1. del
I
Sandbjerg Gods ved Alssund · 1808
Aprilsolen stod lavt bag markskellets poppeltræer og tegnede sorte silhuetter, der så ud som om de svævede på aftenhimlen. Den hvide dis havde allerede lagt sin kølige skarphed over agrene, tættere jo længere bort man rakte ud med blikket. Med disen steg også aftenens dufte af kølig muld og snarlig grøde op fra jorden. En sidste rest af vinteren holdt stadig dagene i et koldt greb, selv om lyset var af en anden art nu, hårdere og mere åbent, og dagsluften lunere. Øjnene vandrede længere ud over agrene i disse dage, helt ned til sundet, der lå næsten sort i det svindende lys.
Otte Sigurdsen standsede en stund og trak den skarpe luft dybt ind, den bed en kende i næsen. Han svedte stadig over ryggen efter arbejdet, og han trak sin filtede hue af, så der kunne komme lidt kølig luft til den blege pande og det gråsprængte hår. Hans blik fulgte markvejen, der lå ujævn og nedslidt, men frem for alt velkendt foran ham op mod landsbyen. Her i disse hjulspor havde han færdedes hele sit toogfyrretyveårige liv, og ingen andre, ukendte stier havde nogensinde lokket hans tanker og længsler bort eller plantet den uro, som han vidste, andre kunne gribes af.
Otte havde været i gang de sidste dage med at gøre klar til vårsæden. Synet af det mørkebrune, jævne såbed sendte en egen varme igennem ham, sådan glæde var det at se, hvordan harven havde trukket sine striber over ageren, så velordnet som en nystriglet hestemane.
Otte gav en lyd med tungen til Kisser, der var standset sammen med ham og nu satte roligt i gang ved hans side i markkanten. Hoppen havde været på arbejde hele dagen og var nok lige så træt i bentøjet som Otte selv. Men i morgen skulle hun i gang igen; så var det Hein, Ottes nabo, som skulle i gang med at harve. Han havde halvpart i hesten.
Otte så frem til at komme ind og sidde i sin gode stol, og Kisser var ivrig efter sin stald og foderkrybbe. Begge rettede de blikket i retning af de otte huse, der lå tæt og roligt længere fremme, som en flok drøvtyggende høveder på en eng. Det forreste af husene var hans eget, af ydre ikke nemt at skelne fra de andre, men det var dér, de havde hjemme, han, Agnete og børnene. Ret beset tilhørte huset godset, men han havde boet der hele livet, og hans forældre før ham. Hver eneste ting i de få rum, der havde været som en beskyttende kappe omkring hans og Agnetes liv sammen, var han fortrolig med. Snart tyve år måtte det vel blive, hvis man gav sig tid til at regne efter. Men hvem kunne tælle årene, så ens som de var? Det var kun de fire børnefødsler, der stod som en lille række af milepæle i kanten af den lige vej.
Der stod en tynd røgsøjle fra skorstenen, næppe til at skelne mod den disede himmel. Agnete var åbenbart i gang med nadvermaden ved ildstedet. Heller ikke hvad dét angik, adskilte deres hus sig fra de andre i den lille flok.
Otte drejede ind ad den korte landsbygade og fik øje på Jerk Stinsen, hans næstnabo, der var på vej hjemad fra sin mark på den anden side af landsbyen. Jerk rokkede kraftigt under gangen, hans ben var knapt lige lange, men sine marker kunne han passe lige godt for det. Jerk var nået hen til sit hus og stod og tøvede lidt, og Otte løftede hånden på afstand til hilsen, ændrede ellers ikke på sin gang, men fik med et kort prrr Kisser til at standse, da han nåede hen til manden.
”Moin, Jerk.”
”Moin, Otte,” hilste Jerk.
”Nå, blev du så færdig med harven i dag?” forhørte Otte sig.
Den anden nikkede:
”Såmænd, såmænd, men der er jo noget leret på det nordre stykke, som du ved. Det er tungt, og det klumper.” Han løftede den ene træskostøvle for at vise, hvad han mente.
”Ja, jeg ved det. Det er jo det samme på vort. Men vi skal vel ikke klage. Det er ikke alle, der har jord at vade rundt på, om det så er leret eller sandet.”
”Nej, nej, jeg klager såmænd da ikke!” sagde Jerk. ”I det stykke er vi bedre stillet end så mange. Men drøjt, det er det lige godt.”
Jerk sendte en spytklat ud til siden. ”Så du forresten, at fogedens elev red her igennem for en stund siden?”
Nej, det havde Otte ikke set.
”Det så da ellers ud til, at han ville ind til jeres. Måske har han visiteret Agnete.” Der kom et drilsk glimt i Jerks små, rødsprængte øjne.
”Ja, så har han da nok måttet gå med uforrettet sag,” mente Otte, ”Agnete er ikke sådan at visitere med.”
”Nej, det siger jo de fleste om deres koner!” kørte Jerk på med munden vredet i et skævt smil.
”Ja, den er god med dig, Jerk,” sagde Otte vennesælt, ”men jeg må da nok hellere se at komme ind og se, hvad skade han kan have udrettet, den hallunk.”
Otte løftede hånden endnu en gang og fik Kisser sat i gang.
Han gik om ad det lille staldhus og fik hesten sat i bås, hun kendte selv vejen, inden han gik til bagdøren for at skrabe de værste kager af støvlerne. I forstuen stod sivskoene og tog imod ham. Stortrøjen krængede han af sig og hængte den på et af de seks søm, han havde slået i en stump lægte som knagerække.
Indenfor i stuen var der godt varmt, Agnete var i gang ved ildstedet i køkkenet, og døren der ud til stod åben. Otte gik ud til hende og hilste med et klap på kinden, der var rød og varm.
Om håret havde hun bundet sit himmelblå tørklæde, sådan som hun plejede, når hun kogte mad eller arbejdede i køkkenhaven. Det tørklæde havde hun haft siden konfirmationen, en gave fra en moster, og det havde kun mistet ganske lidt af sin klare farve i de snart femogtyve år, hun havde haft det i brug. Hun vendte kort sit lyseblå blik mod ham og gav et smil til velkomst. Han syntes stadig, hendes smil var pænt, som han havde gjort, lige fra han mødte hende første gang. Hun havde alle sine stærke tænder endnu. Ansigtet var blevet lidt fyldigere, men det skulle jo også passe til resten. Men svær kunne man nu langtfra sige hun var blevet.
Hun kogte kål, det havde han kunnet lugte lige fra han trådte ind i huset, og han så også, at hun også havde spegeflæsk til dem i dag. Skiverne lå glinsende på rad og række på det spækbræt, han selv havde skåret og høvlet. Der gik en varm glæde gennem Otte; de levede såmænd godt som fæstehusmænd her på Sandbjerg. Spegeflæsk på en torsdag! Lensgreven havde gjort livet tåleligt for dem, givet dem ret til jordlodderne på livstid, og med arbejdet på godset var det lempeligt; de fik tid til at passe deres eget ordentligt. Lensgreven hjalp også til med en mønt, hvis huset trængte til at blive tækket eller klinet op, og når det var sådan, gik man også villigt og gerne til godset, når der blev kaldt til arbejde.
Otte havde netop fået sat sig i den gode stol, da der lød hovslag ude på vejen. Agnete vendte hovedet og halvråbte ind til ham i stuen:
”Ja, det er sandt, ladefogedens elev var her for ikke så længe siden, han ville snakke med dig. Det er nok ham igen.”
Otte rejste sig og gik hen til vinduet. I skumringslyset genkendte han den unge elev Houlbeck, en ranglet fyr, knapt voksen mand endnu. Men så meget mere vrissen, hvis han følte, at han ikke blev mødt med passende respekt.
Otte åbnede døren og stillede sig på tærsklen. Han lod knægten forstå, at husmanden var selv hjemme her. Eleven stod af, bandt sin blakkede hest til den pæl, der var sat op derude, og gik i fem lange skridt frem til Ottes dør.
”Godaften,” sagde han med påtaget mandig stemme.
”Jeg har ærinde til dig, Otte Sigurdsen. Får man komme indenfor en stund.”
”Jamen så gerne, da,” svarede Otte og trådte et skridt tilbage, så den anden kunne komme forbi. Eleven foldede den lange krop lidt sammen for ikke at ramme hovedet mod dørkarmen og strøg hatten af i den lille forstue.
”Godaften i stuen – igen,” sagde han til Agnete, der stod ved bordet med ryggen til. Hun vendte sig halvt og gjorde et ganske lille kniks, en bevægelse, der havde siddet i hende, siden hun var ung pige på godset.
”Godaften igen, hr. elev,” sagde hun. ”Har I gode tidender med til os i dag?”
”Tjah, måske,” sagde han studst. Han kunne bedst lide at blive tiltalt ”Herr Houlbeck,” eller til nød ”elev Houlbeck.” ”Hr. elev” syntes han næsten lød spotsk.
Otte bød ham en stol, og Houlbeck satte sig med en hånd på hvert knæ, som ellers ældre mænd havde for vane.
”Ja, det er såmænd ikke fordi jeg skal blive længe,” sagde han, ”for mit budskab er såre enkelt.”
Otte rørte lidt uroligt på sig.
”Jeg har fået besked fra lensgreven om at ride herud og sige, at du skal møde på godset ved hoveddøren i morgen, efter davre.”
Otte rykkede forskrækket tilbage på pindestolen. ”Ved hoveddøren?” studsede han. ”Hvad monstro det kan dreje sig om. Ved Hr. eleven det?”
Houlbeck satte en vigtig mine op.
”Se dét, Otte Sigurdsen, har lensgreven selvfølgelig ikke sagt noget om. Om det er godt eller dårligt, det kan jeg ikke sige. Han sagde det blot, sådan som jeg lige har sagt det til dig.”
”Men var han da vred, da han sagde det?” frittede Otte og sendte et ængsteligt blik ud til Agnete, der var gået i køkkenet og fulgte med gennem døråbningen.
Otte var sig ikke nogen brøde bevidst, han mente at have gjort sit arbejde godt. Men verden var nu engang fuld af overraskelser, det var hans erfaring, og de var langt fra altid behagelige.
”Han var hverken vred eller glad; han sagde det bare sådan lige ud: ’rid ned til Otte Sigurdsen og sig, han skal komme til mig ved hoveddøren i morgen efter davre’. Nøjagtig sådan sagde han.” Elev Houlbeck rejste sig hurtigt fra stolen, så hovedet nær var gået imod loftsbjælken, nikkede let og sagde:
”Og nu er det bragt videre. Der kommer en pige og tager dig ind til greven, når du banker på. Godaften og Guds fred.”
”Guds fred,” mumlede Otte, ”og godaften,” lagde Agnete til. Eleven bukkede sig sammen og trådte ud gennem den lave dør, som Otte lukkede efter ham. Han gik tilbage til sin gode stol med det fine, stribede olmerdugssæde og satte sig ned med et dybt suk.
Ved hoveddøren! Det var han sandelig ikke vant til, det var ved ladeporten, de plejede at møde, når ladefogeden havde kaldt dem til arbejde. Kun få gange havde han været inde i hovedhuset, og det var gennem tyendedøren til køkkenet.
”Hvad mon dét handler om?” sagde han ud mod køkkenet.
”Det må da være noget godt, Otte,” mente Agnete. ”Hvis det var til skældud og straf, du blev kaldt, ville greven nok lade Seifert ordne det.”
Otte nikkede, hun havde selvfølgelig ret. Ladefogeden plejede selv at ordne det grove. Otte klarede op i et lille smil:
”Og træhesten behøver man heldigvis ikke være bange for mere!”
”Nej, Gud ske tak og lov!” nærmest lo Agnete. ”Det er da både år og dag siden, den kom i stald.”
”Ja, og slagtet tilmed!” lagde Otte til. De huskede begge, hvordan lensgreven en Sankt Hans aften sidst i det gamle århundrede havde fået træhesten båret til bålet. De havde selv set den gå op i luer, og godsets folk havde jublet.
”Men kan du kalde Kresten og Povl ind, Otte. De er nok ude ved Kisser, kunne jeg tænke.”
Otte rejste sig møjsommeligt op, det værkede i hans krop efter den lange dag bag harven.
Han gik udenfor. Det var ved at være helt mørkt, men ovre fra stalden sås et svagt lysskær, så var drengene ganske rigtigt derovre og havde tændt lygten. Det måtte de gerne, så længe Povl var der, han var stor og fornuftig nu, tolv år. Otte gik over til stalddøren og åbnede den på klem.
”Kom så, drenge. Vi skal spise! Og husk at slukke lygten!” Han ventede i døren, til drengene havde slukket og var kommet frem fra mørket, den niårige Kresten med det lyse, stride hår forrest, og efter ham Povl med de kloge øjne og det mørke hår – som farens. Povl trak tungt på det venstre ben, da han fulgte efter Kresten over mod huset. Synd og skam var det med hans ben. Men verden var nu en gang fuld af overraskende og ubehagelige hændelser.
Drengene tog deres pladser på bænken ved væggen, Otte for enden af det skurede bord. Agnete stillede det sidste fad frem. Der var fire stykker flæsk. Så satte hun sig også.
Otte foldede hænderne, så ned i sin tallerken. Agnete lagde hænderne i skødet, drengene satte albuerne på bordet og holdt de foldede hænder foran panden.
”Kære Gud vor fader,” mumlede Otte. ”Vi takker dig for dette måltid og for alle dine gaver og beder dig holde din skærmende hånd over vor familie, som her er samlet, og over vores Inger i hendes plads, og over vores Laust, hvor i verden han end måtte færdes. Amen!”
”Amen!” lød det fra de tre andre.
”Og velbekomme!” Agnete skubbede fadet med flæsk over til Otte, så han kunne tage først. Drengene ventede til faren havde taget. Så stangede de også hver et stykke over på deres bræt. Agnete var som altid den sidste der tog.
”Hvor mon han er?” spurgte Kresten lidt bekymret.
”Mener du Laust?” spurgte Otte.
Kresten nikkede.
”Ja, det er ikke til at vide,” sagde Otte, ”men han skal nok klare sig, hvor han end er,” lagde han trøstende til. ”Han skal såmænd nok klare sig.”
Der gik næppe en dag, hvor Otte ikke tænkte det, som Kresten lige havde sagt højt: Hvor mon Laust er nu, og hvordan mon det går ham? Det var mere end seks måneder siden, han var taget af sted mod Hamborg for at søge hyre på et skib, der skulle på langfart, helst til Indien eller Kina, havde han sagt – og vendt blikket til den anden side.
Otte og Agnete kunne ikke forstå, hvorfor det skulle være nødvendigt at tage så langt bort. Men på en måde kunne de måske nok forstå det alligevel. Tale ham fra det havde ingen af dem villet. Han havde sine grunde, og de kendte ham godt nok til at vide, at dem holdt han fast ved, selv om han aldrig havde givet nogen forklaring fra sig.
Det var naturligvis dét med Povl. Ganske vist var der gået lang tid siden den ulykkens dag, men endnu havde Laust ikke kunnet finde tilbage til sit gamle, lyse væsen. Han var blevet mut og hidsig.
Godt tre år var gået siden den dag, Laust spurgte Povl, om han ville med op på Gården og hjælpe til med hestene. Gården var det navn, de til daglig brugte om Sandbjerg herregård. Laust vidste, hvor ivrig Povl var efter at få lov til at komme med, og den dag havde Laust været i sit rare hjørne og havde godt kunnet unde lillebroren den fornøjelse.
At han havde givet broren lov, havde lige siden den dag trykket på Lausts sind og ligesom omspændt alle hans tanker med et sort, jernhårdt bånd, som han ikke havde kræfter til at sprænge eller bare løsne lidt.
I et halvt års tid havde Laust haft en tjans med at strigle hestene i lensgrevens ridestald, og han var blevet helt fortrolig med de tre smukke dyr. Kun den ene af hestene havde været hjemme den dag, herskaberne var nok ude på en ridetur. Men heldigvis var det Lausts foretrukne hest, den mørkebrune hingst Slejpner, der stod derinde; så kunne Povl få den at se.
Slejpner plejede at vrinske højt, når den hørte Lausts stemme og fik øje på ham. Det gjorde den også denne dag.
”Kan du høre, Povl, han siger moin til mig.”
Povl nikkede benovet.
De gik langs båsene. Slejpner stak hovedet frem for at se. Laust tog den fortroligt om kæben og kløede den, mens han sagde noget venligt til den. Dyret vrinskede stille og smaskede lidt.
”Har du prøvet at være inde hos den?” spurgte Povl lidt ængsteligt. Han var ikke helt tryg ved den store hest. Han kendte deres egen Kisser, hende kunne man gøre alt muligt med, uden at hun blev sur. Men ham her var mere urolig og gjorde nogle pludselige bevægelser med hovedet.
”Ja, mange gange,” pralede Laust. ”Jeg plejer jo at strigle dem. Aksel har vist mig, hvordan man gør.”
Aksel var staldkarlen, ham kendte Povl godt.
”Jeg kan vise dig det.” Laust så opfordrende på lillebroren, der skævede usikkert ind til den store hingst. Laust rakte ham striglen. Povl prøvede forsigtigt af række hånden frem og stryge den på mulen, men den slog med hovedet, og han trak hånden til sig.
”Du skal bare bevæge dig roligt,” sagde Laust, ”så er han også rolig.” Han åbnede lågen til båsen og gik ind med Povl lige efter sig.
”Nu kan du prøve lige så stille med striglen,” sagde Laust. ”Du kan begynde omme ved rumpen og baglåret, det kan han så godt lide.”
Povl begyndte forsigtigt at stryge nedad på baglåret, hesten stod helt stille, af og til gik der en trækning igennem dens muskler og hud, som om den ville vifte en flue væk. Måske var det også bare det, den gjorde.
Laust stod oppe ved hestens hovedet og klappede dens hals.
