latter, som Holger ikke kunne høre. En lidt ældre pige, sikkert drengens storesøster, bøjede sig over mod ruden og grinede kort, inden hun forsvandt tilbage i mørket igen. ”Ja, jeg har det fint,” gentog Holger og samlede sin blå kasket op fra jorden. Han smilede til kvinden.
”Så må De have en god dag,” svarede kvinden og gengældte hans smil. Hun blinkede ud og ventede på, at der opstod et hul i rækken af biler. I den korte ventetid stoppede drengen på bagsædet sine tommelfingre ind i ørerne og rakte tungen ud mod Holger. Han gjorde sig skeløjet og lavede abeansigt. Holger samlede flasken op og kiggede efter bilen, der kørte bort. Drengen blev ved med at vrænge tunge ad Holger, så længe de kunne se hinanden. I det øjeblik var det, som om Holger mærkede et vinterkoldt tusmørke krybe sammen om ham.
Julie Dam Jensen drejede bilen ned ad Skansevej. Mellem vejtræerne kunne hun se græsmarker, og længere ude kunne hun skimte lyset fra havet. Hun snusede ind og syntes, at hun kunne mærke en duft af salt og tang.
”Er det ikke bare herligt?” spurgte hun og vendte sig om mod børnene på bagsædet.
”Er vi der snart?” Drengen, Vincent, lænede sig frem mellem de to forsæder og kiggede spændt ud ad forruden.
”Ja. Vi skal bare finde Golfbanevej nummer 328L. Så er vi der.” Hun smilede til sin mand, Klaus Lund Jensen. De buede glas i hendes solbriller var så klare, at alting blev spejlet i dem. De overstrålede næsten hendes hvide tænder.
”Du skal bare følge bilstrømmen,” sagde hendes mand uden at gengælde hendes smil. Hun lagde en hånd på hans lår og klappede det.
”Det er ikke nødvendigt,” svarede hun. ”GPS’en klarer det for os. Vi skal bare følge den venlige dames stemme, og så er vi i ferieland om et øjeblik.”
”Yes!” råbte Vincent på bagsædet og sparkede af begejstring sin far i ryggen. ”Jeg vil være den første i vandrutsjebanen!”
”Rolig nu,” svarede Julie og lo. ”Vi skal først pakke ud og indrette os, før vi går over i badeland.”
”Kan Sara og jeg ikke gå derover med det samme?” spurgte Vincent med et bedende blik. ”Så kan I pakke ud.”
”Nej. I går ikke i badeland alene,” svarede Julie. ”Vi går derover sammen, alle sammen,” tilføjede hun og sendte Klaus et blik.
”Jeg gider heller ikke,” sagde Sara og lagde sin bog i skødet. ”Jeg vil først være færdig med at læse.”
”I er så kedelige,” sagde Vincent og kiggede surt ud ad vinduet. Julie drejede Volvoen ind foran feriehuset, et blåmalet træhus i to etager med rødt tegltag og hvide vinduer.
”Så er vi her!” råbte hun og klappede i hænderne. Vincent sprang ud af bilen, og Sara og Klaus samlede langsomt deres ting sammen, før de åbnede deres døre. ”Er her ikke pragtfuldt?” spurgte Julie og snusede kraftigt ind. ”Havet ligger 200 meter dernede, og vores hus ligger yderst i rækken, ud til de grønne arealer, så vi har et frit udsyn til aftensolen og bliver ikke genereret af naboer.” Hun så tilbage mod Klaus og Sara, der stod med hænderne fulde ved hver deres bildør. Klaus rystede en sten ud af sine lædersandaler og kiggede sig om.
”Må jeg få nøglerne?” spurgte Sara. Hun stod med en stabel bøger i favnen. Fjällräven hang fra hendes skulder.
”Her skal vi være i to uger,” svarede Julie.
”To?” spurgte Klaus. ”Var det ikke kun en uge, vi blev enige om?”
”Jeg syntes, at vi havde brug for to uger til at komme ned i gear. Vi har brug for det.” Hun løftede solbrillerne op i panden og smilede til Klaus. Han så sig omkring en gang til.
”Hvad skal vi lave her?” spurgte han.
