1.
Simon slukkede bilen og kiggede på skærmen. De gule tal viste, at temperaturen i bilen var 19 grader. Udenfor var der 32 grader. Simon åndede langsomt ind og lagde hænderne på sine lår. Udenfor gik tre drenge i badeshorts forbi rækken af parkerede biler. Deres oprømte stemmer, trængte ind gennem bilens forede kabine som uldne lyde. Simon kunne se, at de lo til hinanden. Deres hår var vådt. Den mindste tjattede til de andre med albuen og gned sig mod deres hud. På fødderne havde de rester af indtørrede sandkorn, så det så ud som om de gik med grå ankelsokker på asfalten.
Synet fik hans bryst til at falde til ro. Det var dette, han havde ventet på. Sommeren. Ferien. Han tog endnu en dyb indånding og lukkede øjnene. Brystet klemte, så han ikke kunne trække vejret helt i bund. Han ville ikke gå ud, før det var faldet til ro. Træk ind, hviskede han og lod luften langsomt sive ind gennem næsen. Pust ud. Han kunne høre folk, der gik forbi udenfor. Svage, behagelige lyde af stemmer, fodsåler og en basketbold, der blev slået i jorden.
For hver vejrtrækning skrumpede lydene ind, og sivede længere bort. Det var som om han lå på en luftmadras, og langsomt drev ud over havet. Spændingerne i armene faldt til ro. Skuldrene sænkede sig og brystet bevægede sig roligt, som maven på en sovende kat. Da han slog øjnene op, sad en lille flok småfugle på bilens kølerhjelm. De virrede med hovederne på skrå og kiggede ind på ham. De var gråbrune, og sagde i kor en kort lyd. Han kunne ikke helt greje, hvad de sagde.
“Vimse,” sagde han og smilede. “I er vimse.”
Han steg ud af bilen og blev overrasket over varmen. Den var lige så fysisk som en ekstra hud, der smøg sig tæt om hans krop. Sveddråber dannede sig ved tindingen og løb ned mod kindbenet. Han skød det ene ben ud til siden, så han stod med bred fodstilling, og lod varmen trænge ind i huden. Med lukkede øjne vendte han ansigtet mod himlen. Solens gule lys føltes som et fast kærtegn. Man kan ikke andet end at overgive sig, tænkte han.
Da han havde stået lidt og vænnet sig til varmen, åbnede han døren til bilens bagsæde, og fandt en kurv og et sammenrullet håndklæde frem. Med kurven i hånden og håndklædet under armen, gik han roligt ned mod stranden, med tilbagelænet overkrop og løftet hage. Ved iskiosken stod folk i en lang kø med sammenfaldne kroppe, som om de var sunket ned i en behagelig døs. Børn løb rundt og hvinede med lyse stemmer. Fra iskioskens halvtag, hang et væld af farverige plastikbaderinge og bolde. Forrest i køen stod en ung kvinde, med et sovende spædbarn på skulderen. Hun tog imod en softice uden krymmel. Simon skulle ikke have noget. Han havde sin termokande i kurven.
I det fjerne, ned mod vandet, hvor lyset blev hvidere, lød fjerne råb og plask. Simon gik ned til den tæt besatte strand og fandt en ledig cirkel, hvor han satte kurven i sandet. Han så ud mod vandet og bemærkede at folk kiggede op på ham. Han ville først kigge væk, men besluttede sig for at kigge igen. Han kunne se, at de lod ham kigge. Han sendte dem et lille smil, uden at nogen smilede igen. I stedet sænkede de deres hoveder og fortsatte med det, de var i gang med, da han kom. Simon smilede for sig selv og foldede håndklædet ud. Det var som det skulle være, tænkte han. Ingen påtrængenhed, ingen forceret interesse, men simpel og selvfølgelig anerkendelse af hans ret til at være her. Hvad mere kan man ønske sig?
Han kastede håndklædet ud i luften, og holdt fast i snipperne. Med kontrollerede armbevægelser lod han håndklædet dale ned mod sandet, hvor det lagde sig som et udstrakt tæppe. Simon viftede sandalerne af og lod sig falde bagover.