”Du skal lige være lidt forsigtig bag på det højre baglår. Dér har den…” Mere nåede Laust ikke at få sagt, før hesten vrinskede højt, tog et skridt frem og sparkede bagud så hurtigt og hårdt, at ingen af drengene nåede at opdage, hvad der skete; sparket ramte Povl på hoften, og han blev slynget tilbage mod bræddevæggen med et højt bump.
”Hvad laver du?” råbte Laust. I det samme så han, at broren lå i halmen og prøvede at rulle væk fra hesten, mens han skreg højt i smerte og angst. Laust forstod, at den var gruelig gal. Hingsten stod med vilde øjne og sitrede over det hele og så ud til hvert øjeblik at kunne finde på nye utyskestreger. Laust fik den beroliget lidt med et par klap, så prøvede han at få Povl til at kravle over mod lågen, men Povl stønnede, at han ikke kunne flytte sig, det gjorde så ondt.
Aksel kom til i det samme. Han så hurtigt, hvad der var los og fik trukket Slejpner ud på gangen og over i en anden bås. Laust stod og kunne ingenting gøre, men Aksel beordrede ham til at hente Ivar, den anden karl.
Det stod alt sammen så uhyggeligt klart i Lausts erindring: hvordan han havde hentet Ivar, der var kommet løbende til, og hvordan mændene havde båret Povl over til folkestuen og lagt ham på et bord. Aksel var kørt efter doktor Blom, og Ivar havde sendt Laust hjem for at hente faren.
Laust havde fundet Otte ude ved gavlen, hvor han var i gang med at kalke. Hakkende og stammende fik han forklaret, hvad der var sket, og at faren skulle komme derop med det samme. Otte havde smidt kosten og trukket Laust med ind til moren. Hun havde givet et skrig fra sig, da hun hørte, hvad der var sket. Med Kisser for den lille vogn var de kørt afsted så hurtig, den tunge arbejdshest formåede. Laust var stum hele vejen, skævede af og til over mod faren, der sad mørk og sammenbidt og stirrede lige frem for sig.
Povl lå stadig på bordet i folkestuen og stønnede, da de kom frem. Hans ansigt var blegt og skinnende, det mørke hår klistrede til panden.
Endelig var Aksel kommet tilbage i voldsom fart sammen med doktoren, der straks havde beordret alle til at forlade rummet. De var gået ud i gården, og Laust var kommet i forhør. Han var ikke stolt ved at skulle fortælle det, men stryg var det ikke blevet til denne gang, og det var næsten endnu værre.
Efter en tid var doktor Blom kommet ud og havde tændt sig en cigar.
”Han lever stadig,” proklamerede han så, ”og det gør han nok mange år endnu. Men han har fået et grimt spark. Hofteskålen er brudt, og måske er det også gået ud over lårbenet.”
Povl skulle forsigtigt lægges ind i sygekammeret og blive der. Dagen efter var doktor Blom kommet tilbage og havde lagt en skinne på benet og hoften.
De følgende dage havde Laust hver aften bedt Gud om at gøre lillebroren rask, og langsomt var Povls smerter da også aftaget. Han kom hjem og ligge i sin egen seng, men der gik et par måneder, inden det kom så vidt, at han kunne begynde at bevæge sig lidt oppe, støttet til to krykker.
Som ugerne gik, blev hans små ture rundt i huset længere, men meget langsomt og ujævnt gik det fortsat for Povl, også da de stramme forbindinger var kommet af og en tynd stilk af et ben var dukket frem. Det stod klart, at han nok aldrig ville komme til at gå normalt.
Laust indså da, at hans bønner til Gud om at gøre Povl rask ikke var blevet hørt, og det var ikke frit for, at han gik i rette med sådan en gud, som ikke engang kunne hjælpe en invalideret dreng – for ikke at tale om at fri Laust selv for den forfærdelige skyld. Det mørke, stramme bånd lagde sig om den femtenårige drengs tanker.
Hvor Laust end kom hen, blev der spurgt, hvordan det gik med Povls ben, og for hver gang lagde der sig endnu et lag af muthed og vrede over ham. Det daglige syn af den halte bror nærede hans trods og følelsen af ubodelig skyld, skønt ingen længere bebrejdede ham noget. Faren var endda blevet mildere end før ulykken og havde ikke lagt hånd på ham.
Moren havde også sparet på sine vanlige udskæld. Det gjorde det nu ikke lettere for Laust, men mindede ham bare på en anden måde om, hvad han havde forbrudt. At han var en stakkel, der skulle skånes. I hans sind voksede den tanke sig stor, at han måtte væk, og det skulle være så snart som muligt. Han begyndte at spare hver en lille mønt sammen, han fik i hånden. Han ville til Hamborg, hvor de store skibe sejlede fra, og så ville han ud i verden, hvor ingen vidste noget om ham og hans halte lillebror.
Ja, hvor mon han var, den stakkels knægt. Otte rejste sig tungt:
”Tak for mad, jeg går et slag over i stalden.”
*
Morgenen efter elev Houlbecks besøg gav Otte sig for en gangs skyld lidt god tid til sin davre. Når lensgreven sagde ”efter davre,” mente han bestemt ikke den tidlige davre, de plejede at spise ude i husene, men snarere det, man dér kaldte frokost.
Agnete og Povl sad også ved bordet endnu. Povl skulle hjælpe sin mor i køkkenhaven i dag. Kresten var hurtigt blevet færdig med sin grød og sad på sin faste plads i krogen og snittede i et stykke træ. Det så ud til at skulle blive til et skib.
”Ja, jeg kan nu ikke tænke mig til, hvad han vil mig,” svarede Otte på Agnetes spørgsmål. ”Jeg er mig ingen brøde bevidst.” Det samme havde han allerede sagt dagen forinden.
”Nej da!” sagde Agnete, ”Det må da være for noget godt, han har kaldt dig derop, siden han ikke bare lader Seifert ordne det.” Hendes gentagelse var som en slags besværgelse.
”Ja, det siger du godt nok, Agnete. Gid du har ret.”
Povl lyttede til forældrenes snak med uro. Han vidste, at det hørte til sjældenhederne, at en husmand blev kaldt ind til lensgreven. Faren havde da også barberet sig omhyggeligt og taget søndagsskjorten på.
”Men så tak for mad,” sagde Otte endelig og rejste sig, ”man må vel se at komme derop ad.”
”Velbekomme!” svarede Agnete og tog det tomme fad af bordet.
Otte stak i de brune hellæderstøvler i dagens anledning. Udenfor var det en klar morgen, og Otte åndede dybt ind. Foråret ville tage endnu et bette nøk fremad i dag, det mærkede man tydeligt.
Han skridtede ud ad vejen mod herregården; hans gang var lettere i dag, hvor det ikke var træskostøvlerne, der bestemte farten. Spekulationerne over, hvad greven ville, rumsterede videre i hans hoved, men efterhånden som han nærmede sig godset, åbnede udsigten til Alssund sig for hans blik, og synet dulmede hans bekymring. Snart dukkede hovedhuset frem bag træerne, og Otte mærkede hjertet slå en kende hårdere ved det imponerende syn. Dér skulle han ind om lidt. Han gik hen over pladsen op mod den store, gule bygning, som han selv som ung havde været med til at slæbe sten og træ til, da byggeriet stod på.
Han gik de tre trin op til den hvide hoveddør med de små slebne ruder. Her blev han stående et øjeblik og så ned ad sig selv, om tøjet sad rigtigt og støvlerne ikke var lerede. Nej, vejen havde været tør; lidt støv børstede han af med et ærme inden han slog knoerne mod dørfyldningen. Der skete ikke noget. Måske havde han været for spag. Han slog igen, lidt hårdere. Der gik en stund mere, så anede han noget bevæge sig derinde. Han hørte en nøgle blive drejet om, døren gik op, og en ung kvinde klædt i sort stuepigekjole med hvidt forklæde og kappe tog ham i øjesyn. Otte bukkede og strøg huen af: ”Guds fred og god morgen. Ja, hans nåde har budt mig komme her til morgen – efter davre.”
Pigen så venligt på ham: ”Og hvem må jeg melde?”
”Otte Sigurdsen, husmand ved gården,” svarede Otte.
”Et øjeblik!” Døren blev lukket, og Otte stod tilbage på afsatsen med huen krammet sammen i hænderne. Efter nogen tid gik døren op igen; pigen bad ham træde indenfor og så kort på hans fødder: ”Støvlerne må han lade stå her i gangen. Der står en støvleknægt dér.” Otte trak støvlerne af. Gudskelov havde han fået de rene sokker med Agnetes fine stopninger på til morgen.
”Følg med,” sagde stuepigen og gik i forvejen. Otte nåede at kaste nogle hurtige blikke rundt i den store indgangshal med de lysegule vægge og den svungne, hvide trappe op til første sal. På væggene hang trofæer, der sikkert stammede fra de store jagter, der gik frasagn om. Men det var længe siden, de havde hjemsøgt egnen; den nuværende greve var ikke nogen stor jæger.
Pigen åbnede den ene fløj af en hvid dobbeltdør. I det næste rum stod der spinkle møbler i mørkt træ overalt. Væggene var beklædt med blankt tapet i fine mønstre. Otte havde hørt, at væggene på de store godser tit var dækket af silkestof. Det måtte være sådan nogle som dem her. Fra en række billeder så mænd og kvinder i farvestrålende klæder ned på ham, nogle af dem med en jagthund ved fødderne. Pigen tilbød ham ikke en stol, men gik hen til en anden dør og bankede forsigtigt på.
Der lød et fjernt ”Ja!” derindefra, og pigen åbnede døren halvt.
”Husmand Otte Sigurdsen er i modtageværelset,” meddelte hun og lukkede igen, nikkede kort til Otte og forlod ham. Otte turde ikke sætte sig ned.
Straks efter gik døren op, og greven trådte frem, en spinkel, lidt smalskuldret mand. Han var klædt i en hjemmejakke af grønt stof, og den hvide blusekrave faldt ham blødt om halsen. De gule knæbukser var afsluttet med bindebånd, og læggene i de stramme hvide strømper var smalle. Han var ved at være en ældre mand nu, kunne Otte se, håret var hvidt, hans tætsiddende, mørke øjne lå dybt, blikket var venligt og lidt distræt. Men de skridt, han tog hen mod Otte, var overraskende energiske.
”Goddag, Otte Sigurdsen,” smilte han og rakte ham en lang, smal hånd, som Otte greb og trykkede lidt forsigtigt. ”Sid ned!” Conrad Reventlow slog ud med hånden mod en af de spinkle stole. Otte satte sig forsigtigt og mærkede det polstrede sæde give en smule efter under hans vægt. Huen krystede han stadig i den ene hånd.
”Nå, Otte, hvordan går det på dit sted? Trives I dernede, du og familien?”
Otte så forundret ind i det smalle ansigt. Havde greven kaldt ham op for at slå en sludder af med ham om familien? Men det var ikke Ottes sag at udspørge greven om hans ærinde.
”Jo tak, Deres Nåde, vi trives.” Otte fandt det ikke passende at gøre nærmere rede for, hvordan børnene artede sig hver især, eller Agnete, for den sags skyld.
”Ja, for nu er det jo snart mange år, I har været her på stedet,” fortsatte greven. ”Du tog over efter din far, som jeg husker det. Og fra Seifert har jeg da kun hørt godt om, hvordan du har drevet jeres sted og været en god mand for godset her. En god arbejder, siger Seifert.”
Otte stirrede undseligt ned i tæppets indviklede mønstre.
”Jo, mange tak,” mumlede han og nikkede, stadig uvis på, hvad besøget gjaldt.
”Men du tænker jo nok: hvorfor har greven kaldt mig herop, ikke sandt? Og det skal jeg meget snart fortælle dig. Men jeg kalder lige på et krus øl først.”
Greven greb den lille klokke, der stod på bordet og lod den ringe gennemtrængende. Pigen trådte frem i døren og nejede.
”To krus øl, Marie,” sagde han. Så vendte han tilbage til Otte.
”Ja, nu skal du høre! Det er sådan, at jeg for nylig var sammen med min bror Frederik, det er ham, der har gårdene på Lolland, som du måske ved. Pederstrup og Christianssæde hedder de største. Han er jo en driftig mand, Frederik, og han lagde en plan frem for mig. Ja, han har så mange planer, den mand, og vi har fulgtes ad i mange ting. Ideerne har nok mest været hans, han er jo også den ældste. Men han havde som sagt en plan. Den mand kommer aldrig til at synes, at han har agerjord nok. Han tager alt ind, hvad der byder sig til, og hvis det ikke byder sig til, så får han det alligevel. Nå, lige meget! En plan, altså, nemlig en plan for, hvordan han kan få opdyrket nogle områder, der ligger hen med våd jord og saltet græs ned mod fjorden, altså det der hedder Rødby Fjord.”
Der blev banket let på døren, og stuepigen kom ind med en bakke med to krus øl.
”Tak, Marie,” sagde greven venligt. Pigen nejede og listede ud igen. Greven greb sit krus og nikkede til Otte.
”Prost, Otte Sigurdsen.”
”Prost, Deres Nåde!” svarede Otte og tog en slurk af det gode øl.
Greven rejste sig og gik hen til bogreolen for at hente et stort atlas, som han lagde på bordet, og slog op på kortet over Danmark.
”Her er vi, Otte,” sagde han og pegede på godsets beliggenhed ved Alssund ”og her er Lolland. Det vand dér nederst på øen, det er Rødby Fjord. Den har nærmest form som en stor sø, kan du se, men der er altså også forbindelse ud til havet et par steder. Hans jorder dækker et ret stort område dernede omkring fjorden.”
Greven tegnede en cirkel med sin smalle fingerspids.
”Min bror mener så, at dygtige folk nok ville kunne få noget mere ud af de marker og enge. Jorden er slet ikke så ringe, men som sagt noget våd nu og da, alt efter vandstanden i fjorden. Men med den rette fremgangsmåde og flid mener han altså, det skulle kunne lade sig gøre.”
Lensgreven holdt en pause og så på Otte. Mon husmanden begyndte at fatte, hvor det bar hen ad? Ottes ansigtsudtryk tydede ikke på det.
”Og så spørger du nok dig selv,” fortsatte greven derfor, ”hvor kommer jeg så ind i billedet? Jo, ser du, planen kræver, at der kommer erfarne og stræbsomme folk ud på de jordstykker, og den slags mænd er der stor mangel på dernede. Mange af sine unge karle og husmænd har han måttet aflevere til militærtjeneste, sådan som vores konge har befalet det. Og så har der også været en del sygdom blandt hans folk, så vidt jeg har forstået. En sot af en slags. Der er altså brug for flere robuste og dygtige mænd dernede.” Greven så Otte lige ind i øjnene. ”Folk som dig og din kone, hvad er det nu hun hedder?”
”Agnete,” sagde Otte spagt. Nu var det gået op for ham, hvad greven var ude på. Han skulle sendes til Lolland. Forflyttes fra Sandbjerg.
”Jeg kan se, Otte, at du har forstået, hvad jeg taler om,” smilede greven, ”men du skal ikke se så forskrækket ud.” Greven stødte en lille lyd ud gennem næsen. ”Det er alt sammen til dit eget bedste. Frederik har rigelig ledig jord til en håndfuld dygtige bønder. Men det skal som sagt være stærke folk, familier med børn, der kan hjælpe til.”
Otte tænkte på sine fire børn og hvad de kunne gavne. Povl kunne nok hjælpe i huset og haven, også dernede. Måske kunne Laust kaldes hjem fra hvor han nu befandt sig ude i verden. Og Inger var en dygtig pige. Selv den bette Kresten var jo begyndt at gøre gavn.
Greven drak af øllet, og Otte skyndte sig at følge trop.
”Jeg sagde naturligvis til Frederik,” fortsatte greven, ”at sådanne folk vil jeg jo ikke gerne af med. Men hvis det skal være, så har jeg to af den støbning på mit gods, og dér tænkte jeg først og fremmest på dig. Hvem den anden er, holder jeg for mig selv, indtil jeg har talt med ham. Det forstår du nok?”
Otte nikkede, men han undrede sig over, at greven var villig til at afgive sine bedste husmænd. Greven så ud til at kunne læse hans tanker.
”Ja, jeg kan se på dig, at du tænker ’hvis jeg er så god en bonde, som greven siger, hvorfor vil han så sende mig væk?’ Og det vil jeg også kun af den ene grund, at jeg skylder min bror en stor tjeneste, og mere end det. Han hjalp mig engang, da jeg var i en meget vanskelig knibe – jeg skal ikke komme nærmere ind på, hvad det handlede om. Han gik med andre ord i brechen for mig. Det gør vi i familien, vi hjælper hinanden. Og mellem os sagt: jeg har jo bønder og halvvoksne knægte nok til de parceller, vi har udlagt her. I sønderjyder bliver jo ikke syge som folkene ovre hos Frederik. I er stærkere. Men som sagt: først og fremmest fordi jeg skylder ham den tjeneste. Det er en æressag for mig, forstår Otte nok.”
De tog en slurk mere. Det var bedre øl end noget, Otte havde smagt længe.
”Så for at gøre en lang historie kort,” fortsatte greven, ”så tilbyder min bror dig et hus og et stort stykke land under Christianssæde Gods. Huset er ikke mindre end det, du har her, og jordstykket er mindst tre gange så stort. Tilmed vil han give dig arvefæste på gården. Så er det dig selv, der bestemmer, hvem der skal tage over efter dig, når den tid kommer.”
Otte rykkede en kende tilbage på stolen. Tre gange mere jord end nu, og arvefæste! Så var man jo så godt som en velbjærget mand resten af sine dage. Greven så opfordrende på Otte, men gav ham tid til at tænke.