”Komme ned i gear. Vi kan slappe af, læse, gå ture ved stranden. Jeg har taget vores løbesko med. Måske kan du skrive lidt.” Klaus sukkede og smækkede bildøren i. Julie lagde nøglerne til huset øverst på Saras bogstabel og åbnede bagsmækken på bilen. Mens hun bar kufferterne ind, kom Vincent løbende fra bagsiden af huset.
”Jeg kan høre havet, mor!” råbte han og løb ind i huset. Julie så efter ham. Det skal nok blive en god ferie, tænkte hun. Hun bar kufferterne op på 1. etage og valgte sydværelset til sig selv og Klaus. Hun gik hen til det lille sprossede vindue, hvor en flue summede for at komme ud. Hun åbnede vinduet og så ud over havet, der lå bag diget som en stor, blå flade af glitrende sølv. Synet fik en ro til at sive ned igennem kroppen. Hun mærkede skuldrene sænke sig og spændingerne i maven forsvinde. Hun så ud på det solmættede hav og følte en taknemmelighed brede sig. Klaus kom op og stillede sig bag hende.
”Er det ikke smukt?” spurgte hun. Klaus kiggede sig omkring.
”Er det Ikea, der har bygget hele huset?” spurgte han. Julie så ømt på ham og omfavnede ham bagfra.
”Mor! Der er noget i vejen med fjernsynet!” Vincent stod i døren med et forfærdet blik. ”Kom og se!” De fulgte efter ham ned ad trappen. ”Se!” råbte han. ”Hvorfor ser det sådan ud?” På skærmen gik skikkelser rundt med et sløret omrids, og deres stemmer lød uldne. Julie satte sig i den lysebrune lædersofa og lo. Klaus bandede. ”Hvad er der?” spurgte Vincent. ”Hvorfor griner du?”
”Det er et ældre fjernsyn,” svarede Julie mellem sine latterudbrud. ”HD og 4K var ikke opfundet, dengang de købte deres fjernsyn.”
”Pis!” hvæsede Klaus. ”Så kan jeg ikke se fodbold!”
”Det kan du da godt. Det er bare ikke, som det plejer.”
”Pis!” gentog Klaus. Han fandt en øldåse frem fra en pose og gik ud ad terrassedøren. Julie fulgte efter ham.
”Så har du måske bedre mulighed for at skrive noget,” sagde hun og kærtegnede hans skulder.
”Måske,” svarede han og tog en slurk af sin øl. Han satte sig i en hvid plaststol og kiggede ud mod de grønne buske, der omkransede haven. Julie gik tilbage for at pakke ud. Vincent sad på sofaen og var opslugt af at se på de uldne skikkelser på skærmen. Når de bevægede sig, var det, som en del af kroppen kun langsomt fulgte med. Vincent vendte sig om mod sin mor med et tankefuldt blik.
”Alting er anderledes i det her land, mor,” sagde han og vendte blikket tilbage mod skærmen.
Holger kørte traktoren ind på gårdspladsen, hvor det gamle værnetræ, en kæmpe blodbøg, kastede en svalfuld skygge over gården. Hvide høns trissede rundt på gårdstenene og klukkede fredfyldt. Holger steg ud af traktoren og kiggede op i blodbøgens mørke krone. Det var hans tiptipoldefar, der havde plantet træet, dengang han havde bygget gården færdig. Holger havde tilbragt megen af sin barndom oppe i den kølige krone. Der kunne man sidde uset og drømme dagen væk. Han kravlede stadig derop indimellem og satte sig til rette på sin yndlingsgren, en lang kraftig gren, der voksede ud mod den østlige længe. Derfra kunne han se ud over havet. Men det føltes ikke længere rigtigt. Ikke efter at badelandet kom til, og de byggede de mange feriehytter. Før havde han et frit udsyn ud over det grønne landskab og det blå hav, men nu var det grønne skæmmet af hvide spidser fra hytternes gavle, der stak op af jorden som takkede tænder. De bed i ham, når han kravlede derop. Holger gik forbi den gamle bøg og klappede dens glatte bark. Han gik ind ad hoveddøren og lukkede døren bag sig. I den mørke entré hængte han kasketten på knagen og rystede gummistøvlerne af. Han