”Ja, jeg tror jo knapt mine egne ører,” sagde Otte efter en god pause. ”Så meget jord er det svært at sige nej til. Men måske Deres Nåde ved, at min ældste søn Laust er udenlands. Ham tør jeg næppe vente hjælp fra. Og den næste, han er jo noget krævl! Den mindste knægt er kun ni år, så der går tid, inden han kan arbejde som en mand.”
”Det ved jeg alt sammen, Otte, Seifert har givet mig underretning om det. Men din ældste søn kan du nok lokke hjem, når han hører om de nye forhold, som en gang med tiden kan blive hans, og den halte dreng hjælper jo allerede nu en del til i huset, så vidt jeg forstår på Seifert. Og inden vi får set os om, kan den mindste forke mere hø op end vi to kan klare tilsammen.” Greven slog en lille latter op, og Otte måtte også trække på smilebåndet ved tanken.
Det var store tidender, han fik at høre her. Han fik taget sig sammen til at sige så mange tak for tilbuddet. Men han måtte bede om lidt tid til sit endelige svar. Konen skulle også høres, måske endda overtales.
”Ja, det er da så selvfølgeligt, min gode mand,” sagde greven jovialt. ”Men en ting mere skal jeg lige nævne, mellem os to: jeg køber hele din høst af dig til en pæn pris, så har du en sum til at lægge ud med på det nye sted. Der skal nok anskaffes et og andet, kan jeg tænke mig.”
Otte nikkede og regnede efter i hovedet så godt han formåede. Det skulle såmænd nok kunne lade sig gøre alt sammen, hvis bare Agnete...
Otte kom i det samme i tanker om endnu en ting:
”Hvis vi siger ja, hvornår skulle det så være fra?”
Greven smilede:
”Det er klogt spurgt! Jeg ville jo gerne, at du blev herhjemme til høst. Jeg vil sige, at sidst i august ville være godt. Så skulle høsten være i hus, og I har stadig godt rejsevejr.”
Otte nikkede. Det lød rimeligt.
En anden tanke faldt ham ind:
”Men ved greven, om markerne er tilsået på det nye sted?” At skulle købe såsæd til så stor en ager var sin sag.
”Jeg ved det ikke, men jeg skal nok sørge for, at Frederiks forvalter får besked om at så, lige så snart du har sagt ja. Skal vi sige, at du giver besked til Seifert om senest to dage?”
Han så på greven og nikkede igen.
Greven ringede på pigen og de rejste sig begge. Otte tog imod den hånd, greven rakte frem og trykkede den, da Marie i det samme dukkede op i døren.
”Marie, vil du følge Otte Sigurdsen ud!” sagde greven, drejede om og gik hen mod døren ind til det private kontor.
Lidt efter stod Otte igen ude i den milde aprilformiddag. I hans tanker var sagen afgjort. Men Agnete, hvad ville hun sige? Børnene, ja, de måtte følge trop, selvom de nok også ville mukke lidt.
Da Otte gik over den store gårdsplads og ud på vejen, var hans skridt en kende raskere og lettere, end da han var gået den modsatte vej en time tidligere.
Tre gange så meget jord! Arvefæste! lød det i hans hoved.
Otte skulle hjem og harve det stykke, han ville tilså med havre, men han blev nødt til at gå ind til Agnete først. Hun gik jo nok og ventede på at høre, hvad han kom hjem med.
Agnete var i gang i kålgården, og begge drengene hjalp hende. De havde ikke skole i dag. Otte kaldte dem ind og lagde frem, hvad greven havde sagt. De kunne komme til Lolland, få et tre gange så stort sted, og endda med arvefæste.
”Hvad betyder det?” spurgte Kresten.
”Det betyder, at gården kan blive i familien. Ved arvefæste er det mig, der bestemmer, hvem der skal overtage gården. Den ældste af jer drenge, altså Laust, har selvfølgelig førsteret. Men hvis ingen af jer vil tage over, kan jeg bestemme, hvem der så skal have den.”
”Jeg vil godt ha’ den!” skyndte Kresten sig at sige og skævede hurtigt til Povl, der sad tavs og så ned i bordet.
”Det skal vi ikke snakke om nu,” skyndte Agnete sig at sige. ”Det er jo ikke sikkert, vi tager afsted.”
Otte så granskende på sin kone. Hvad mon hun mente?
Hun forstod hans tavse spørgsmål.
”Jeg ved ikke hvad jeg skal mene,” sagde hun tøvende. ”Vi ved, hvad vi har, og vi klarer os med det. Men vi ved ikke, hvad vi får. De lover tit så meget, de store, og hvad sker der? Dengang vores greve udskiftede jord til os, hed det sig også, at vi ville blive velstående folk. Det synes jeg nu ikke, vi er blevet.” Hun kastede et blik rundt i den lille stue med de få, beskedne møbler.
”Nå, nå,” indvendte Otte, ”bedre end dengang vi sad jordløse har vi da fået det. Fik vi ikke flæsk i går – på en torsdag? Og hov-arbejdet er da også blevet mere lempeligt.”
Agnete indrømmede, at de havde fået det lidt bedre, og derfor kunne de da også blive her, hvor de altid havde været.
”Jeg har lovet at give besked i overmorgen,” indskød Otte.
”Og hvornår skulle vi så flytte, hvis det var?” Agnete så helt forskrækket ud ved tanken.
”Det skulle først være efter høst, ikke før,” prøvede Otte at berolige hende. Der blev en længere pause.
”Hvad med Inger,” spurgte Agnete, ”skal hun sige op allerede nu til maj, eller hvad?”
Otte grundede:
”Hun har jo kun været i sin plads i knapt et år. Mon ikke hun er bedst tjent med at blive der et år mere, og så følge efter os – hvis hun vil?”
”Det må vi så snakke med hende om, næste gang hun kommer hjem,” mente Agnete.
”Ja, men nu tænker vi to først over det, og så snakker vi om det igen i morgen.” Otte slog sin flade hånd i bordpladen for at markere, at snakken var slut. Han rejste sig: nu måtte han se at få den mark harvet færdig.
Næste dags aften blev sagen afgjort: Agnete kunne ikke få sig selv til at sige nej til noget, som Otte så store muligheder i. Gik hun på tværs nu, ville han skule til hende resten af livet, især hvis der kom dårlig høst og smalhals her. Hun ville få skylden, det indså hun meget vel. Bedre var det at stille sig bag ham og følges med ham ind i det nye i enighed, ske hvad der ville.
Otte gik til Seifert, bad ham give besked til greven og benyttede lejligheden til at forhøre sig om en ting, der havde rumsteret i hans hoved:
”Greven sagde, at én mere har fået tilbuddet,” sagde Otte. ”Ved De, hvem det kan være?”
Seifert så ud til at tænke sig om et øjeblik, inden han svarede.
”Jah, det ved jeg da, og det er da vist ingen hemmelighed længere; det er din næstnabo Jerk Stinsen. Han gav svar i går, straks han fik tilbuddet.”
Otte smilede tilfreds. Det var godt nyt. Jerk var en god mand at have i nærheden på et nyt sted. Og Jerks Dorte kom så godt ud af det med Agnete. Otte nikkede til tak og gik en del mere fortrøstningsfuld fra ladefogeden.
II
Jeg husker den 13. November 1872; jeg var den Gang 13 Aar. Det var fortalt mig, at Vandet stod højt oppe i Havnegade. Jeg gik op paa Volden, en Rest fra Svenskekrigen, i mine Forældres Have. Lige neden for Volden laa en stor Park, kaldet Ølkarret, Derude havde min Far indhegnet et Stykke, hvor vi havde Ænder og Gæs. Jeg stod altsaa paa Volden og saa, hvorledes Vandet voksede; jeg saa over imod Dæmningen ved Rosnæs, der løb Folk og lagde Sandsække paa, men pludselig var det ligesom hele Dæmningen blev skyllet bort, og Folk flygtede alt, hvad de kunde. Hvorledes de reddede sig, var mig en Gaade. I det samme fyldtes Ølkarret med Vand; det gik næsten lige saa hurtigt som jeg kan skrive det. Jeg løb over og fortalte min Fader om det frygtelige, jeg havde set. ”Ja, det er forfærdeligt, min Dreng, men ude paa Madeskov gaar Vandet op i de fleste Huse, og vi har Vogne ude og redde, hvem vi kan.” Jeg bad om jeg maatte køre med, men det blev forbudt mig.
(L. B. Freuchen)
Året 1808 skulle blive et af de mere gavmilde mod såvel godsejere som bønder og husmænd. Vorherre havde sendt sin regn og sin sol, sin modnende varme og tørrende blæst ned over landet ved sundet til rette tid, som om han havde taget imod de bønner, der dagligt steg op fra hytter og huse med særlig lydhørhed og nåde det år.
Måske var dette Herrens trøst i en tid, hvor verden ude omkring ellers var ganske af lave, hovedstaden lå sønderbombet hen, og hvor kongen kun så den tomme bund, når han stirrede fortvivlet ned i statens pengekiste. Ikke engang slavehandelen, der nu var forbudt ved lov, kunne landet tjene på længere.
Men sommeren lod sig ikke mærke med den slags ulykker, og Otte havde kørt en del flere kornlæs hjem end i mange af de foregående år, men sådan var det jo for de fleste, så prisen blev også derefter, selv for Herrens gavmildhed var der sat grænser. Skønt godset denne gang tog imod det hele mod kontant betaling, som greven havde lovet, blev det ikke til nogen rigdom for Otte og Agnete; men velsagtens nok til at komme i gang det nye sted, sagde de til hinanden og håbede, de havde ret.
Naboen Hein havde fået rede midler ud af det gode år til at kunne købe Ottes halvpart i Kisser fri. Så kunne hun da blive i stald hos en mand, hun kendte. Det meste af indboet skulle de lade stå i huset til dem, der fulgte efter, og det tøj og andre sager, de ikke skulle bruge på rejsen, kunne de pakke ned sammen med noget køkkentøj i en kiste, som ladefogeden ville sørge for at få fragtet derover til et nye sted.
Så kom den dag sidst i august, hvor de måtte sige farvel til naboerne i landsbyen. Otte var stille og mørk i blikket; det trykkede ham at skulle forlade sit sted, men man måtte jo gøre, hvad man kunne for ikke at vise det over for drengene, de var såmænd beklemte nok i forvejen. For lidt siden havde de været inde i Heins stald hos Kisser for at give hende en sidste visk frisk hø og klap på den varme hals. Det tog nogen tid, og det var ikke frit for, at der stod vand i de to drenges øjne, da de kom tilbage.
Ude på vejen holdt den vogn klar, som Seifert havde fået Niels kusk til at komme med. Han skulle køre dem den gode mils vej til Sønderborg havn. Gud ske lov var vejret tørt og lunt, når nu de skulle køre en time eller mere, for det blev i skridtgang med den tunge vogn og kun en enkelt hest forspændt.
”Jeg ville nu gerne have haft Inger med os med det samme,” sukkede Agnete og så på Otte med triste øjne.
”Det nytter jo ikke, Agnete, du hørte selv, hvad hun sagde, da hun var hos os sidst. Hun ville jo så gerne blive i pladsen frem til maj, nu hvor fruen havde lovet hende, at hun kunne komme op i stuerne. Det tjener hendes skudsmål bedst, og hun havde også allerede aftalt det fast med fruen. Men så, når den tid er gået, følger hun også efter os,” sagde Otte i en opmuntrende tone og klappede Agnetes hånd. Hun nikkede tavs og lagde sin arm om Krestens spinkle skulder. Drengen lænede sig ind mod hende og lagde hovedet ind mod hende. Han var stadig trist til mode.
Laust havde de ikke kunnet give besked om flytningen, og også det pinte Agnete at tænke på; ingen vidste, hvor han befandt sig i verden, eller hvem han sejlede med. Ikke siden jul var der kommet brev fra ham, og det havde været længe undervejs helt fra Yokohama.
Niels kusk vendte sig på bukken og tog hurtigt hele læsset i øjesyn:
”Er alle klar til afgang?” råbte han muntert, og Otte svarede med et nik. Med en kort lyd satte han den store hest i gang, og vognen rumlede ud gennem landsbyen. I nogle af husene var folkene kommet ud og råbte et sidste ”lev vel” og viftede med tørklæderne. Jerk og Dorte nøjedes med ”på gensyn derovre!”
En god time senere kørte de ind i Sønderborg. Det havde været vemodigt at køre gennem det smukke, velkendte sensommerlandskab, som de måske aldrig mere skulle gense. Otte havde knapt mælet et ord på hele turen; Agnete havde fordrevet tiden med at snakke med drengene om, hvad de fik øje på. Men også de havde været mere ordknappe end sædvanligt.
Niels styrede ned mod havnen og fandt snart frem til den skude, der skulle sejle dem til Nakskov. Men først skulle de til Langeland og overnatte dér.
Familien sprang af vognen, fik sækkene rakt ned og sagde farvel til Niels.
”Er det Otte Sigurdsen?” lød i det samme en kraftig stemme ude fra skuden. En lille, bred mand med fuldskæg stod på dækket med en hånd som skygge over øjnene mod den lave formiddagssol.
”Ja, det er mig,” råbte Otte tilbage.
”Så kom om bord, folkens!”
De hankede op i sækkene og gik ad den smalle landgangsbro over på dækket, hvor manden tog imod dem.
”Ja, det er mig, der er skipper,” sagde han og gav de voksne hånden og sagde sit navn, Haakonsen. Drengene fik et venligt nik.
”Nu skal jeg vise jer, hvor I skal være,” sagde Haakonsen og gik foran ned ad lejderen. ”Derovre kan I lægge jeres ting, og det er også der, i hængekøjerne, I skal sove, når den tid kommer.”
Kresten stillede sin rejsesæk og gik hen til en af køjerne for at prøve, hvordan den var at ligge i. Den hang lidt højt, og han måtte hoppe for at komme op, men fik så for meget fart på, så han rullede ned på den anden side. De andre kunne ikke holde latteren tilbage, og så grinede Kresten også selv. Det var første gang den dag, der var lidt munterhed imellem dem.
Det sydfynske øhav lå blankt og stille, og det blev en rolig sejlads til Bagenkop, hvor drengene for det meste stod ved rælingen og kiggede efter landkending. Da Langelands sydspids dukkede frem og Bagenkop med dens fiskerbåde blev synlig, løb Kresten hen til forældrene og fortalte nyheden.
Agnete rejste sig og stillede sig op sammen med drengene for at se nærmere på den fremmede ø. Der var nu ikke så meget at se endnu, blot en grå, tåget stribe. Bakkerne så ud til at være mindre end derhjemme.
”Skal vi sove her?” spurgte Kresten.
”Det ved du da, tumpe!” drillede Povl og puffede til lillebroren, der straks puffede hårdere tilbage.
”Stop!” råbte Otte henne fra sin siddeplads. Han havde holdt øje med dem. Drengene lystrede og vendte blikket ud over vandet igen.
”Ja, vi sover her og sejler videre i morgen tidlig,” sagde Agnete, der havde stillet sig imellem dem og lagt en hånd på deres nakker.
De gik til køjs så snart skuden havde lagt til kaj. Det var blevet for sent til at tænke på at losse varer.
Næste morgen efter en hurtig davre kom et par mænd om bord og begyndte at losse det, der var bestemt til langelænderne. Det var snart gjort, og så var det tid at kaste fortøjningerne og sætte kursen videre nordover.
Otte og Agnete havde haft deres betænkeligheder ved de mange timers sejlads; så langt havde ingen af dem nogensinde været afsted til søs før. Men også denne dag kunne de takke Gud for at have sørget for godt sejlvejr, og efterhånden som de kom ud på åbent hav og skuden strøg afsted med en stille vuggen, begyndte de at synes godt om sejladsen og kunne slappe af.
Drengene hang også i dag ved rælingen og sugede det vide udsyn over havet til sig. Af og til fik de øje på et andet skib og gættede på, hvor det mon skulle hen. Kresten mente, det kunne være Sønderborg, efter retningen, Povl hævdede, at det sagtens kunne være Hamborg, efter skibets størrelse af dømme.
Endnu mere spændende blev det, da de omsider gled ind i Nakskov Fjord, hvor der var flere både at snakke om, og hvor de hele tiden kunne få øje på nye øer med marker og bygninger på. Inden længe råbte Povl, at nu kunne han skimte en havnemole og nogle master længst inde i fjorden, det var sikkert der, de skulle lægge til, mente han. August, en af de to sømænd ombord, kom i det samme forbi for at gøre klar til at lægge til, og han gav Povl ret, det var nemlig Nakskov havn dér fremme.
Inden længe kunne de se, at der stod en lille flok mænd klar til at tage imod trosserne og bære lasten i land, og der blev råbt en hilsen op til August på et underligt, syngende sprog, som drengene kun lige akkurat forstod. De så på hinanden med store øjne. Skulle de nu lære at snakke udenlandsk? Men der var ikke tid til at tænke på det nu, for Otte stak dem hver en rejsesæk at bære, og forældrene gav Haakonsen hånden og takkede for overfarten.
”Held og lykke i det nye land!” lo skipperen og fulgte dem til landgangen.
”Kender du for resten noget til, hvordan man kommer til Christianssæde?” nåede Otte at spørge. Det gjorde Haakonsen nu ikke, men han kunne give det råd at spørge en af de vognmænd eller bønderkarle, der stod rundt om på havnen og ventede på deres last.
Nede på havnen gav Otte Agnete og børnene besked på at blive ved rejsesækkene, mens han selv ville gå rundt og spørge sig for. Han gik til de nærmeste først, men de forstod vist knap nok, hvad han sagde, for de rystede bare på hovedet ad hans spørgsmål. Efter fire-fem forsøg var han næsten ved at miste modet. Var det da sådan nogle uvenlige og umælende folk, de skulle til at færdes mellem her på stedet? Skulle man hellere have sagt nej tak til lensgreven, da han kom med sit tilbud?
Den næste mand med en vogn, han nåede frem til, lyste imidlertid op i øjnene, næsten inden Otte havde fået spurgt færdig.
”Jamen det er da en mand derhjemme fra, skulle æ tykkes,” halvvejs råbte manden. ”Du taler da æ sproch. Du må være fra Synnejylland?” Jo da, fra Sandbjerg, det kunne Otte ikke nægte, og han trykkede glad den anden på næven og sagde sit navn.
”Moin, Otte,” sagde manden vennesælt, ”Jes Jepsen til tjeneste. Og I søger kørsel til Christianssæde? Hvor mange så?”
Otte forklarede, at han havde kone og to børn, der sad og ventede derhenne.
”Jamen, så kører I med mig,” fastslog manden begejstret.
Otte vinkede Agnete og drengene over til Jes Jepsens vogn. Da Kresten så de to kraftige heste, der var spændt for, blev han stille en stund, mens han klappede og snuste til den ene. Povl holdt sig på afstand. Han var aldrig blevet tryg ved fremmede heste.
”Jeg savner Kisser,” mumlede Kresten til moren, da de havde fået sæde på vognen.
”Ja ja, men nu skal du være en stor dreng, ” sagde hun og lagde sin arm om hans skulder.
Så snart de begyndte at rulle gennem byen, glemte Kresten sin hjemve, for overalt var der store og fine huse at se på. De lignede dem i Sønderborg, men her var der flere af dem. Og kirken, der ragede op bag rækken af havnehuse, så også stor ud.
”Hvor langt er der til godset?” råbte Otte til Jes Jepsen.
”Halvfjerde mil. Men med den fart, mine tøser skyder i dag, er vi der nok et godt stykke tid inden nadver.”
Ude på den anden side af byen kunne de se vidt omkring til alle sider. Store agre bredte sig ud for deres blikke som grønne eller blankt mørkebrune tæpper på kæmpestore, flade gulve.
”Man kan se rigtig langt her,” konstaterede Povl og pegede på en kirke langt borte, ”se kirken!”
”Ja, den ligger langt væk,” mente Otte også. ”Det må være nemt at pløje og harve de marker.”
Kresten vendte sig mod faren:
”Er vores nye marker lige så flade som dem dér?”
Otte overvejede lidt. Han vidste det jo ikke.
”Tjah, mon ikke de er? Hvad siger du, Jes?” råbte han til deres vognmand, ”er hele øen lige så flad som markerne heromkring?”
”Det meste,” råbte Jes tilbage. ”Oppe nordpå er der godt nok nogle buler, men ikke her sydpå. Her er der nærmest ligesom hjemme ved Tønder, det kender du vel?”
Otte nikkede opmuntrende til Kresten:
”Så får vi også jævne, flade marker at arbejde med.” Drengen lyste op, Han så ud til at glæde sig ved tanken. ”Du har det rette bondesind, min dreng,” sagde Otte tilfreds og stolt.
Povl sagde ikke noget, hans blik var på vandring rundt i landskabet. Hvis han glædede sig til det nye sted – eller savnede det gamle – lod han sig i hvert fald ikke mærke med det.
Tre timer senere vendte Jes sig halvt om på bukken og pegede over mod en kolossalt lang bygning.
”Christianssæde!” råbte han stolt. De spejdede måbende derover ad. Så stor en gårdlænge havde de aldrig set før, hverken på Sandbjerg eller andre steder. Og nu kunne de se, at der endda var to længer i den størrelse, med en bred gårdsplads imellem. For enden af pladsen tårnede en høj hovedbygning sig op, højere end den, de kendte hjemme fra Sandbjerg, men også noget kortere. Otte talte vinduesfagene. Der var seks. Derhjemme havde hovedbygningen elleve fag, huskede han. Alligevel måtte han indrømme for sig selv, at det her hus så mindst lige så fornemt ud som den aflange, gule bygning derhjemme.
Mellem vejen og godset løb en bred vandgrav med en træbro over. Deres vogn rullede over broplankerne med en voldsom rumlen, som blev forstærket af jernskoenes dunkende musik mod det århundredgamle egetræ. Ovre på den anden side gik hestene som styret af en usynlig hånd – for Jes Jepsen havde ladet sine tømmer hænge slapt hen over dyrenes rygge – over mod fløjen til venstre. De kendte åbenbart turen godt, for de standsede også selv ved en stor port, uden at Jes havde givet en lyd fra sig.
”Her skal varerne ind,” meddelte han, idet han steg ned fra bukken. ”Men I kan bare fortsætte ned til den anden ende af den modsatte fløj. Spørg efter forvalter Ortved.”
De hoppede ned på gårdspladsens stenpikning og fik deres bylter slynget over skulderen.
”Tak for den gode hjælp, Jes!” sagde Otte og rystede hans hånd.
”Det er gerne gjort,” smilede manden. ”Jeg håber, I må få det godt her på godset. Greven er en god herre, ved jeg.”
”Ja, hvis han er som sin bror…” sagde Otte, men kom ikke
længere, for i det samme kom en karl hen til dem i larmende, jernbeslåede træsko. Der var avner i hans hår og på tøjet, han kom åbenbart lige fra tærskeloen. Han og Jes begyndte at løfte varer ned fra vognen.
Familien begav sig tværs over den store gårdsplads med en lidt trykkende fornemmelse af at blive betragtet af nysgerrige folk. Af og til sendte de et blik op mod det høje hovedhus; der stak hele to rækker af kviste ud over hinanden på det stejle tag. Det havde man da aldrig set før. I det samme kom en høj mand småløbende ned ad trappen og fortsatte hen over gården i deres retning. Han gik åbenbart i sine egne tanker, for han var kommet ret tæt på dem, da han pludselig standsede op og så undersøgende på dem med et lille smil på læberne.
”Åh ja,” udbrød han så, ”jamen goddag, folkens.” Hans stemme lød stærk og dyb hen over pladsen. ”I er måske nogle af de nye folk, min bror har været så god at sende hertil?” Han trådte helt hen til dem og tog dem nærmere i øjesyn.
Otte nikkede og bukkede.
”Ja, det er godt,” fortsatte han straks, ”jeg er greve her på godset, Frederik Reventlow,” meddelte han og rakte en lang hånd frem. Otte tog den lidt nølende og bukkede igen.
”Otte Sigurdsen,” sagde Otte. ”Deres Nådes bror har ganske rigtigt sendt os herover, eller jeg mener… vi kommer selvfølgelig af egen vilje.”
Greven nikkede venligt og vendte sig mod Agnete.
”Det er Agnete, min kone,” skyndte Otte sig at sige, ”og drengene hedder Kresten og Povl.”
Reventlow gav Agnete hånden og nikkede til drengene.
”Velkommen til Christianssæde, gode folk,” sagde han og slog ud med hånden, som om han sagde ’velkommen til alle disse herligheder’. ”Men jeg skal videre, og det skal I jo også. Mon ikke Ortved sørger for en vogn? Nu skal jeg!”
Han tog fire lange skridt hen til den sortmalede dør og rev den op.
”Ortved, er De der?” råbte han ind i bygningen. Kort efter dukkede en lille, kraftig mand i skjorteærmer op i døren. Greven gav ham hurtigt en besked, pegede hen på familien og forlod dem så. ”Ortved ordner resten,” nåede han at sige.
Forvalteren forsvandt fra døråbningen, og de nyankomne stod en stund og var usikre på, hvad de nu skulle gøre. Men inden længe dukkede forvalteren op igen i støvler, vams og kasket, køreklar, så det ud til.
”Goddag, folkens,” sagde han uden at se på dem, han var allerede kommet et par skridt forbi dem og gik over mod den anden længe. Familien fandt det bedst at følge efter.
”Jeg har ikke meget tid,” meddelte forvalteren, ”men alle mand er i gang i tærskeloen, så det bliver mig.”
”Og hvad gør vi?” dristede Otte sig til at spørge.
”I venter her udenfor!” lød det kort. Otte kastede et bekymret blik på Agnete, som om han ville sige, at det da var da en værre brysk karl, ham. Hun gav ham tavst ret med et nik.
Den vogn, der lidt efter dukkede ud af staldmørket, blev trukket af en stor lysebrun hest med næsten hvid mane og lange hvide sokker.
”Se, de har jyske heste,” udbrød Kresten begejstret. Forvalteren så kort på drengen, synligt imponeret.
”Har I mange af dem?” spurgte Kresten.
”Tjah, vi har da i hvert fald ti. De kommer oprindelig ovre fra grevens bror på Sandbjerg,” svarede forvalteren.
Kresten gik frem og klappede dyret, der gav et kraftigt prust fra sig. De fire Sandbjerg-folk lo. Det lød som en hilsen derhjemmefra.
”Op med jer, folkens!” kommanderede Ortved fra bukken. Han var ikke den, der hjalp husmandsfolk til rette med deres pikpak.
”Hvor længe kører vi, hr. forvalter,” spurgte Otte.
”Der er en mils vej til Torringe!” lød det deroppefra.
”Torringe, er det vores sted?”
Ortved udstødte en lyd, der vel skulle betyde ja.
Nu lød vognhjulenes hule rumlen og hesteskoenes melodiske klapren igen hen over broen, og vognen drejede mod øst ad landevejen. Otte mærkede, at hans mave også rumlede.
”Er I sultne?” spurgte han, og drengene nikkede. Otte dykkede ned i sin rejsebylt efter rugbrødet. Alle fik en humpel.
Med munden fuld af brød spejdede de ud over det flade land. Himlen virkede så høj og stor her, randen, hvor den mødte jorden, lå så uendeligt langt borte, syntes de. De kom forbi flere små landsbyer, og hver gang spurgte Kresten:
”Er vi der nu?”
Ortved reagerede ikke. Men efter nogen tid, da endnu en klynge ydmyge huse var dukket op foran dem, vendte han hovedet en antydning og pegede:
”Det er så Torringe!”
De stirrede over mod de otte-ti bygninger, som landsbyen så ud til at bestå af. Alle var de ganske beskedne af størrelse, ingen af dem ragede frem foran de andre i størrelse, men enkelte af dem så tomme og forsømte ud. Ortved lod vognen køre videre til det næstsidste hus i landsbyen og stoppede op.
Så var det altså her! Agnete bemærkede ved første blik, at græs og ukrudt stod højt op ad syldstenene og havde bemægtiget sig hele det lille område foran. Murens lerklining var også nogle steder faldet ned, så kampestenene kiggede sørgeligt frem. Agnete holdt sit gisp tilbage med en hånd – for børnenes skyld. Otte havde knebet øjnene sammen til sprækker og betragtede kritisk stråtaget, der var tungt og grønt af mos.
”Så er vi der! Det er her, I skal bo!” meddelte forvalteren og kastede et lidt prøvende blik på folkene. ”Der er nok lidt at forbedre til en begyndelse,” fastslog han, ”men sådan er det jo allevegne herude. Og stedet er i arvefæste, så det er jer selv, der skal lappe på det, hvis det trænger.”
At det trængte, var der ikke nogen tvivl om, men Otte ville ikke lægge sig ud med manden her til en begyndelse. Han undlod at nævne, at greven på Sandbjerg altid havde givet tilskud til udbedringer på huset. Men det var selvfølgelig heller ikke arvefæste.
”Huset har stået tomt en tid, men vi har passet markerne. Der er blevet høstet, men I må selv gøre markerne klar til såning. I kan få såsæd hos mig, og låne det korn og mel, I har brug for til jer selv.”
Otte ville sige, at de havde fået lovning på, at der var sået, når de kom, men hvad nyttede det? Han tav med det og spurgte i stedet, om der hørte redskaber til huset.
”Ja, der er både plov og harve i laden. Men heste har I jo ikke nogen af, så I må forhøre jeg hos de andre her i Torringe. Godsets heste er så godt som altid i arbejde på vores egne jorder.”
Børnene var allerede hoppet ned fra vognen, og de voksne fulgte nu efter og fik rejsesækkene ned. Ortved lod dem i få ord forstå, at han havde travlt, så de måtte selv finde ind, huset stod åbent, nøglen sad i døren. Otte skulle så melde sig i morgen tidlig ved hans kontor.
”Men for resten, har I noget at spise til nadver?” Det var første gang, Ortved viste tegn på lidt venlighed. Otte nikkede, de havde stadig noget brød.
”Godt, så klarer I jer til i morgen. I kan få davre hos nabofolkene. De ved godt, at der kommer nye folk til.” Han gav et let slag med tømmerne og satte i gang.
De fire betuttede mennesker greb fat i bylterne og gik gennem det høje græs frem til døren og dukkede ind i det fugtige mørke i den lille forstue. I husets største rum stillede de foreløbig bagagen i et hjørne og begyndte at se sig omkring, mens de holdt sig tæt til hinanden.
Huset var hurtigt overset: en stue med alkove, et køkken med spisekammer og et sovekammer med en kaneseng. Næsten det samme som det, de kom fra; men det ekstra kammer var dog noget nyt. Agnete gik alene ud i køkkenet, mens Otte og drengene beså stuen og kammeret. Otte kunne høre nogle klynkende lyde ude fra køkkenet. Agnete stod vist og smågræd derude og prøvede at skjule det ved at støje med nogle låger.
”Bliv lige her i stuen, drenge,” sagde han og gik ud til hende. Han lagde en trøstende hånd på hendes arm: ”Du skal se, vi får snart bragt det her sted i stand”. Men der var ikke megen kraft i hans ord; de fik hende kun til at hulke højere.
”Nej, nej, Agnete! Tænk på drengene! Så snart vi får råd, bygger vi til.” Agnetes hulken stilnede lidt af, men hun kunne ikke standse den helt.
Inde i stuen var drengene blevet urolige. Povl tog en beslutning og gik ud i køkkenet med lillebroren i hælene. De stillede sig tavse tæt op ad de to voksne.
Kresten så bange op på sin far:
”Hvorfor græder mor?” ville han vide.
”Det er fordi hun er så glad for at vi endelig er nået frem,” løj Otte. Povl lod som om han troede på farens ord. Kresten gik hen til moren:
”Jeg er også glad for, at vi ikke skal køre mere.” Han tog hendes hånd, og hun gav sin tapre mindste et klap på det lyse hoved. Povl rykkede lidt tættere på og stod med hængende arme. Otte lagde begge hænder på hans skuldre og klemte dem, og Povl så helt genert ud. Det var længe siden faren havde gjort det sidst.
”Lad os gå en tur rundt om huset og se, hvad der er udenfor,” foreslog Otte for at få tankerne vendt i en anden retning. De gik i samlet flok ud ad køkkendøren, der skulle have et spark for at kunne åbnes.
På bagsiden så huset lidt bedre ud end på forsiden. Stråtaget lå da stadig, hvor det skulle, kunne Otte konstatere, det var ikke skredet, selvom det var tungt af bevoksning. Heromme stod der en slags staldbygning af groft tømmer. Otte og Kresten stak hovedet ind. Der lugtede stadig godt af ko; her kunne der nok stå tre–fire dyr, når der blev råd. Det var godt nok, foreløbig.
Da de havde set, hvad der var, sagde Otte:
”Nu går vi ind og sætter os ved bordet i stuen og spiser det brød, vi har tilbage. Så bliver vi nok lidt gladere og kan gå til ro.”
I det samme kom Otte i tanke om ovnen og sagde til Povl, at han skulle kigge efter noget brænde i stalden. Der lå sikkert lidt. De gik indenfor, og Povl kom også kort efter tilbage med hvad han kunne bære i armene af brændekævler.
Otte fik gang i den lille sorte bilæggerovn, der skulle fyres op ude fra køkkenet. Huset trængte til at blive varmet og tørret godt igennem, det var tungt at ånde derinde.
De satte sig ved det bord, som deres forgænger havde ladet stå. Dets ben var lige så vakkelvorne, som gamle far Sigurds ben havde været det i hans sidste år. Også pindestolene og bænken omkring det havde forgængeren vist selv flikket sammen, men de holdt da til at blive siddet på. Drengene slog sig ned på bænken ved væggen, der havde de også siddet derhjemme.
Otte foldede hænderne og bad bordbønnen og glemte ikke at tage Laust med i hans udlændighed – og Inger i hendes plads på Sandbjerg. Ritualet gav dem en fornemmelse af at være sammen i noget kendt, selv om stedet omkring dem var fremmed endnu. Agnetes øjne var ikke længere røde, og drengene livede op og småsnakkede om, hvor de mon kunne finde noget halm til deres seng. Og mon der var langt til skolen, spurgte Kresten.
”Vi får se” var det eneste, Otte kunne svare. ”Vi får se.”
Efter nadver mente Otte det nok ville være klogt at kigge ind og hilse på naboerne til den ene side. Huset på den anden side stod tomt. Otte gik de få skridt derhen, bankede på og blev budt indenfor med højlydte hilsner. Det var folk på omkring deres egen alder, men de havde åbenbart fået børn sent, for de tre, der sad i stuen sammen med forældrene og kiggede nysgerrigt på den fremmede mand, var små endnu, den ældste kunne højst være ti år.
Nabofolkene hed Mikkel og Agnes. De bød deres nye nabo velkommen med et krus øl og foreslog selv, at Otte og hans familie da kunne komme ind og få deres davre i morgen tidlig, nu de lige var kommet.
Otte takkede ja.
”Vi betaler selvfølgelig for det, men vi har bare ikke fået skaffet noget selv endnu,” bedyrede han. Naboerne skulle ikke tro, de ville leve på nas, men Mikkel slog det hen:
”Hvad er naboer til, hvis ikke til den slags?” mente han.
Det var stadig tidligt, da familien vågnede op til deres første lollandske morgen, for sovestederne havde været uvante og stadig noget fugtige. Efter solopgang gik de i samlet flok ind til Mikkel og Agnes og fik deres davre. Agnes havde kommet rosiner og æblestykker i byggrøden i dagens anledning. Så var det tid til at Otte skulle afsted for at stille på godset som beordret.