fortsatte ud i køkkenet, hvor han fandt brød, leverpostej og rullepølse frem. Mens han spiste, fløj en enlig flue rundt i sekskantede cirkler under lampen, der hang over bordet. Holger fulgte dens bevægelser med et tomt blik. Da den blev træt, fløj den ned og satte sig på voksdugen. Den gik lidt rundt, som om den kunne se motivet på voksdugen, og ledte efter noget at drikke. Holger håbede, at den ville finde ned til den lille sø, der var afbildet i skovlysningen på voksdugen. I billedets venstre side stak et rådyr hovedet frem af en busk. I højre side af dugen stod en jæger med bøssen klar, hvis rådyret vovede sig ned mod søen. Fluen fandt ikke derned, så Holger stak sin gaffel ned i mælkeglasset og fiskede en lille dråbe mælk op, som han lod dryppe ned foran fluen. Fluen gik hen til dråben og stak sine forben ind i den hvide boble. Den slikkede lidt på sine forben, men kunne åbenbart ikke lide smagen. Den gik væk og fløj op under lampen igen. Holger sukkede. Dengang hvor de måtte sprede gylle på marken, dengang var der masser af fluer på gården. Nu var der kun den ene flue, og den kunne ikke finde noget at spise. Holger fulgte den med øjnene og lyttede til de summende vingeslag. Det stoppede alt sammen med badelandet. Kommunens borgmester havde presset Holgers far til at sælge jorden fra til et ferieland. Det ville være godt for hele Lolland, havde han sagt. Alle ville blive rige, og vi havde så meget jord, og vi kunne drive gården som før. Og Holgers far lod sig presse. Holger var kun en teenager dengang, men det efterlod et mærke i familien. Hans far blev endnu mere stille, og hans mors øjne fik det døde udtryk, der fulgte hende lige til den dag, hvor hun udåndede i gyngestolen inde i stuen. Holger fulgte byggeriet fra toppen af blodbøgen. De blev rige på jordsalget, men de mistede det vigtigste, familiens arbejde og stolthed gennem seks generationer. Kreaturerne blev taget fra dem af hensyn til smittefare, og da feriegæsterne klagede over lugten af gylle, fik de forbud mod at sprede griselort på marken. Det havde slået høsten ned. I dag havde Holger en formue, men han var den sidste i slægten og havde intet at bruge pengene til. Han trommede med fingrene på glasset og så på fluen, der igen havde sat sig på voksdugen. Dens grønne øjne fik ham til at tænke på drengen i bilen. Han kunne stadig se hans ansigt for sig. De skelende øjne og abemunden. Han studerede fluens facetøjne, og hvordan den vaskede dem med sine ben. Fluen mangler lort, tænkte han og fik pludselig en ide, der overraskede ham selv. Skulle han give igen? Var det tid til at betale tilbage? Han rystede på hovedet, men lagde gaflen på frokosttallerknen og gik ud til kummefryseren i viktualierummet. Han huskede rigtigt. Nederst i fryseren lå en mælkekarton, hvorpå der med håndskrevet tusch stod ’Sveskejuice’. Det var morens håndskrift, så den frosne juice måtte være mindst ti år gammel. Men det gjorde vel kun virkningen bedre?
Julie så tilfreds på sin krop i omklædningskabinens spejl. Hendes bagdel var fast og rund, og selv om hun havde ammet sine to børn, havde hendes bryster stadig en struttende form. Til gengæld undrede hun sig over, at Sara ikke var genert over at vise sin krop frem. Hun var 14 år og stod foroverbøjet i kabinen og tog badedragt på. Hun var tydeligvis ved at blive en ung kvinde, men hun lod ikke til at have noget imod at vise sin krop frem for sin mor. Det syntes Julie var lidt mærkeligt. Sara kastede et håndklæde om skulderen og lignede en, der ikke var til stede med andet end sit kropshylster. I hånden holdt hun en bog.