Det var en fin morgen, klar og tør med dyb blå himmel. Otte fornemmede det som et tegn på, at det var noget godt, der skulle komme.
Forvalter Ortved var lige som sidste gang inde på sit kontor. Han gentog, at godsets folk havde høstet byg og rug på Ottes marker for fjorten dage siden. Otte kunne låne det korn, de havde brug for i vinter, foruden såsæd, når den tid kom.
Forvalteren fik kaldt på stalddrengen Rasmus, der skulle vise den nye husmand rundt. Otte blev ført igennem den store, højloftede lo, hvor tærskningen var i gang, og ind i den rummelige kornlade, der allerede var fyldt godt op. Kvægstalden lignede den, han kendte fra Sandbjerg, men var vist endnu større. Man kunne dårligt se ned til den anden ende, men den stod tom lige nu, køerne var stadig på græs og kom kun ind til malkning. Også vognstalden med de mange arbejds- og kørevogne og hestestalden med en lang række båse viste Rasmus stolt frem.
Ved middagstid havde Otte set det meste. Inde hos Ortved fik han en pose byggryn, en pose rugmel og et stort stykke røget flæsk med, så familien havde noget til at begynde med. Men i øvrigt mente Ortved, at Otte godt kunne gå hjem og få tingene i orden i huset. Der blev ikke forventet mere af ham den dag.
Derhjemme havde Agnete fået deres få ting op af rejsesækkene og lagt dem foreløbigt på plads på hylder og i skabe. Det var ikke meget, der var at ordne, men den store kiste, som Seifert ville sørge for at få sendt, kom vel også snart. Og Ottes stol skulle også gerne være med, sammen med Agnetes væv. Kresten var blevet sat til at feje gulvet grundigt i hele huset, Povl var sendt ud i stalden for at gøre op, hvad der skulle ryddes ud og ordnes dér. Otte lagde posen med madvarer på køkkenbordet.
”Her er byggryn og flæsk til en begyndelse,” smilede han, og Agnete åndede lettet op. Hun havde spekuleret på, hvad hun skulle fodre dem af med, om de skulle låne igen. Men nu kunne hun gå i gang med at koge grød og stege en skive af flæsket til hver. De skulle have det lidt godt her den første dag. Og bagefter kunne hun slå et par rugbrød op. Lidt fedt at smøre på kunne hun nok låne hos Agnes inde ved siden af.
Efter middagen havde Otte tænkt sig, at han ville ud og se på markerne. Og Kresten kunne da for resten gerne gå med, hvis han ville. Med Povl var det jo sin sag, han måtte hellere blive og hjælpe i huset og holde mandtal over, hvad der var af redskaber i skuret, og om de så ud til at være tjenlige.
Ortved havde stukket Otte en slags kort i hånden, som han vist selv havde tegnet med løs hånd, og Otte studerede det sammen med Kresten, inden de gik ud. Deres jord var delt op i to agre, den ene vendte ned mod vandet, som var markeret med en bølgelinje; den anden lå oven for vejen. Han ville se på den nedre først, og de gik langs markskellet i retning af vandet.
Nu så de, at der kun havde stået korn på den første del, resten ned mod vandet lå med græs. Jo længere de gik, jo mere tuet og vådt blev græsset. Til sidst stod der blankt vand mellem tuerne. Ottes hjerte sank, hans suk fik Kresten til at kigge spørgende op på ham, men uden at få noget svar. Der var jo det ved det, at selv hvis stykket oven for vejen var af samme størrelse, kunne de to tilsammen da aldrig blive til de tolv tønder, greven på Sandbjerg havde lovet ham.
Da de gik tilbage langs skellet, talte Otte sine skridt, og oppe for enden gik han langs vejen for at måle ageren på den led.
”Tre hundrede og ti skridt fra vandet til vejen, kan du huske det, Kresten?”
Drengen nikkede ivrigt:
”Tre hundrede og ti”.
Selv gentog han de to hundrede, han havde målt på tværs. På den anden side af vejen var der heldigvis stub på hele ageren, så kunne den da dyrkes fuldt ud. Vandringen op langs skellet og på tværs gav de samme tal, så det var nemt at huske. Og så var der fælleden uden for landsbyen. Efter Ortveds tegning var den cirka på samme størrelse som den ene af hans agre. Når han kom hjem, måtte han bede Povl om at regne ud, hvor mange tønder det kunne blive. Men selv om det skulle give de lovede tolv tønder, så var det jo ikke slet så god jord alt sammen som den, de havde forladt. Når der kun var stub på den øverste fjerding af den fjordvendte mark, var det vel fordi resten var for vådt til korn - og til pløjning og harvning i det hele taget.
Otte sukkede igen.
”Hvad er der far?” Otte rystede på hovedet.
”Ikke noget. Hvad var det for et tal, du skulle huske?” spurgte han i stedet, og Kresten gentog prompte sit ”tre hundrede og ti!”
”Godt, Kresten. Lad os så gå ind til mor og Povl. Han kan regne ud, hvor mange tønder vi har. Det har han lært i skolen.”
Kresten traskede efter faren hen til huset. Han gik og glædede sig til, at han også skulle lære at regne den slags ud.
Inde i stuen fik Otte sin store dreng til at hente tavle og griffel frem fra skoletasken.
”Den ene mark er ... hvor mange skridt, Kresten?”
”Tre hundrede og ti!” kom det stolt.
”Nemlig, og to hundrede på den anden led. Og heldigvis har den anden mark samme mål. Kan du så regne ud, Povl, hvor mange tønder der er i det hele?”
Drengen knugede griflen og skrev tallene op, regnede og pustede. Det var et stort regnestykke. Et skridt var halvanden alen, sådan plejede man at regne, vidste han. Han gangede de store tal det bedste, han havde lært. Det blev to hundrede og ni og halvfjerdsindstyve tusind kvadratalen. En tønde land var femogtyve tusind kvadratalen, vidste Povl fra skolen. Han fik det til elleve tønder og lidt mere.
Og så var der fælleden. Alt i alt så det måske fornuftigt nok ud. Men ligefrem tønder hartkorn kunne der jo ikke være tale om med den våde græseng nederst. En mørk følelse af lige dele harme og afmagt begyndte at samle sig i ham, men hvem skulle man besvære sig til? Lensgreven var for højt på strå, selvom han virkede venlig nok. Forvalteren havde ikke noget med det lovede at gøre. Og intet blev i sidste ende bedre af, at en husmand brokkede sig, det var da hans erfaring. Han måtte tage en snak med Mikkel om, hvordan det så ud hos ham med agrene?
Inden nadver gik han ind til naboen, der sad på bænken ved den lune mur og snittede på noget, der så ud til at skulle blive en grydeslev.
”God aften, Mikkel,” hilste Otte, ”får man sætte sig en kort stund?” Mikkel gav plads på bænken:
”Nå, har du fået kigget lidt på dine agre i dag?” lagde han ud og så på Otte ud ad øjenkrogen.
”Ja, det var jo lige det, jeg ville snakke med dig om,” sagde Otte. ”Ser du, jeg havde fået lovning på tolv tønder land, og det har jeg da også fået, når fælleden regnes med.” Han holdt en pause. ”Men den her jord,” fortsatte han, ”den er jo sjaskvåd i hele den nedre del, det meste af den ene ager. Der kan kun gro græs, ser det ud til, endda noget ringe noget. Er det ligesådan hos dig?”
Mikkel nikkede til svar. Godt det halve af hans elleve tønder var græs og kunne ikke blive andet, forklarede han. Fjorden steg og sank, og når blæsten var stærk fra syd, blev det salte hav blæst langt ind i fjorden og op over markerne.
”Det er der ikke noget at gøre ved,” mente Mikkel. ”Vores agre står jævnligt under vand her, og det kan blive stående længe i hulningerne, hvis jorden er vandmættet. Men du skal da vel også have nogle dyr på græs?” fortsatte han, ”for græs har man da altid brug for. Og når der nu ikke kan gro andet.”
Jo, Otte ville gerne have sig en ko eller to til at holde dem med mælk og smør, og en slagtekalv i ny og næ.
”Men de kreaturer kan jo gå på fælleden, og det er nu engang afgrøderne, vi andre skal leve af og tjene lidt småpenge på,” mente Otte.
”Ja, det med at tjene penge,” smålo Mikkel, ”det kan nu ikke blive til så meget.” Hvis man var heldig, mente han, kunne det lige akkurat løbe rundt for en husmand med et kobbel børn her i Torringe – og så var det ikke engang alle år, det gik sådan. I de våde somre kunne det være rent galt. Rugen fik meldrøje og folk fik kriblesyge.
”Vi har mange gange måttet komme ærtemel i dejen for at få brødet til at holde lidt længere,” huskede Mikkel. ”Engang fik vi kriblesygen alle sammen, fordi der var meldrøje i rugmelet. Men ellers gik det endda nogenlunde for de fleste her. Men ikke for Søren Vralt, manden der havde jeres hus.”
Mikkel var stille lidt.
”Men han var nu mellem os sagt heller ikke så meget bevendt bag en plov eller harve. Men nu vi snakker om våd jord, så har man da hørt om,” fortsatte han, ”at der er nogen her omkring fjorden, der har grøftet deres marker. Om det nytter noget ved jeg ikke. Og det er da i hvert fald et helvedes slidsomt stykke arbejde.” Mikkel spyttede ud i retning af kålen.
”Og kender du nogen af dem, der har grøftet?” spurgte Otte.
Nej, Mikkel vidste ikke med bestemthed, hvem det var, men vistnok nogen henne ved Vejleby.
”Der bor nogle satans arbejdsomme folk dér,” mente han og stødte luft ud gennem næsen. Det lød nærmest hånligt.
I det samme stak Agnes hovedet ud ad halvdøren:
”Kom ind Mikkel! Der er mad! Og god aften, Otte!”
”Nej, du,” sluttede Mikkel af og satte begge hænder på knæene for at komme op at stå, ”vi har måttet finde os til rette med det, vi har. Og det kommer du nok også til, nabo.” Mikkel nikkede farvel og rokkede ind til nadveren.
På vejen over til sit eget spekulerede Otte over naboens sidste bemærkning: ’Finde sig til rette med det vi har’, det var nu ikke lige Ottes måde at tage tingene på. Det skulle da gerne blive anderledes og bedre; greven havde jo hentet ham hertil, fordi han mente, at Otte var mere knøv til at få udbytte af jorden end de hjemmefødte, sådan nogle som Mikkel, der bare gjorde, som de plejede.
Over grøden gentog han for Agnes, hvad Mikkel havde sagt.
”Han havde ikke meget til overs for grøftning, kan du nok høre. Men jeg synes nu, det skal blive løgn. Selvfølgelig er det et stort og tungt stykke arbejde, meget større end vi selv kan klare. Men vi må tage det lidt efter lidt, som vi nu kan overkomme det. Den der ager med stude, kommer også med, ved I nok, man siger, drenge. Andre folk her ved fjorden har gjort det, hvordan de så end har båret sig ad. Sikkert med betalte folk, kan jeg tænke mig.”
”Kan du ikke bare spørge dem,” sagde Povl. ”Du skal jo snart op på gården og arbejde. Der kommer vel også folk derfra, hvor de har grøftet!”
Otte nikkede og smilede til Povl. Selvfølgelig, det var det, han skulle gøre.
Efter maden sad Otte en stund med Ortveds håndtegnede markkort fremme på bordet og en blyant i hånden. Drengene spillede tjavs ved den anden bordende, men Povl holdt samtidig et øje på faren.
”Hvad laver du, far” spurgte han i en pause, da det var lillebrorens tur til at blande og give. Otte brummede noget uforståeligt.
”Skal du tegne et nyt kort?” vedblev Povl og fik et nik til svar.
Otte grundede over tegningen en stund endnu, inden han trak en uøvet streg langs et af skellene og endnu en midt ned gennem jordstykket. Men så kom han heller ikke længere, for hvem kunne vide, hvor mange grøfter der skulle til. Hver eneste grøft, der skulle graves, målte mindst tre hundrede alen, to tredjedele af markens længde. Bedst ville det nok være at lade dem gå helt op til vejen, men det var næsten ikke til at overskue. Og hvor meget kunne et par mand grave på en dag? Ti alen måske, højst femten. Der var altså mindst tyve dages arbejde i hver grøft, tres dage til tre grøfter, altså to fulde måneder, men søndagene måtte trækkes fra. Og måske skulle der endda mere til end de tre, han havde tegnet. Han sukkede og skød kortet fra sig.
”Du sukker, Otte!” sagde Agnete over sit stoppearbejde. ”Hvad går dig på?”
”Årh, det er det med grøfterne. Det er et voldsomt stykke arbejde. Så meget tid levner lensgreven os nok ikke til vores egne marker.”
”Lad nu det ligge, Otte,” bad Agnete, ”og tag et spil kort med drengene. Det klarer tankerne. Og så må du snakke med dem derovrefra, så snart du ser dem, sådan som Povl sagde.”
Otte så hen på sin kone og smilte. Hun ville ham det godt.
”Ja, det gør jeg. Hvad siger I, drenge, må jeres far være med?”
”Først lige om lidt,” sagde Kresten. Han sad med gode kort på hånden.
Næste dag hen mod aften kom en vogn rullende ind gennem landsbyen. Man kunne høre hjulenes knasen mod den tørre grusvej på lang afstand i den stille aften. Den måtte være godt læsset. Otte gik om til fordøren, han havde en anelse, eller et håb. Lidt efter var det tydeligt at se, at det var godsets vogn med den store jyske hest for. Det måtte være Ortved på bukken, og bag ham sås en del hoveder, tydeligst et, der var dækket af et rødt tørklæde. Så forstod Otte, hvem det var: Jerk Stinsens derhjemme fra, konen Dorte med det røde tørklæde.
Otte råbte ind til dem i stuen, at de skulle komme ud og hilse. Der var kendte folk på vej. Agnete og drengene fik hurtigt træskoene på og kom småløbende.
”Kan I se hvem det er?” råbte Otte.
”Ja, det er da dem hjemmefra,” udbrød Povl. ”Karl og Anton,”
”Og Fie,” lagde Kresten til. Pigen var på hans egen alder, Karl og Anton noget ældre.
Nu havde folkene på vognen også genkendt dem, der stod foran huset. De vinkede og råbte. Men Ortved satte hesten i stå allerede ved huset på den anden side af Mikkel og Agnes’.
Otte og børnene løb derhen og råbte ”goddag!” og ”velkommen!” Agnete fulgte efter i et mere adstadigt tempo.
”Godt at se jer igen,” bedyrede Otte. ”Så bliver I vores næstnaboer her også!”
Alle hilste muntert på hinanden, og børnene stimlede sammen i en lattermild sværm; det var tydeligt, at de var glade ved gensynet.
”I kan komme ind til os og få noget mad, hvis I vil,” tilbød Agnete. Jo tak, det var godt at vide, sagde Jerk, men de havde nu stadig rigeligt med brød og pølse.
”Men en anden gang, inden så længe,” lovede Dorte.
”Få nu jeres sager ned af vognen, folkens! Man har travlt!” Ortved gad ikke sidde og høre på deres palaver.
Bagagen kom ned, og Ortved fik vendt vognen, mens de nyankomne slæbte deres ting ind i huset. Otte tilbød sin hjælp, men de havde hænder nok til den smule, mente de.
Den følgende dag stillede Otte hos forvalteren for at høre nærmere om sit arbejde. Ortved ville sætte ham på tærskeholdet, dér havde de stadig meget at gøre. Men der var nu først den sag med fæstebrevet, som skulle underskrives. Ortved vinkede ham hen til skrivepulten, hvor han havde papiret liggende klar. Grevens underskrift var allerede på.
”Her er nu konditionerne skrevet ned,” sagde Ortved. ”Vil du have, at jeg skal læse dem op for dig?” Han var åbenbart vant til, at fæsterne ikke læste så godt, især ikke det håndskrevne, og det slog også til i Ottes tilfælde. Han nikkede, og Ortved forklarede, at der i brevet stod: for det første at Otte overtog brugsretten til et nærmere angivet stykke jord i Torringe landsby samt dertil hørende hus, for det andet: at hus og jord var belagt med arvefæste, således at Ottes børn eller – i det tilfælde at der ingen børn var – hvem Otte måtte udpege, kunne overtage brugsretten.
For det tredje: at Otte skulle sørge for pasning og dyrkning af jord samt vedligeholdelse af bygninger. For det fjerde: at Otte skulle erlægge arbejde på godset i et omfang, som det var sædvane dér på godset, eller erlægge betaling for sin udeblivelse; for det femte: at Otte rettidigt skulle betale skat til kongen og landgilde til sin herre til Martini dag.
Dermed holdt Ortved inde med sin talestrøm og så på Otte.
”Det er jo, som jeg kender det hjemme fra Sandbjerg,” sagde Otte, ”undtagen at der nu er arvefæste. Men skal der ikke stå, hvor meget jord det drejer sig om?”
Ortved så et øjeblik lidt irriteret på ham.
”Nej, det er ikke nødvendigt,” svarede han, ”når bare der som her er skrevet, hvilket jordlod det drejer sig om. Det er angivet med et matrikelnummer.” Ortved satte sin finger på tallet 27 a & b.
”Du har jo fået et kort af mig,” fortsatte han, ”og vi har også et stort kort over alle godsets jorder her på kontoret. Det er alt nok.”
Otte nikkede og havde ikke mere at sige. Ortved rakte ham fjerpennen, og Otte skrev sit navn. Det kom til at stå ganske uskønt under alle de smukt svungne bogstaver, men det gjaldt lige godt for det.
”Udmærket, Otte,” sluttede Ortved. ”Nu går vi ud i loen.”