”Skal vi gå?” spurgte hun. De kantede sig gennem kvinder og børn i baderummet og åbnede døren ud til den enorme, glasoverdækkede Aquadome. Der var et mylder af våde mennesker i badetøj, der gik eller løb rundt i alle retninger. Lyden af bølgeskvulp og glade skrig tændte en lys følelse af sommerstemning i Julie. ”Hold da op,” sagde hun og kiggede begejstret rundt. ”Jeg var ikke klar over, at det er så stort. Hvad siger du, Sara, ser det ikke sjovt ud?” Sara svarede ikke, men knugede med begge hænder bogen op til sit bryst. Julie smilede til hende. Hun var sikker på, at vandleg kunne tø selv den mest frosne sjæl op. ”Vi har aftalt med far, at vi mødes i cafeen.” Mens de gik gennem badelandet ærgrede hun sig over, at hun havde kaldt Sara for en frossen sjæl, ganske vist uden at sige det højt, men det var forkert. Sara var ikke en frossen sjæl. Hun var indadvendt, ligesom sin far. Julie undskyldte sig med, at det var, fordi hun selv var opstemt over badelandet, at hun havde følt sig anderledes end sin datter. De gik ud i domen og lod sig omslutte af de våde kroppe. Julie gik med rank ryg og studerede med interesse palmerne, de kunstige klipper og bassinerne, der var fyldt med mennesker. Klaus fandt de under en palme i cafeen Oasen. Han sad tilbagelænet på en grøn plaststol og læste i en avis. Han havde en stråhat på hovedet og klipklapper på fødderne. Sommerskjorten var krøllet og halvåben.
”Er her ikke dejligt?” spurgte Julie.
”Jo,” svarede Klaus og sænkede avisen. ”Jeg sidder og nyder duften af fritureolie.” Sara kiggede ængsteligt i retning af baren, hvor man kunne bestille mad. Ved bordene rundt om sad halvnøgne børn og voksne og spiste pomfritter og pølser.
”Bare rolig,” sagde Julie og lagde en hånd på Saras skulder. ”De har også sund mad. Hvor er Vincent?” Klaus sænkede avisen igen.
”Han er ude at prøve vandrutsjebanerne. Han kunne ikke vente længere.” Julie så på ham.
”Skulle du ikke følge med og passe på ham?”
”Hvad skulle der ske? Der er fyldt med mennesker her og masser af livreddere. Der sker ham ikke noget.” Han førte avisen op for ansigtet igen, og Julie kiggede rundt. Folk så glade ud. Hjælpsomme og venlige. Hvad skulle der kunne ske?
”Skal du med ud at bade?” spurgte hun Sara.
”Jeg tror, at jeg bliver lidt her sammen med far,” sagde hun og satte sig på en stol.
”Ok. Så går jeg ud og leder efter Vincent.”
Holger kiggede på sin krop i omklædningskabinens spejl. Den var hvid og lidt sammenfalden. Han tænkte på den ranke og smidige krop, han havde haft som ung. Den krop, han så i spejlet, virkede i sammenligning lidt deform. Maddikehvid og behåret. Han undrede sig over, hvornår den forvandling var sket. Han var ikke vant til at se sin krop i et spejl. Han sukkede og fandt sine rød-blå speedobadebukser frem fra posen. Han stak fødderne ned i dem og trak op. Han prøvede på at rette ryggen ud og så på resultatet i spejlet. Lemmet lå som en krum medisterpølse i bukserne. Han åbnede døren og lagde sit tøj i et skab, der blev låst med gummiarmbåndet. Det var smart, det måtte han indrømme. Han gik ud i Aquadomen og kiggede op i glaskuplen. Det var første gang han satte sine fødder i badelandet, og han tog sig i at være imponeret over de store stålkonstruktioner, der holdt kuplen oppe. Da hans far levede, havde de overvejet at bygge en ekstra lade bag gårdens østlige længe. De havde været rundt for at studere forskellige lader, der var bygget i stål, og de havde diskuteret modeller og stålkonstruktioner med landbrugskonsulenten. Til sidst havde faren droppet ideen, men Aquadomen slog alt, hvad Holger havde set på deres studieture. Det var en kolossal bygning, og alligevel virkede den let. Holger gik fascineret rundt og kiggede op på detaljerne i kuplen. Bagefter studerede han fliserne af klippesten, der blev brugt som gulv. Han mærkede på dem med fødderne. De var dejlige at gå på. Han lod fingrene glide hen over de kunstige klippevægge. De så meget naturtro ud, og palmerne var ægte. Et øjeblik spurgte han sig selv, om det var forkert, at de aldrig havde været i badelandet. Det var jo bygget godt og i gode materialer. Tvivlen varede dog kun et øjeblik. Han måtte ikke glemme, hvad badelandet havde gjort ved familiens gård. Eller hvorfor han var kommet. Han sænkede hovedet og begyndte at studere folk omkring sig. Der var så mange. Kunne han overhovedet være sikker