De gik over gården til den nederste port, hvor plejlslagene kunne høres fra. Mange folk var i gang derinde både med tærskning og rensning.
”Hold lige inde lidt, folkens,” tordnede Ortved gennem larmen; de lod plejlene hvile og så nysgerrigt på Otte.
”Her er vores nye mand fra Torringe, Otte Sigurdsen. Vil du, Lars Siverts, sætte ham i gang, hvor der er brug for det?” Han talte til en høj, bredskuldret fyr med tætsiddende øjne og et viltert hår. Lars nikkede, og Ortved trak sig tilbage.
Otte trådte frem og nikkede til Lars og de andre. De, der arbejdede bagerst i loen, kom også frem for at se den nye mand.
Otte fik anvist en trillebør og skulle køre korn væk fra rensesolden indtil middag. Han kløede på, det bedste han havde lært. Det gjaldt om at vise, at man ikke var nogen svækling. Der blev da også sendt en del anerkendende blikke i hans retning.
Ved middagstid satte folkene sig ud på gårdspladsen med ryggen op ad den solvarme mur. Det var en lun og klar sensommerdag med blå himmel og små skyer, der vandrede stille afsted som en flok hvide lam. Otte kom til at sidde med Lars Siverts på den ene side og en husmand, der hed Jeppe, på den anden. Otte spurgte Jeppe til hans sted. Jo, det lå et stykke derfra, ved Korterup, ud til fjorden.
Og hvor meget jord var der så til?
Det var små ti tønder land, hed det sig.
Og var det så god jord?
“Tjah, god og god. Den er blevet bedre – efterhånden.”
Hvordan det skulle forstås, ville Otte vide.
”Nå ja, du er jo ny her, så du kender ikke til forholdene omkring fjorden. Men i Korterup havde vi meget vandlidende jorder næsten hvert år, indtil vi fik gravet nogle grøfter. Det er nok en halv snes år siden vi begyndte, og så har vi taget det lidt efter lidt.”
”Nå, det er derfor du sagde ’efterhånden’?”
”Nemlig, men har du da tænkt dig at grøfte henne ved Torringe?” spurgte Jeppe.
Lars Siverts havde lyttet med på snakken fra den anden side. Nu kom der et hånligt grin fra ham.
”Hold nu op med at bilde manden noget ind, Jeppe. Dine grøfter hjælper sgu da aldrig en hundefis, når det bare er en smule højvande.”
”Du snakker som du har forstand til,” vrissede Jeppe, ”du ved ikke en fjert om jorden ved Korterup, du bor jo i den modsatte retning.”
Lars så drilsk på den lille husmand:
”Noget ved man da. Man hører jo snak deroppefra.”
”Ja, fra dem, der er misundelige,” gav Jeppe igen.
”Ja, det kan gerne være, Jeppe. Eller fra dem, der har set det med egne øjne. Men hvis det går så godt for jer i Korterup, ser vi dig vel snart med guldtænder i hele munden.” Lars slog en hård latter op, og flere af de andre lo med, for Jeppes mund rummede for nuværende højest en lille halv snes tænder, og de var i hvert fald ikke af guld.
Jeppe ignorerede dem og vendte sig mod Otte:
”Har du tænkt dig at grøfte?” spurgte han igen.
Det vidste Otte nu ikke, det var bare en tanke, han havde fået, da han først så den våde jord. Og så spurgte han til, hvad andre mente om det.
”Så må du hellere lytte til, hvad jeg siger, Otte Sigurdsen,” brød Lars Siverts ind igen: ”Og jeg siger, at det sgu ikke er knokleriet værd. Grøfter tager bare jord fra marken, men højvandet kommer op over alligevel.”
”Hvad gør du så på din jord?” spurgte Otte.
Lars grinede:
”Hvad jeg gør? Ingenting, min ven, ingenting! Lader det ligge med græs! Grøftning er spildt arbejde, og jeg har heller ikke stunder til det. Jeg skal jo også nå at lave børn på Kirstine?” Det fik på ny latteren frem hos de nærmeste. De vidste alle, at Lars havde seks børn, foruden de to, der var døde i vuggen.
”Men nu, lille børn, må vi tilbage til arbejdet,” brød han af og kom op at stå. De andre pakkede deres sager sammen og fulgte trevent efter. Det var tungt at få de stive lemmer i gang, når man havde siddet stille.
”Du kan komme over til Korterup en dag og se vores marker,” tilbød Jeppe Otte på vejen tilbage.
Jo tak, det ville han da gerne. Og han tænkte, at han nok ville tage sin næstnabo Jerk med.
De skulle da være så velkomne begge to.
III
Fra Vejlegade gik Vejen ud til Madeskov over en stor Sluse. Over denne Vej gik en saa rivende Strøm, at en voksen Mand maatte holde sig fast i Jerngelænderet ved Siden, for ikke at blive revet med Vandet, og Hestene havde ogsaa ondt ved at klare sig. Jeg stod og saa paa denne Malstrøm. Pludselig opdager jeg vores Kusk kommer kørende med en stor Arbejdsfjedervogn. Trods min Faders Forbud sprang jeg op i Vognen og kørte med over Slusen. Da vi var kommet vel over, sagde jeg til Rasmus, Kusken: ”Mærkede du ikke, at Hjulene sank i ved venstre Side af Vejen?” ”Jo, jeg syntes det nok,” sagde han, ”men saa holder vi til den anden Side, naar vi kører hjem.”
(L. B. Freuchen)
To uger var det, siden Otte med uøvet hånd havde præget sit navn under grev Reventlows fæstebrev. I mellemtiden havde han og Jerk givet sig tid til at tage imod Jeppes invitation og var en tidlig morgen kørt til Korterup. Hest til at spænde for en vogn havde ingen af dem fået endnu, men Mikkel var villig til at låne dem sin.
Jeppe havde vist dem rundt på sit velpassede husmandssted, og de to gæster måtte indrømme, at han og hans naboer måtte være flittige folk, de rene muldvarpe, sådan som de havde gravet grøfter. De nikkede gang på gang anerkendende til Jeppe; de marker virkede ganske faste at gå på. Hvordan afgrøden stod på dem, kunne de ikke se lige nu, hvor der var blevet høstet for nylig. Men ud fra stubben at dømme havde den stået tæt. Jeppe kunne da også fortælle, at det var gået fremad med udbyttet de seneste åringer hos dem, der havde orket at grave.
Det syn havde givet Otte mod på sagen. Jo før de kunne komme i gang, jo bedre, sagde han til Jerk, da de sad på vognen og var på vej hjemad. Jerk tøvede lidt og måtte så indrømme, at han nok var mere indstillet på at vente til næste år og se tingene lidt an. Men efter endnu en tøven fik han da sagt, at hvis Otte ville, at det skulle være i år, satte han sig heller ikke imod dét. Og at de måtte være fælles om det, var en given ting.
Men en given ting var det også, at de måtte have vintersæden i jorden først. Det var allerede rigeligt sent.
Også til det stykke arbejde måtte de låne Mikkels hest. Han havde ikke noget hastværk selv og ventede nok til foråret med at så.
To dage senere fik Otte spændt den svingplov, som Søren Vralt havde ladet tilbage, bag Mikkels hest Lone. Otte nød de lange dage bag ploven, selvom den var af den tunge, norske slags. Harven, som fulgte efter, var heller ikke af de nyeste, men Lone var vant til sliddet, og de to arbejdede snart sammen som gamle kammerater.
Vejret holdt tørt, og vinden var stadig lun, og med de gode arbejdsdage kom Ottes tro på, at han alligevel nok havde gjort klogt i at sige ja til grevens tilbud, tilbage og fyldte hans sind med tilfredshed. Den aften, han endelig kunne spænde Lone fra harven og kaste blikket ud over hele sin jævne, tilberedte ager, stod der et smil om hans mund, som det var svært at slippe af med igen. Og nu kom endda det, han syntes bedst om, såningen.
Næste dag gav Otte Kresten lov at blive hjemme fra skole, han skulle hjælpe faren med at bære såsæden efter ham i en spand, så tasken kunne fyldes efter, så snart dens indhold var strøet ud. Det gik rask, og Kresten fik megen ros for den hjælp. Næste dag skulle den tunge, knirkende tromle hentes frem, og nu hvor Kresten alligevel havde skulket, bad han om at måtte blive hjemme, mens det arbejde stod på. Han ville gerne se, hvordan man gjorde, og Otte gav efter for drengens iver efter at suge også den viden til sig.
Henne i skolen kunne Kresten sidenhen fortælle de andre børn, hvordan han med sit arbejde havde sikret næste års høst.
Den store kiste med Ottes og Agnetes ting var ankommet fra Sandbjerg, og sammen med den også Ottes gode stol foruden Agnetes væv, der var blevet skilt ad og delene bundet sammen med sejlgarn. Det tog Agnete et par aftener at få den samlet igen, og Otte havde hjulpet til med det tunge, men nu stod den endelig og fyldte en god del af sovekammeret op, så man måtte klemme sig forbi mellem den og sengen. Men den skulle være der, det havde Agnete sat sin vilje ind på.
Hun havde i mange år været flittig til at væve vadmel til deres hverdagsklæder. Vævegarnet havde hun måttet købe, men her på det nye sted håbede hun på at kunne få sig et par får; og en spinderok skulle der jo også til. Græs var der åbenbart nok af på deres ager, og fårene havde ikke noget imod at gå på fugtig jord og æde det salte græs. Endnu havde hun ikke fundet lejlighed til at nævne sine ønsker for Otte, det nyttede ikke noget at presse på, og der var nok for ham at tage vare på her i begyndelsen. Hun kendte ham godt nok til at vide, at nye ting skulle serveres på samme måde som en stor festmiddag: en portion ad gangen, og med passende fordøjelsespauser imellem. Hun ville jo ikke risikere, at han fik forstoppelse eller noget i den gale hals.
Hos Agnes i nabohuset havde Agnete været både tre og fire gange til en snak og en kop kaffe. Hun kunne lide at komme der, for Agnes var en vennesæl og ligetil kone, der gerne sad med et strikketøj og pludrede løs, mens de børn, der ikke lige var i skole, buldrede og hvinede omkring i stuen. Der var ingen videre orden og renlighed i hendes hus eller børnenes tøj, men lige så ubekymret hun var med de ting, lige så rar og gæstfri var hun over for Agnete.
”Det kunne da være en skønne ting, hvis du kunne komme til at væve dit eget vadmel igen, Agnete,” sagde hun en formiddag, de to sad i Agnes’ stue og nørklede på hver sin strømpe. Agnete havde fortalt om det store besvær, hun havde haft med at få den stillet op og gjort klar. ”Jeg selv har aldrig fået lært det med at væve, og Mikkel er også for nærig til at købe væv til mig.”
Agnes sendte Agnete et indforstået lille smil. Agnete tænkte, at det nok ikke kun var af nærighed. Mange penge så de gode nabofolk ikke ud til at have at kaste om sig med, og for øvrigt tiltroede hun i tankerne heller ikke Agnes evnen til så fint og tålmodigt et arbejde, som vævningen var. Den strømpesok, hun sad at strikkede på nu, var af en slags, der ikke krævede den store kunst.
Der blev en lille pause i deres snak.
”Men jeg skal jo bruge uldgarn til væven,” tog så Agnete fat igen. ”Måske ved du, hvem der spinder garn her omkring?”
Agnes sad lidt og tænkte sig om.
”Her i Torringe er der i hvert fald ikke nogen med får. Jeg ved ikke om de har i Gjerringe. Jeg kan ikke huske, at jeg har set nogen. Men du kan jo få drengene til at se efter på engene, når de går til skole.”
”Ja, det vil jeg da gøre, Agnes. Og de kan også spørge sig for, hvis de kommer til Gjerringe.”
”Skolelæreren,” tog Agnes over, ”han ved det nok. Han skal være sådan én, der kender alle folk.”
Agnete takkede for de gode råd og stak sit strikketøj i posen. Nu måtte hun da hellere se at komme tilbage og se efter sine drenge.
Agnes fulgte hende til døren. Ude på vejen standsede hun et øjeblik for at kaste et blik hen mod Dortes og Jerks. Ikke at hun ville derhen og bruge mere tid på snak nu, men man måtte jo lige se, om Dorte var udenfor, så man kunne vinke. Jo, der stod hun med sit røde tørklæde på henne ved gavlen. Det så sært ud, som hun støttede sig til muren. Og nu krummede hun sig sammen, der gik et par ryk igennem hende. Var hun syg? Nå, nu rettede hun sig op igen og sjokkede om bag huset.
En tanke slog ned i Agnete: Dorte var måske svanger. Men herregud da, den stakkels kone, skulle hun nu til dét igen, efter så lang tid. Det var nok ti år siden, Fie var kommet til verden. Men hvad, det var den slags, der bare skete – og der var jo ingen skam ved en efternøler.
Agnete skyndte sig ind, man skulle nødig tage hende i at stå og glo uvirksom uden for huset.
Indenfor sad Povl ved spisebordet bøjet over et stykke skrive-papir og med blyantstumpen i hånden. Han så meget optaget ud.
”Sidder du her inde og lumrer i det gode vejr,” sagde Agnete. ”Du skulle hellere se at få de gulerødder gravet op og lagt i kule?” Agnete så ingen grund til at skåne drengen.
”Jeg gør det om lidt,” mumlede Povl. ”Jeg sidder lige med noget andet.”
”Hvad da?” ville Agnete vide. ”Og hvad med Kresten, hvor er han?”
”Han sagde, han gik over til Fie. De skulle ned i skoven og lede efter svampe.”
”Nå, det er der da i det mindste noget fornuft ved. Men hvad sidder du med? Er det noget til skolen?”
”Næ, ikke sådan lige,” kom det nølende. ”Jeg tegner bare lidt. Men det er ikke noget særligt.” Povl tog papiret og foldede det sammen, inden han lagde det ned i skoletasken. Så rejste han sig: ”Jeg går ud til de gulerødder. Kan jeg bare tage noget af det halm, der ligger i stalden, til kulen?”
”Ja, det er det eneste, vi har lige nu,” smilede Agnete og ville klappe sin dreng på kinden. Hun fortrød den hårde tone fra før en smule. Men Povl trak sig væk fra morens klap. Det blev hurtigt for meget, syntes han.
Ved grøden samme aften faldt snakken på det med dyrene. De havde jo ingen endnu, og heller ikke meget at fodre dem med.
”Men vi skal da have nogen dyr, skal vi ikke?” ivrede Kresten.
Otte overvejede sagen lidt, inden han svarede.
”Jo, jeg har tænkt, at vi skal have et par køer, når tiden er den rette.” Han måtte selvfølgelig tænke på pengene.
”Og en hest!” blev Kresten ved.
”Små slag, små slag, Kresten!” formanede Otte, men han glædede sig over drengens iver efter at få gården klædt på.
Agnete havde lyttet til snakken med et lille smil om munden. Nu havde hun også noget, hun ville sige.
”Jeg synes det lyder godt med et par køer. Men jeg havde også tænkt, at vi skulle have et par får på græs,” sagde hun og så opmærksomt på Otte.
”Får, det har vi da aldrig haft før,” indvendte han.
”Nej, det er sandt, Otte, men det man ikke har haft før, kan man jo få siden,” svarede hun med et smil. ”Der er meget godt, man kan få fra sådan et får,” blev hun ved, ”både kød og skind – og uld. Jeg kan spinde garn til væven og strikketøj. Det kan spare os for meget.”
Otte svarede ikke straks, han sad lidt og kiggede ned på sine hænder. Agnete vidste, at det var nu, hun skulle holde igen med den snak.
”Men kommer tid, kommer råd,” nøjedes hun med til at slutte den sag af – foreløbig.
”Velbekomme!” Hun rejste sig og begyndte at rydde af bordet.
”Skal vi så til marked og købe køer – og en hest?” Kresten kunne ikke slippe tanken.
Otte mente, at der nok kunne skaffes en kælvekvie til en rimelig pris fra godsets besætning, hvis han nævnte det for Ortved i god tid. Lige nu stod vinteren for, og en hest fik de først brug for til foråret, nu hvor markerne var tilsået.
Kresten kom i tanker om noget:
”Sådan en hest, som den vi kørte med, da vi kom hertil, kan vi ikke få sådan en af greven?”
Otte smilede.
”Få den kan vi nok ikke, bette Kresten, men måske købe, når først foråret kommer.”
Drengen så skuffet ud, men han indså det rimelige i farens ord og lod det ligge.
Otte kom i tanker om en anden sag, som måske kunne lede drengens iver i en anden retning:
”Men inden så længe vil jeg snakke med Jerk om at gå i gang med at grave nogle grøfter. Du kan nok se, Kresten, at vi kunne få en del mere afgrøde af vores jord, hvis den ikke var så våd.”
Kresten nikkede eftertænksomt, og Povl så op fra den skolebog, han havde taget frem:
”Jeg har noget, jeg vil vise dig, far,” sagde han, ”noget jeg har lavet.”
Han hentede sit ark papir op af tasken og lagde det på bordet foran faren.
”Prøv at se! Det er vores sted her, jeg har tegnet. Her er huset og stalden.” Povl pegede på to firkanter midt på papiret. ”Og her er vores to agre. Jeg har tegnet det så nøjagtigt, jeg kunne.”
Otte betragtede den sirlige tegning. Drengen havde gjort sig stor umage, endda brugt lineal. Det så rent og ordentligt ud.
Otte satte fingeren på en tynd streg, der gik på tværs af marken.
”Hvad betyder den dér streg?”
Povl forklarede, at det var dertil, de havde sået nu. Resten ned til vandet var græs.
”Og så er det dér vel grøfter, der skal graves?” Otte lod fingeren glide langs nogle andre streger, der gik langs med skellene.
”Ja, og også de to andre, der går ned længere inde på marken,” forklarede Povl. ”Jeg tror, de skal graves dér for at kunne samle mest muligt vand. Marken falder jo lidt den vej.”