på at finde dem? Han var i tvivl om, hvorvidt han ville kunne genkende drengen, men morens ansigt stod helt klart for hans indre. Hun havde en smuk buet næse og høje kindben. Hendes øjne smilte varmt, og de hvide tænder lyste tillidsvækkende mod en. Som et gyldent strejf af skærsommer. Det var et ansigt, han ikke ville glemme. Men det var ikke sikkert, at de var i badelandet. De kunne være i hytten eller ude at køre. Det kunne betyde, at han måtte komme igen. Han besluttede sig for at følge strømmen af mennesker, der skyndte sig over mod en trappe. Han gik med opad og fandt sig pludselig fanget i en kø af våde mennesker, der stod stille på trappen. Indimellem rykkede køen et par meter. Han slog armene over kors og gemte hænderne i armhulerne, mens han skævede til dem, der stod omkring ham. Børn og voksne. De var kåde og tumlede som kalve på forårsgræs. Holger smilede og blev i godt humør af at være i deres midte. Køen bevægede sig opad, og Holger fandt ud af, at han indimellem havde udsyn over badelandet. Han spejdede efter familien, men det var svært at finde en buet næse deroppefra. Til sidst fandt han sig stående på den øverste repos, hvor han skulle tage stilling til, om han ville hoppe ned i et grønt, gult eller rødt plastikrør. En dreng havde åbenbart bemærket hans forvirring.
”Tag den røde! Det er den sjoveste,” råbte han. Holger fulgte køen over mod det røde rør. Foroven var der et lys, der skiftede fra rødt til grønt, og så fløj Holger ned gennem røret. Han blev slynget til højre og venstre, når røret slog et sving, og til sidst blev han skudt ud i et lille bassin, hvor vandet bremsede hans fart, så der stod skumsprøjt til alle sider. Holger rejste sig og tænkte, at det næsten var sjovere end at ride på ryggen af hvalen. En tyk dreng rejste sig fra bassinet og løb over mod trappen. Uden at tænke over det fulgte Holger efter. Da han fik indhentet drengen, fik han øje på en krum næse og en lille dreng. Det var dem. De var ude i et bassin med kunstige bølger. Moren løftede drengen op og kastede ham ned i vandet. Drengen kom op og skreg af fryd. Moren greb ham, løftede ham op og kastede ham ned igen. I det øjeblik forsvandt alle andre lyde for Holgers ører. Han gled ned i vandet og bevægede sig langsomt over i siden, hvor han kunne iagttage dem ubemærket. De blev ved med at lege. Moren dykkede ned og kom snigende som en krokodille hen mod drengen. Han skreg op og sprøjtede vand mod hende. Hun greb ham og kastede ham op. Mens Holger studerede dem, blev han i tvivl om, hvorvidt han ville gøre alvor af sin plan. De så så søde ud, moren og drengen, og deres leg fik ham til at tænke på de hundehvalpe, de havde haft gennem tiderne. Det var den samme sorgløse leg. Holger rystede på hovedet og sneg sig nærmere. Han spekulerede på, om de ville genkende ham, men mente, at de nok ikke havde fået set hans ansigt rigtigt, da han tidligere på dagen lå på marken i vejkanten. Desuden var der så mange mennesker i bassinet, at de næppe ville lægge mærke til ham. Der var mindst hundrede mennesker i bassinet, der ikke var meget større end en halv håndboldbane. Selv om folk stod tæt sammen, kastede de sig mod bølgerne, der opstod nede ved den bagerste ende. Holger lod sig glide tættere på moren og drengen. Til sin overraskelse kunne han mærke, at han fik erektion. Blodet pumpede ud i lemmet, så det svulmede op. Først blev han pinligt berørt og ville vende om, men så kunne han mærke, at det gav en kildrende fornemmelse i maven. Han smilede for sig selv og bevægede sig det sidste stykke hen til moren, så de stod med ryggen til hinanden med kun en meters afstand. Holger trak badebukserne til side og klemte til. Sveskejuicen virkede. Selv om det var svært at stå op imens, kunne han mærke, at der uden problemer gled en lang bæ ud af ham. I samme øjeblik den var ude, lod han badebukserne glide på plads og dykkede ned under vandet for at komme væk. Han svømmede hurtigt over til bassinkanten og vendte sig om. Pølsen flød lige under vandoverfladen og stak indimellem en ende op. De mange bølger fik den til at skvulpe rundt. Holger fulgte den spændt med øjnene for at se, om den ville nå sit mål. Han forestillede sig, at det var en torpedo med et sprænghoved fuld af gylle. Når den ramte, ville den eksplodere med et brag, der skød griselort ud til alle sider, og folk ville flygte i panik.