Otte nikkede og kom med en anerkendende lyd. Det lignede meget det, han selv havde haft i tankerne.
”Men kun to grøfter ned gennem selve marken, foruden dem ude ved skellene? Det er vel ikke nok til at trække vandet væk,” mente Otte.
Povl vidste jo heller ikke, om det var sikkert, at de fire var nok.
”Men vi kan jo ikke vide, hvor godt de trækker vand, før vi har prøvet. Og så tænkte jeg, at man kunne begynde med dem, der ligger de bedste steder på marken.”
Otte nikkede til sønnen. Han var ikke i tvivl om, at Povl havde ret. Med fire grøfter kunne de i hvert fald se, om det overhovedet gav nogen forbedring.
Men det sved en lille smule at skulle få sådan noget serveret af en tolvårs knægt. Selv havde han jo også siddet med sådan en tegning for nogen tid siden, men det hele var gået i stå i hans hoved. Det var for stort et regnestykke, og han havde tænkt, at Jerk nok kunne hjælpe. Men bedre var det da, hvis hans kloge dreng kunne være med til at tænke. Hvis bare han ikke blev for vigtig over det.
”Ved du hvad, Povl,” besluttede Otte, ”Jeg havde tænkt mig at kigge ind til Jerk i morgen. Jeg må da hellere tage dig med også.”
Povl lyste op og blussede af stolthed.
”Men der er en ting mere,” fortsatte Otte. ”Vi skulle jo gerne vide, hvor mange dages arbejde, der går med til sådan en sag. Jerk vil aldrig købe katten i sækken, ved jeg. Kan du mon også regne arbejdsdagene ud til i morgen?”
Povl nikkede.
”Ja, det tror jeg nok, jeg kan. Men vi skal vel så også have Mikkel med,” mente han. ”hvis der kommer en grøft ude langs skellet til hans, kommer den også til at tage noget af hans markvand.”
Ja, drengen havde ret - igen. Men Otte kendte ikke Mikkel godt nok endnu til at vide, om han kunne vindes for sådan en sag. Indtil nu havde han fået det indtryk, at Mikkel var lige så svær at sætte i gang med noget som en gammel krikke for en tung vogn. Og i Mikkels tilfælde hjalp pisken nok ikke. Snarere en pose havre for mulen.
”Mikkel venter vi med lidt endnu,” besluttede Otte. ”I morgen går vi ind til Jerk med det her” – Otte lod sin hånd falde på Povls tegning – ”og også med det, du får regnet ud om arbejdet. Hvis vi så får lavet en god plan, kan Mikkel sikkert nemmere overtales.”
Povl var allerede på vej hen efter tavle og griffel i skoletasken. Han kunne da godt begynde at regne på det med det samme.
Næste aften ved skumringstid gik Otte de to huse hen til Jerks sammen med Povl, der havde en tegning og nogle udregninger i hånden. Otte bankede på og trådte ind i den lille gang, og Dorte kom ud og tog imod.
”Jamen god aften, søde venner,” pludrede hun, ”og kom da indenfor i stuen?”
”Vi vil gerne snakke lidt med Jerk om noget,” sagde Otte, ”hvis han er hjemme og har tid,” lagde han til, mens han skævede til Dortes forklæde for at se, om det bulede ud. Agnete havde fortalt ham, hvad hun havde set ovre ved husgavlen forleden, men der var nu ikke noget at se dér i den mørke forstue, og Dorte var munter og livlig som altid. Mon Agnete havde set rigtigt?
Jerk sad inde for enden af spisebordet med resten af sin aftensøl foran sig. Han løftede hånden til hilsen og slog ud mod de to stole ved bordet:
”Godaften, folkens. Sæt jer ned og fortæl! Hvad skyldes æren? – og hvad må jeg byde på? En tår øl?”
Otte nikkede og så på Povl.
”Vil du også ha’ øl, Povl?”
”Ja tak,” sagde Povl lidt undseligt. I aften følte han sig som en mand blandt de to andre mænd.
Otte ville vente med at lægge sagen frem, til de havde fået den første tår. De sad lidt tavse og så sig om i stuen. Den lignede såmænd deres egen i det meste. Dorte havde fået gjort det pænt, de få ting var på deres plads. I vinduerne stod der endda små potter med persille og purløg.
Dorte kom tilbage og satte to krus foran nabofolkene.
”Velbekomme da,” lo hun og trak sig tilbage til køkkenet.
”Ja,” tog Otte fat efter den første slurk, ”vi kommer angående jorden, som vi har fået her. Jeg skal være den sidste til at beklage mig, for vi har da næsten tre gange så meget som vi havde hjemme. Men sig mig, Jerk, er du godt tilfreds med det, du har fået her?”
Jerk nikkede lidt tøvende.
”Jo, såmænd, såmænd. Jeg har jo ikke målt det op sådan med favnemålet, men det er et grumme stort stykke, det kan én da ikke betvivle. Hvor meget der så kan gro i det, det er jo en anden sag.”
Ja, det var lige det, Otte også havde tænkt, indskød han. Græseng var der nok af, men den var våd.
”Vandet ligger jo i store blanke pytter. Og for at komme lige til sagen, så har jeg tænkt på, om det ikke ville være en god ting, hvis vi kunne prøve at få grøftet lidt.”
Jerk rykkede sig frem på stolen og satte et tænksomt ansigt op.
”Grøftet?” sagde han nølende, ”Hvordan skulle det dog kunne gi’ sig? Er vi måske herremænd, der kan betale dagløn til en hoben folk?”
Otte smilede og skævede over til Povl.
”Se, det var nu også min første tanke, Jerk. Men Povl her, han forstår sig så godt på at regne, og på at tegne såmænd også. Du skal lige se, hvad han har taget med her.” Otte nikkede til Povl, der sad uroligt på stolen. Nu foldede han sit papir ud. Det var en helt ny tegning, Povl havde lavet, hvor de kunne se alle tre nabohuse med deres marker. Otte prøvede at skjule sin overraskelse over drengens påfund ved at tage en slurk af øllet.
”Det her er jeres hus, Jerk” – Povl pegede – ”og jeres mark. Og her ved siden af er det Mikkels, og så kommer vores. Hernede er vandet; nogle gange ved springflod kommer det et godt stykke op her.” Povl viste, hvor højt op han mente det kom op. ”Vi har tænkt,” – han kiggede på faren for at sikre sig, at dette ”vi” faldt i god jord – ”at vi skal prøve at få gravet render her i skellene til en begyndelse, og derefter en eller to render inde i marken.” Han pegede på de linjer der viste, hvor han mente, grøfterne skulle ligge.
Jerk stirrede på tegningen og derefter skiftevis på Otte og Povl. Så rystede han langsomt på sit rødskæggede hoved:
”Man kan da ikke hindre vandet i at stige, når det lyster at stige!” sagde han. ”Hvorfor skulle det blive i de render, I vil grave?”
”Nej nej,” ivrede Povl, ”det er ikke sådan, det virker.” Han så på sin far igen for at få hjælp.
”Du har da ret, Jerk,” tog Otte over, ”vandet vil stadig kunne stige op over engen, det kan man ikke forhindre. Men med de grøfter vil det også hurtigere løbe væk igen, så afgrøden ikke når at drukne.”
”– Og saltet ikke kan nå at sætte sig i jorden,” lagde Povl til.
”Ja, og regnvandet kan så bedre skylle det salt ud, der alligevel sætter sig,” rundede Otte af.
Jerk gjorde store øjne, men rystede så igen på hovedet:
”Men der er da en umenneskelig masse arbejde i at grave sådan nogle lange grøfter,” mente han. Hans skæve smil sagde så meget som, at det var en umulig sag, de var kommet anstigende med.
Povl lagde et andet stykke papir frem på bordet.
”Jeg har regnet på dét med arbejdet,” sagde han og blev lidt rødere i kinderne. ”På et stykke som vores eget skulle der graves så meget som det her.” Med tommel og pegefinger viste han et stykke, omtrent to tredjedele af markens længde. ”Det er tre hundrede alen. Og far siger, at to mand nok kan grave femten alen på en dag. Det giver omkring tyve dages arbejde, hvis man ikke laver andet.”
Jerk slog en lille latter op.
”Ja, den er god, men der er jo tegnet fire grøfter bare på jeres. Det er da alt for mange alen og alt for mange dage!”
”Ja, for to mand,” tog Otte over igen. ”Men vi er jo også flere. Der er dig og mig, og dine to drenge. De er stærke knægte allerede, og de vokser hele tiden. Og Povl kan nok også gøre gavn ved arbejdet.” Otte lagde sin hånd på Povls skulder. ”I hvert fald med at holde styr på tallene,” lagde han til.
Jerk så stadig tvivlende ud.
”Nå, men altså,” tog Otte fat igen, ”de fire grøfter skulle kunne graves på omkring fyrretyve dage, hvis vi er fire mand, der hænger i.”
”Joh, men…” kom det drævende fra Jerk, ”behøver man at gøre det hele på én gang. Kunne man ikke bare grave lidt og se, om det nytter?”
Det var jo lige, hvad Otte selv havde tænkt.
”Det har du ret i, Jerk, det kunne man da sagtens,” sagde han og sendte et hurtigt blik over til Povl, som for at sige, at nu var der vist bid.
”Vi kan jo begynde med to grøfter inde på din mark,” foreslog han, ”én nær dit skel ind til Mikkel, og én lidt længere inde. Og så måske kun den halve længde op i marken til en begyndelse. Hvis vi graver nede fra vandet og opad, kan vi jo se, hvor meget vi orker. Det skulle så kunne gøres på… ja på hvor mange dage, Povl.” Han så opfordrende på sønnen, som begyndte at regne i hovedet.
”Ti dage,” kom det kort efter ”tror jeg nok,” tilføjede han for en sikkerheds skyld.
”Der ser du! Kun ti dage!” gentog Otte. ”Og så er det et stykke arbejde, vi får gavn af i lang, lang tid.”
Jerk nikkede for en gangs skyld. Ti dage. Det lød mere overkommeligt. Og især, hvis de kunne begynde hos ham selv.
”Hvis det så duer til noget, graver vi videre senere. Kan vi aftale det?” spurgte Otte.
Jerk spekulerede et kort øjeblik. Så nikkede han:
”Ja, lad os sige det,” sagde han endelig og så på Povl: ”Du har knageme et godt hoved, dreng!”
Povl smilede beskedent og så ned i bordet.
Otte løftede sit krus mod de to andre, og de drak.
”Jeg tænkte lige,” sagde Jerk, da de havde sat krusene igen, ”om vi ikke skulle prøve at få vor nabo Mikkel med på tanken. Hans unger er for små til arbejdet, men manden selv…”
”Det ville kun være rimeligt,” sagde Otte, ”eftersom han jo også får gavn af det, hvis vi grøfter nær skellet. Men tror du, han gider?”
Jerk trak på skuldrene. Ud fra hvad han kendte til ham, ville det måske nok volde noget besvær at få ham med, når resultatet var så usikkert. Han var vist en mageligt anlagt mand, tilfreds med det, han allerede havde.
”Men vi kan da i hvert fald prøve at høre ham ad,” mente Jerk. ”Det ville jo også se lidt sært ud, om vi to begyndte at grave uden at have spurgt ham, som om vi ikke regnede ham.”
Det kunne Otte kun være enig i, og det blev til, at han som den, der kendte Mikkel bedst, skulle tage snakken med ham.
Det gik nu med den snak, som de havde frygtet. Mikkel var ganske vist forekommende nok, ikke for det, Otte fik lov at tale ud om sin sag, men så kom det som ventet. I sidste ende var den plan for usikker, mente Mikkel. Og han havde nu i øvrigt også altid kunnet få det til at løbe nogenlunde rundt, som det var. Engstykket gav, hvad hans hest og to køer havde brug for, og alle i huset havde da fået føden i de mange år, de havde boet her.
Otte forsøgte sig med, at selvom man var dygtig og fik det til at løbe rundt, som det var, kunne man måske godt tænke sig lidt tykkere smør på brødet en gang i fremtiden. Men den tanke bed ikke på hans nabo. Man vidste, hvad man havde, men ikke hvad man fik.
”Men en ting, I skulle tænke på,” fik Mikkel skudt ind, da Otte var ved at gå, ”det var måske at bede lensgreven om hjælp til jeres sag. Han har før givet penge ud til den slags.” Mikkel huskede da, at de oppe ved Vejleby havde lavet dæmning for nogle år tilbage. Den betalte han jo det meste af.
”Og han skal alligevel have det at vide, I kan ikke gå i gang uden at han har sagt god for det.”
Den tanke havde godt nok strejfet Otte. I fæstebrevet stod der ganske vist, at det var op til ham selv at passe hus og jord, men det gav ham nok ikke frit spil til den slags anlægsarbejde, som de havde i tankerne.
”Ja, det vil vi da prøve, Mikkel. Vi får vel så ikke dig med i første omgang,” sagde Otte i en godmodig tone, “men du skal have tak for dit gode råd om hjælp fra greven.” Otte gav ham hånden og gik derfra, ikke uden ærgrelse over naboens dorskhed. Selv en gammel, spatbenet krikke var mere villig end ham til at bevæge sig fremad.
Der var ikke blevet kaldt til arbejde på godset de næste uger, men Otte måtte alligevel derop og have greven i tale, eller i det mindste Ortved, der så kunne afgøre, om det var værd at ulejlige greven. En tidlig morgen med klart og tørt vejr begav han sig op mod Christianssæde. Landet lå fladt og vidtstrakt foran ham, på mange marker stod vintersæden allerede som et fint, grønt dunlag. Hist og her blev det vide udsyn brudt af en stribe sorte popler eller stynede piletræer, men ellers kunne han se langt i alle retninger.
Da han havde vandret en tid, hørte han det knase i gruset bag sig. Han vendte sig og så, at en vogn med en lille mand på bukken nærmede sig. Otte genkendte ham. Det var en af de folk, han havde arbejdet sammen med på godset forleden, en husmand fra Gjerringe. Aron hed han. Otte havde bidt mærke i det højtidelige, bibelske navn, der passede lige så akavet til den lille, skrutryggede mand som en silkehat til et fattiglem.
Aron standsede hesten, da han var nået op på siden af Otte:
”Træd op, mand! Du skal vel til godset ligesom mig,” sagde han med en dyb, ru stemme, der passede lige så dårligt til mandens størrelse som hans navn.
Otte sprang op og satte sig ved siden af ham på bukken, og Aron satte hesten i skridt igen, inden han spurgte til Ottes ærinde i dag. Jo, Otte ville jo lægge nogle planer frem for forvalteren angående driften af hans sted, og hvis det var nødvendigt også for greven.
Aron skævede nysgerrigt til sidemanden. Han ville da gerne høre lidt om, hvad det var for planer, der var så vældige, at de skulle lægges frem for de højere magter. Otte slog det lidt hen, vældige var de såmænd ikke, men det havde noget med grøftning at gøre.
Den fangede Aron i flugten:
”Ja, grøftning, det er jo sådan sin sag!” mente han bestemt. ”Der er jo dem der siger, at det ikke er umagen værd. At det giver for lidt for sliddet. Selv har jeg aldrig prøvet det, men jeg har da tygget lidt på den skrå i ny og næ.”
Otte nikkede, men snakken gik i stå og kom ikke rigtig i gang, før de var fremme ved godset. Så fik Aron sagt, at han da godt kunne være lidt nysgerrig efter at høre, hvad Otte fandt ud af med det grøfteri, og Otte lovede at fortælle, hvad der kom ud af sagen.
Han sprang ned og skråede over gårdspladsen mod Ortveds kontor for at banke på. En ranglet og blegnæbbet ung mand med en del røde knopper i ansigtet dukkede frem og meddelte, at Ortved var ude bag ved kreaturlængen samme med nogle mænd for at se, hvor den nye møghokke skulle være.
”Og hvem er du, med forlov” spurgte Otte forsigtigt. Fyren viste sig at være den nye hjælper, Ortved havde fået sig, Bjerne Torp var navnet.
Otte stilede over mod kreaturstalden og gik igennem den om til den gamle mødding. Derude gik Ortved sammen med to andre og pegede og snakkede op. Otte holdt sig på afstand; det så ikke ud til at være et godt tidspunkt at forstyrre. Efter nogen tid satte de tre mænd kurs mod døren, hvor Otte stod, og han trådte frem for at praje forvalteren.
”Ikke nu, for fanden, Otte, kan du ikke se, jeg har travlt?” Ortved skulle vist vise sin magt for de andre og fortsatte sin gang.
”Men hvornår da?” Otte fulgte efter med hurtige skridt.
”Om en halv time!” vrissede Ortved, ”på mit kontor!” nåede han at tilføje, inden han dukkede ind i staldmørket med de to andre i hælene.
Otte mente, at han havde været heldig, en halv time var ikke lang ventetid hos Ortved. Han slentrede langs bygningen ned mod den sydlige ende og rundt om gavlen. Han ville kigge hen i tærskeloen, om der var folk i gang der, han kendte og kunne slå en lille snak af med.
Han gik ind ad den brede vognport og ind i kornloen. Der lugtede støvet og varmt af nytærsket korn, men der var ingen folk inde. Et bundt solstråler havde fundet vej ind gennem de små vinduer og tegnede rudemønstre på gulvet, men ellers var der halvmørkt. Ikke en lyd var der at høre. Svalerne havde for længst forladt deres reder oppe under bjælkeværket.
Otte gik videre ind på korngulvet, hvor det tærskede korn lå i store bunker. Her var kornlugten endnu tættere, ja, lugtede der ikke ligefrem som nybagt brød derinde, tykt og varmt? Han trak luft hårdt ind gennem næsen. Den var da for varm, lugten, han fik ind. Hans blik gled hen over de gulgyldne bjerge. Dér, måske ti alen fra ham, steg en svag damp eller røg op fra kornet. For Guds skyld da, kornet var vel ikke ved at brænde sammen!