Julie fandt Vincent i et lavt bassin, hvor han blev skudt ud af et gult rør. Han fløj frem under vandet med strakte fødder og rejste sig med et jubelskrig. Julie smilede ved synet.
”Mor!” råbte han, da han fik øje på hende. ”Vi skal rutsje!” Siden havde de prøvet alle vandrutsjebaner utallige gange. Vincent var utrættelig, og Julie kunne mærke det boble i sig. De løb om kap over til trappen og skubbede til hinanden, mens de stod i kø. De havde suset gennem Tornadoen på en stor, gul badering og var endt i en enorm grøn- og blåternet kegle. I Wild River-banen havde de ladet sig trække med af de strømmende vandmasser. Vincent blev flere gange trukket ned under vandet, og Julie havde bekymret rakt ud efter ham, men hver gang dukkede han op igen som en prop og skreg af fryd. De havde været oppe i tårnet og havde sust ned gennem den grønne Pipeline. De havde været i sauna, svømmet i udendørsbassin og hoppet fra en stor, oppustet delfin. Indimellem havde de hvilet i små, grottelignende boblebassiner, hvor det varme vand bruste af luftbobler. De sad tæt op ad andre badegæster i de små boblebade, men det generede ikke Julie og Vincent. Julie følte en glæde over, at det var så naturligt at vise sin krop frem. ”Er vi sild i en tønde?” spurgte Vincent på et tidspunkt, og de havde grinet sammen med de andre i boblebadet. Til sidst gled de ned i bølgebassinet. Julie tog sine svømmebriller på og dykkede ned under vandet. På bunden af bassinet vendte hun sig rundt, så hun lå på ryggen og kunne se op på folks ben. De hoppede og spjættede med fødderne rundt om hende. Nogle af badegæsterne var tykke, og når de hoppede op og ned, bølgede deres hud under vandet som i slowmotion. Julie lå stille på bunden og kiggede fascineret på deres bølgende hud. Pludselig kom et par tynde barneben gående hen over hende, og lidt efter dukkede Vincents ansigt frem i vandoverfladen. Hun rakte hånden op mod ham og blæste luftringe ud gennem munden.
”Mor!” råbte Vincent, da hun kom op. ”Jeg troede, at du var druknet.”
”Nej, jeg kan bare holde vejret i lang tid. Skal vi lege krokodille?” Hun dykkede ned, så kun øjnene var over vandet, og lavede boblelyde. Hun greb fat i ham og kastede ham op i luften. Vincent var den første, der blev træt. Han svømmede over til bassinkanten og greb fat i kanten.
”Skal vi tage hjem nu, mor?”
”Jeg dykker lige en sidste gang.” Hun forsvandt ned under vandet og lagde sig på bunden med ansigtet opad. Hun kiggede på folks ben, studerede deres langsomme bevægelser. Hun prøvede at tale til dem under vandet. ”Alloo?” sagde hun, men kunne kun svagt høre det. Hun prøvede at skrige. ”Rrraaa!” Det lød sjovt. Hun skreg igen. Ingen lod til at høre hende. Til sidst havde hun ikke mere luft, men hun blev liggende og kiggede op. I struben kunne hun mærke krampetrækninger, der tog til i styrke. Øjnene begyndte at trykke, og synsfeltet blev mørkt i siderne. Så fik hun, som gennem en tunnel, øje på en genstand, der flød rundt i vandoverfladen. Den skvulpede rundt mellem de spjættende kroppe. Julie fulgte dens bevægelser, mens hele halsen begyndte at gå i krampe. Det lignede en lille gren.
Holger tog sit tøj ud af skabet og smækkede lågen i. Han skar tænder og fandt en tom omklædningskabine. ”Forbandede kælling. Hvad bildte hun sig ind?” Holger rystede på hovedet. Han kunne stadig ikke tro på det, han havde set. Hvordan havde hun kunnet gøre det? Øjeblikket havde været så frydefuldt. Han havde holdt øje med hendes krop under vandet og var i nogle sekunder bekymret over, at hun blev så længe nede under vandet. Men pludselig skød hun op af vandet som en raket, med armen løftet i triumf, og i hånden knugede hun om noget brunt. Holger studerede spændt hendes ansigtsudtryk, mens han ventede på, hvordan det ville forandre sig, når hun opdagede, hvad det var, hun holdt i hånden. Men da han så hendes reaktion, stivnede hans krop, og det var, som alting gik i stå. Hvordan kunne hun tage det sådan? Holger forstod det ikke. Han stak fødderne ned i sine bukseben og hev bukserne op. Han rev i livremmen og bandede igen. Han havde mest lyst til at gå hjem, men det ville være et nederlag. Han snørede sine sko og gik ud til udgangen, hvor han travede frem og tilbage i hallen udenfor. Han måtte vente på dem og følge efter dem, så han kunne finde ud af, hvilken hytte de boede i. Hver gang døren til udgangen gik op, skævede han til dem, der kom ud. Han gik uroligt rundt, så på butiksruder, studerede folk, stillede sig hele tiden nye steder, og efterhånden var han blevet så anspændt i skuldrene og nakken, at han følte sig døsig. Da de endelig kom ud, var han faldet til ro, og han havde endda haft tid til at købe en hvid Nike-kasket i en tøjbutik. Moren og drengen gik forrest med håndklæder over skuldrene. De smilede og så glade ud. Faren og pigen gik tavse bagved med solbriller på. Holger trak kasketskyggen ned, så de ikke kunne se hans ansigt. De slentrede langsomt gennem centeret og kiggede på butikker og forlystelser. Moren og drengen studerede menukort ved restauranterne, mens faren og datteren stod i baggrunden og så afventende på. Holger mærkede sulten gnave i maven og håbede, at de ville gå ind et sted og spise. Men moren fandt åbenbart ikke noget, der tilfredsstillede hendes smag, så de gik ud og tilbage mod feriehusene. Holger fulgte dem på sikker afstand langs grusstier og hen over grønne græsplæner. Aftensolen hang afdæmpet på himlen, og folk med håndklæder over skuldrene gik i store stimer tilbage mod husene. Holger faldt ind i stimen og opdagede, at hans langærmede skjorte og beigefarvede garbardinebukser fik ham til at stikke ud. Folk rundt om ham gik i badetøj, shorts eller nederdele. Det fik ham til at gå længere ind i stimen af mennesker. De nåede rækkerne af feriehuse, og efterhånden blev stimen mindre, når folk forsvandt ind i husene. Til sidst var det kun få mennesker, der gik på stien, ned mod de bagerste huse. Da Holger kunne se de sidste huse, stoppede han op og så familien gå ned mod en sølvfarvet Volvo og ind i et blåmalet hus. De lukkede døren, og Holger stod lidt og kiggede på den mennesketomme parkeringsplads foran huset. Han så tilbage mod Lalandia, hvor den blågrønne kegle ragede op i luften. Han kiggede ned ad sine bukser og rundt på buskene, der omkransede området. Følelsen af vrede havde forladt ham. Til sidst besluttede han sig for at snige sig uden om buskene og komme så tæt på huset som muligt. Han gik bort fra huset, ind i landet, og fandt et hul i den tætte række af buske, så han kunne komme om på den anden side og gå tilbage mod huset. Buskene var så høje, at han ikke behøvede at dukke sig. Længere fremme kunne han høre en dreng grine. Holger sneg sig nærmere og kom ind i et tæt buskads, hvor grenene hang lavt. Han dukkede sig og gik langsomt frem for ikke at lave lyde. Han kunne høre drengen igen og en pige, der skældte ud, men Holger kunne ikke se noget. Han lagde sig på knæ og kravlede frem i det mørke buskads, hvor der ikke voksede græs, men til gengæld lå flere plastikflasker, afblegede chipsposer og et par jordslåede joggingbukser. Holger sneg sig frem gennem affaldet og kom til sidst så tæt på huset, at han lå lige ved siden af deres græsplæne og kunne se fødder løbe rundt derinde.