Otte vadede resolut ind i bunken så langt han kunne og jog en arm dybt ned i kornet. Det føltes varmt derinde, ikke brændende, men alligevel for varmt. Han kæmpede sig lidt længere frem gennem kornet, der skred under hans fødder, og jog armen ned igen – og måtte trække den tilbage med det samme. Der var skoldende varmt dernede. Otte var ikke i tvivl længere, der var stor fare på færde her.
Af alle kræfter kæmpede han sig ud af kornbjerget og satte i løb ud af laden og over gården mod Ortveds rum uden at give sig tid til at få hældt de hårde kærner ud af træskoene. Med hjertet drønende som en pælemukkert i brystet nåede han derhen og bankede hårdt på døren. Der kom intet svar derindefra, men han åbnede alligevel døren og gik frem mod den inderste dør, der førte ind til selve kontoret.
Lige som han skulle til at slå knoerne imod, blev døren revet op indefra, og Ortved stod foran ham, rød i hovedet.
”Hvad fanden i helvede, mand,” tordnede han, men synet af Ottes opskræmte ansigt fik ham til at stoppe sit udbrud. ”Hvad dælen er der på færde?” spurgte han i stedet i en knapt så brysk tone.
”Det er kornet, det brænder sammen,” fik Otte frem mellem de gispende åndedrag. ”Ovre på loen!”
Ortved var ude af kontoret med det samme. Hans to gæster stod tilbage og gloede efter ham, men dem kunne Bjerne vel for fanden finde ud af at tage sig af. Det her skulle klares nu.
”Otte,” skreg han, ”løb om ad markvejen og find så mange folk, du kan. Sig de skal komme straks og tage skovle med!”
Selv kæmpede Ortved sit tunge legeme op i fart i retning af loen.
Ovre på korngulvet stod der allerede to mand, som Otte havde fået råbt alarm til. Med hårde, dybe tag fyldte de deres skovle, og lige så hårdt slyngede de kornet fra sig igen over i en ny bunke. Det gik så rask som to tærskeplejle ind mod det osende korn i midten af bjerget. Ortved greb selv en skovl og gik i gang, og nu kom Bjerne Torp til med de to gæster. Han havde fundet en skovl og gik i gang, gæsterne måtte se til, der var ikke flere ledige skovle deromkring.
Flere karle kom til, de fleste med skovle. Der blev arbejdet hæsblæsende og indædt fra flere sider nu. Efterhånden som de nærmede sig bjergets hede indre, så de, at kornet allerede havde fået den farlige, brændte farve, som når man ristede byg til kornkaffe, og lugten var lige så sveden. Men nu var de inde midt i det, og der kom køligere luft til, det hede korn blev spredt ud over de mindre bunker, der var vokset op omkring mændene. Ingen af karlene lod deres skovl stå stille, før den gamle bunke var helt væk; så var faren drevet over.
Ortved råbte ”Nok! Stands!”, tørrede sig over panden med skjorteærmet og stillede sig så med begge hænder på håndtaget af skovlen for at puste ud. Lungerne gik som hvæsende blæsebælge både på ham og flere af de andre, kornstøvet havde fundet vej til deres indre. Der blev en hel koncert af hosten og harken.
”Det var tæt på, folkens!” råbte Ortved, da noget af harkeriet og de hivende åndedræt var stilnet lidt af. ”Dælme tæt på! Jeg tror sgu, det var den smule regn, der kom, mens vi kørte de første læs ind. Mere skal der ikke til.”
Mændene løftede øjenbrynene og gloede forbavset på forvalteren. Det var noget af en sjælden ting i den mands mund, en halvvejs indrømmelse; et par af husmændene havde nemlig dengang ude på marken ymtet forsigtigt om, at det ikke var sikkert at køre ind i bygevejr; men Ortved havde ment, at kornet nok skulle tørre under tærskningen.
”De næste dage skal der luftes jævnligt!” beordrede han, velsagtens for ikke at komme mere ind på en snak, der var ugunstig for ham selv. ”Lars, du ser til kornet morgen og aften, og du kan selv finde et par mand, hvis der skal skovles. Er der er brug for flere, kommer du til mig.”
Lars og de andre mænd nikkede og stillede skovlene fra sig. Nu kunne man nok tillade sig en pause og en bid mellemmad, inden man igen tog fat på det, man havde været i gang med.
Ortved gjorde tegn til Otte, at han skulle komme hen til ham.
”Du gjorde ret I at løbe til mig straks, Otte. Det var godt!” Der var noget, der lignede taknemmelighed i det rødsprængte, fedladne ansigt, og Otte måtte se ned i gulvet. Han var uvant med ros fra den kant.
”Men Otte, hvorfor er du overhovedet her i dag? Du er jo ikke tilsagt! Savner du arbejde eller hvad?”
Otte rystede på hovedet:
”Nej, jeg har da så rigeligt derhjemme,” svarede han, ”men jeg ville tale med forvalteren om en sag. Det er om vore jorder i Torringe.”
Ortved vinkede Otte med over mod kontoret.
”Vi vil ikke stå her og snakke. Kom med ind. Du fortjener en dram.”
”Tak, men jeg drikker jo ikke spiritus!”
Ortved rystede på hovedet ad Ottes svar og gik ind på kontoret. Han pegede på stolen og hentede snapseflasken og to glas frem af vægskabet. Han havde åbenbart ikke taget Ottes svar for gode varer. Otte lod som ingenting og gik i gang med at fortælle om grøfteplanerne, og Ortved lyttede tilsyneladende til ham.
”Nå, men vi må jo lige ha’ denne her” afbrød han og skyllede sin brændevin ned.
Otte lod sit glas stå, og Ortved skyndte sig at sige ”men hvis du ikke vil ha’…” og sendte den anden dram ned i slipstrømmen af den første.
”Vi har jo hørt fortalt om den dæmning, de har lavet ved Vejleby Nor,” fortsatte Otte imens, ”og at greven allernådigst har hjulpet med at betale den. Vi tænkte så, at han måske også ville hjælpe med vore grøfter.”
Ortveds ansigt havde fået noget af det skeptiske udseende tilbage, der som regel viste sig, når der var udsigt til udgifter af godsets kasse. Især hvis det var udgifter til husmændene. Men han kom i tanker om, at Otte havde reddet ham fra en mulig katastrofe i dag, og når alt kom til alt, så var idéen med at få ledt noget vand væk fra de våde engstykker måske god nok. Forbedring af husmændenes kår var jo også til grevens fordel, al den stund der blev mere afgrøde at betale tiende af. Ortved besluttede at komme Otte i møde denne gang.
”Hør her, Otte. Jeg taler jævnligt med lensgreven, når han er på godset. Han kommer tilbage hertil i næste uge. Jeg vil lægge din sag frem for ham, og så må vi se, hvad han siger. Ved du noget om, hvad der skal bruges af daglønninger til det arbejde?”
Otte mente, at to mands hjælp i en måned ville gøre store ting for sagen. Men mindre kunne selvfølgelig også gå an.
”Godt, du hører nærmere. Jeg snakker med ham først i næste uge.” Ortved gjorde tegn til, at Otte kunne gå, og han takkede for forvalterens velvilje –
”og for skænken,” føjede han til med et lille smil.
Vejen hjem til Torringe måtte han tage på apostlenes heste, for der kom ikke nogen vogne hans vej. Men det gik nok så rask endda. Han var kommet i godt lune og var fuld af tiltro til greven, som han næsten kendte, efter at de havde hilst på ham den dag, de ankom til Christianssæde. Han virkede som en venlig mand. Og en fremskridtets mand, det vidste man jo. Hvis bare Ortved huskede at få det sagt til ham.
Otte var tilsagt til arbejde på godset i en uge sammen med Jeppe fra Korterup og et par andre. En af de første dage kom Bjerne Torp over i kornloen og kaldte Otte over til Ortved på kontoret. Forvalteren havde talt med greven og kunne give den besked, at greven selv ville tale med Otte om sagen, og det skulle være tidligt samme eftermiddag, inden greven skulle tilbage til hovedstaden.
Otte fornemmede lidt af den samme ængstelse og uro i maven, som dengang elev Houlbeck havde kaldt ham op til greven på Sandbjerg. Og fornemmelsen blev ikke mindre, da han nogle timer senere steg op ad trappen til hovedhuset, for der var hele ni trin, der skulle bestiges her. Dengang havde det kun været tre. Og døren her var også større og fornemmere.
Otte strøg huen af og brugte løvepoten, der sad som dørhammer. Den husjomfru, der åbnede, kendte ham ikke, så han sank noget spyt og sagde sit navn. Greven havde bedt ham komme, forklarede han. Jomfruen nikkede og lukkede ham ind. Han nåede lige at få træskostøvlerne af, inden greven selv viste sig i døren for enden af hallen.
”Denne vej, Otte Sigurdsen,” halvråbte han og gjorde en indbydende bevægelse med hånden. Den høje, knokkelstærke greve var i skjorteærmer og vest, på fødderne havde han filtsko.
Otte bukkede for herren, fulgte ham ind på kontoret og fik anvist sæde på en stol, der stod på spinkle følben foran et lille skrivebord. Otte havde set lignende møbler hos greven på Sandbjerg. Det var åbenbart sådan, fornemt indbo skulle se ud.
”Ja, Ortved har jo fortalt mig om dine idéer om at grøfte din jord,” lagde lensgreven ud. Han havde sat sig over for Otte, og hans ansigt blussede af varmen fra den kamin, der var tændt bag ham; det tætte, krøllede hår stod i en grå krans om hovedet på ham.
”Og lad mig sige det, som det er med det samme,” fortsatte han og gjorde så et lille ophold, idet han så muntert og direkte på Otte, ”jeg synes satans godt om, når mine folk vil fremad med tingene. Bedre marker, bedre udbytte – og mere afgift til mig,” lagde han til med et lille smil. ”Så det jeg har at sige til dig, Otte, det er, at jeg kan give min tilladelse: I kan gerne fange an med at grøfte jeres jord straks!” Han satte en mine op som en tilfreds hersker, der havde skænket sit folk en gave.
Otte nikkede og takkede mange gange. Han nølede med at spørge til pengene, men der måtte da komme mere. Den korte besked havde greven sagtens kunnet sende Ortved eller sågar Bjerne ud med.
”Kan I klare arbejdet selv derude?” spurgte greven da heldigvis også efter en pause, og Otte trak vejret lettet, mens han forklarede, at det kunne komme til at knibe, når der samtidig skulle leveres arbejde på godset. Og det var jo et hårdt slid at grøfte, Jerks sønner var ikke så gamle endnu, og hans egen Povl…
”Godt, godt!” afbrød greven ham med en håndbevægelse. ”Du har sagt til Ortved, at der kunne blive brug for to mand i en måned. Jeg vil derfor betale dagløn til to mand i tredive dage. Og desuden,” greven løftede en pegefinger for at antyde, at der nu kom noget vigtigt, ”desuden vil jeg holde dig og Jerk fri for arbejde på godset i en måned fra den dag, I går i gang med grøfterne.”
Otte så forbavset op. Mon han havde hørt rigtigt? Hvem skulle have troet, at greven ville trumfe med at tilbyde mere end det ønskede. Otte takkede igen. Greven slog begge håndflader i skrivebordet som tegn på at sagen var afgjort, rejste sig og sagde:
”Jeg giver Ortved besked om at udbetale forskud, gå I bare i gang. Og held og lykke! I er godt nok raske folk, I Sandbjerg husmænd. Men det var jo også, hvad Conrad sagde!” Han lo kort og førte Otte hen til døren ud til forhallen.
Samme dags aften sad Otte inde hos Jerks og fortalte i mange enkeltheder om det vellykkede besøg hos greven, ikke mindst om den ros, de som Sandbjerg-folk havde fået. Og nu hvor Otte havde skaffet dem begge arbejdsfrihed i en hel måned, kunne de jo godt begynde at se sig om efter et par folk, der ville arbejde med skovl og spade for en dagløn.
Rygtet flaksede afsted som en forårstravl mejse fra mand til mand, når de var sammen ved arbejdet på godset eller over ølkruset ved fyraften: der skulle efter sigende graves grøfter hos Otte og Jerk i Torringe. Ikke så få af mændene måtte ryste på deres trætte eller øltunge hoveder ad den tossede idé; andre tænkte, at nok var idéen tosset, men nogle dages arbejdsløn var der vel lige godt at tjene ved det, nu hvor greven skulle have spyttet i bakken.
Mindre end en uge efter at Otte havde været hos greven, stillede to mænd ved Ottes dør. Det var den lille husmand Aron Therkelsen fra Gjerringe, ham der havde taget Otte med på vognen til godset en af de første dage. Den anden hed Søren Vralt, også han var fra Gjerringe. Det var ham, der havde siddet i Ottes hus førhen og kørt det nedenom og hjem, så han hverken kunne svare landgilde eller tiende, efter hvad Otte havde hørt. Nu spiste han og konen vist nådsens brød som indsiddere hos en bonde, hvor de havde fået et kammer til deling.
Otte kendte knapt nok sin forgænger i huset, men havde da hørt et og andet om ham. Som arbejder havde han ikke noget godt ry på sig. Og lidt lumsk skulle han også være. Nu stod den radmagre mand ude foran døren og ragede op bag den lille Aron, der førte ordet med dyb og ru stemme. De to ville gerne høre Otte ad, om det var sandt, hvad nogle sagde, at der var arbejde at få med grøftning dér på stedet. For hvis det var sådan, ville han selv og hans nabo Søren hér gerne tilbyde at tage fat, for det løjede jo meget af med arbejdet på godset nu, og på egen jord var der heller ikke meget at se til på denne tid af året, nu hvor sæden var kommet i jorden.
Otte bød dem indenfor. Han ville gerne høre, hvor meget arbejde man kunne påregne fra deres side. Der var jo brug for fuldt dagsarbejde i nogen tid, og det var lige, hvad Aron mente, de var mænd for. Men hvor længe regnede Otte da med, der var brug for dem?
”Det er ikke helt til at sige, men det bliver nok et par uger eller tre, skulle jeg mene, i første omgang.”
De to så på hinanden og nikkede. Et par uger eller tre. Det lød ikke så ringe. Men hvad var så daglønnen? Det ville nok blive den vanlige, mente Otte, fireogtyve skilling for en fuld arbejdsdag, hvis der blev taget ordentligt fat. Otte rettede blikket mod den lange Søren for at se, om det mishagede ham, det med at tage ordentligt fat. Men der var ikke noget at bemærke i Sørens furede hesteansigt. De to nikkede begge igen.
”Jeg må selvfølgelig først høre Jerk ad, om han har talt med andre folk i mellemtiden, det gør jeg i aften efter nadver. Og så sender jeg min dreng Kresten ned til jer med besked. I skal foreløbig have tak, fordi I kom herhen.”
De to gæster rejste sig. Det skulle da glæde dem, hvis de kunne komme til at arbejde hér, sagde Aron og rakte Otte sin overmåde store hånd. Også Søren gav hånd. Otte fulgte dem ud gennem forstuen, hvor Søren bukkede sig hjemmevant under den lave dørkarm. Den havde han lært at undgå for længe siden.
Otte satte sig ved spisebordet for at tænke sig om. Han havde fået et godt indtryk af den lille Aron. Det var vist en mand, der kunne tage fat, og med et godt lune. Med Søren Vralt var det anderledes fat, han virkede lidt for ydmyg og tavs, der stak måske noget under. Og var det ikke noget akavet noget at have en mand i dagleje på et sted, som han selv havde kørt i sænk? Men Aron så ud til at have et vist tag på ham. Nu ville Otte i hvert fald først høre Jerk om hans mening, og det kunne lige så godt være med det samme.
Han rejste sig og gav Agnete besked, at han gik ind til Jerk. Han ville være tilbage til spisetid.
Otte følte sig altid godt tilpas i Jerks og Dortes ryddelige og renlige hus. Deres to drenge, der var hjemme i dag, satte sig over på skamlerne ved ovnen, da Otte blev budt plads ved bordet. Jerk bød på et krus øl.
”Jo tak,” sagde Otte, ”og så ville jeg for øvrigt snakke med dig om, hvem vi skal få til at hjælpe os med gravearbejdet. Har du talt med nogen?”
Det havde Jerk slet ikke haft tid til endnu, så Otte tog fat på at fortælle om de to mænd, der havde opsøgt ham i dag.
”Ja, ivrige efter arbejde er de vel nok, siden de kommer af sig selv, bare på rygterne,” smålo Jerk.
”Jeg har nu lidt tvivl med ham Søren Vralt,” sagde Otte, ”det var jo ham, der sad på vores sted og ødede det bort.”
Nå, det vidste Jerk ikke noget om.
”Men i det mindste har han prøvet at arbejde i den jord før. Han kender den,” sagde han med et skævt smil.
”Jo, hvis han har arbejdet,” svarede Otte. ”De siger jo, han ikke er nogen stærk arbejder. Nærmere lidt doven, så vidt jeg forstår.”
”Tjah, men ved du hvad, vi hyrer ham nu lige godt for det, synes jeg,” sagde Jerk. ”Mon ikke han har hårdt nok brug for skillingerne, så tér han sig vel ordentligt. Han sidder jordløs, og vinteren stunder på. Man kan jo altid lade ham gå igen, hvis han ikke er pengene værd. Og vi to skal være med derude hele tiden, så vi kan nok holde øje med, om han holder for mange hvil.”
Otte og Jerk blev snart enige om at tilsige de to fra Gjerringe, og daglønnen skulle være de sædvanlige firetyve skilling. Så måtte de se, hvordan vejret og jordbunden artede sig. Var der meget stenet og leret, kunne et tillæg måske komme på tale.