”Din dumme dreng!” råbte pigestemmen.
”Du kan ikke fange mig!” svarede drengen. Lidt efter stak pigen i et hyl, og så lød der et suk fra en mandsstemme.
”Kan I ikke gå ned til stranden og lege med vandpistol?” spurgte manden.
”Det er ikke mig, der vil lege med vandpistol,” svarede pigen. ”Det er kun Vincent.” Vincent? Tænkte Holger. Er det drengens navn? Han bukkede sig længere ned, så kinden lå på jorden, men han kunne stadig kun se drengens fødder. Han kunne sagtens løfte lidt op i et par grene, så han kunne se mere, men han var bange for, at de ville opdage det.
”Na-na-na-naaa-na,” drillede drengen. Faren sukkede igen.
”Kan I ikke holde op?” spurgte han.
”Det er ikke mig,” svarede pigen med en forurettet stemme. Lidt efter lød der skridt fra klipklapper på terrassen, og Holger kunne se et par kvindeben komme til syne.
”Hvem vil have saft og vandmelon?” spurgte kvinden.
”Mig!” råbte drengen. Holger kunne høre, at der blev hældt op i glas og suget på melon. Han skubbede sig lidt længere frem og kunne se moren sætte sig i en hvid stol.
”Hvad griner du af?” spurgte pigen lidt efter.
”Ikke noget,” svarede moren. ”Jeg synes bare, at der er så dejligt her.”
”Og sjovt,” sagde drengen. ”Ved I, hvad mor fandt i dag?”
”Hvad?” spurgte pigen.
”En gren,” svarede drengen.
”En gren?”
”Ja. I bølgebassinet.”
”Og hvad så?” spurgte pigen.
”Men det var ikke en helt almindelig gren,” sagde drengen og begyndte at grine. Holger kunne høre en spruttende fnisen fra moren.
”Hvad sker der?” spurgte pigen.
”Mor fangede en lort,” sagde drengen.
”Hvad gjorde du?” spurgte pigen, men blev mødt af latterbrøl fra drengen og moren. Holger var forvirret. Hvad var det, der var så morsomt?
”Jeg lå nede på bunden af bassinet,” svarede moren med indeklemt latter. ”Og så så jeg en gren i vandoverfladen.” Hun holdt inde og prøvede at holde et udbrud af latter nede. ”Og så fløj jeg op for at gribe den!” Hun afsluttede sætningen og brød ud i et højt hvin. ”Men,” fortsatte hun, ”men det var ikke en gren!” Moren brød ud i hulkende latter, og drengen faldt om på græsset, hvor han rullede rundt, mens skratlatter strømmede fra ham.
”Hvad var det så?” spurgte pigen forundret, da de stilnede af. Moren trak efter vejret.
”En lort!” svarede hun, og så startede hun og drengen forfra.
”En lort? Det er sgu da ulækkert!” Holger stak hovedet længere frem, så han kunne se moren sidde foroverbøjet, mens hun forsøgte at kontrollere sin latter.
”Var der en, der havde lagt en lort i bassinet?” spurgte faren med væmmelse i stemmen. Holger spidsede ører for at høre, hvad hun ville svare.
”Herregud,” sagde hun efter en stund. ”Det er nok bare et barn, der ikke kunne holde sig, og så er den gledet ud.”
”Føj for pokker!” sagde faren. ”Vi kan blive syge af de bakterier.”
”Mon dog,” snøftede moren. ”Der er så meget klor i vandet, at bakterier dør med det samme.”
”Men det er da ulækkert,” indvendte pigen.
”Ja, det var en lort,” svarede moren, ”men så var det heller ikke mere.” Ikke mere? Tankerne snurrede rundt i Holgers hoved. Han lagde sig ned på ryggen og kiggede op i buskadsets grønne blade og prøvede at forstå det, hun havde sagt. Ikke mere? Han trak sig baglæns ud af buskene og rejste sig op, da han kom ud på den anden side. Han børstede jord og blade af bukserne. Brune jordpletter sad tilbage på knæene. Han mærkede en træthed falde over sig og traskede langs buskene hjem mod gården med solen i ryggen. Tankerne murrede. Hvad skulle han så finde på?