Kvinden til højre var på hans alder. Hun sendte ham et kort smil, da han landede sikkert. Simon smilede igen, og lod blikket glide ud mod vandet. Han kunne mærke, at han havde fået svedperler på overlæben, men gjorde ikke noget for at fjerne dem. Han så på kvinden til højre. Hun sad oprejst, og havde krænget overdelen af badedragten ned, så hendes alderstyngede bryster flød ned over maven. Det lod ikke til at genere hende. Ved siden af hende, lå en mand på siden og læste i en bog. Hans albue borede sig ned i tæppet og hovedet hvilede i hans håndflade. En strandsten holdt bogens sider nede. Hans mave flød ned mod tæppet som blød brøddej.
Simon løsrev sit blik, og kiggede på det unge par, der lå foran ham på et grønt tæppe. Den unge mand havde deller i nakken, og hovedet sank ned mellem hans runde skuldre. På ryggen virrede lange kropshår i vinden. Med hånden kælede han kærestens orangefarvede hår. Hun lå på ryggen, med lårfyldige ben og smilede med lukkede øjne. På huden havde hun sololie, der fik kroppen til at glinse.
Simons blik vandrede videre. Overalt så han kropsdele, nøgne, solbrune og i alle aldre. En ældre kvinde sad med stråhat og malede læber. Hendes hud var tynd og hang i fine folder fra kroppen. Hendes hår var langt og gråt ned over ryggen, og i hendes blå øjne, der så ud mod havet, var glæde. Tre drenge spillede med en grøn plastikbold på den sparsomme plads. En mor med to børn, lå med hvid hud under skyggen fra en parasol.
Simon lukkede øjnene og mærkede solen varme sin mave. Det er som det skal være, sagde han til sig selv. I måneder havde han været inde i sig selv, nu gik han ud i verden, og blev en del af en stor krop med hundrede lemmer. De smeltede sammen, de mange ulige kroppe, de blev til en klump af samhørighed. Folk hvilede i deres kroppe og blev accepteret som de var.
Erkendelsen fik ham til at smile, og han åbnede øjnene og kiggede på naboen med de lange bryster. Hun havde noget gråt i blikket og så ud som om hun frøs. En sårbarhed, tænkte Simon. Hun viser sig som hun er. Han smilte til hende og følte, at han rummede hendes væsen. Hun så ikke ud til at bemærke hans velvilje, men også det rummede han. Den store krop, accepterede alle dele som de var.
Han kiggede ned mod vandkanten, hvor rækker af små børn gik rundt med vandkander og spande. De gik ud i vandet og fyldte deres spande med vand, inden de gik ind på stranden og hældte vandet ud i sandet. Derpå gik de ud igen. Simon lo stille af synet. Så meningsløst og alligevel så rigtigt. Fylde spanden og se vandet forsvinde i sandet. Rundt om, sad børnenes mødre på hug i sandet og iagttog børnenes formålsløse leg. De smilede, lige så forundrede som Simon. Han kunne godt lide tanken. Det var som at give sig selv lov til at se på myrer, der vandrede frem og tilbage på en flise. Man forstod ingenting og alligevel gav det glæde bare at se.
Simon kiggede til siden, og opdagede at den langbrystede kvinde sad og iagttog ham. Hendes overkrop var drejet en smule i hans retning. Hun havde stadig det grå i blikket, en brønd af glansløst mørke. Blikket fik hans ro til at skutte sig et kort øjeblik. Bag hende havde manden ændret position, og lå livløs på ryggen. Simon kunne ikke se hans overkrop. Under de lyseblå badebukser tegnede hans lem sig tydeligt, det lignede en vaffelis med to kugler. Simon sendte kvinden et smil, men var i tvivl om hun så det. Hendes hænder hvilede på tæppet i en akavet position. Hendes hud var brændt i en mørkebrun nuance, der slugte lyset, undtagen omkring brystvorterne, hvor to ringe af blank hud skinnede svagt.
Simon fik den tanke, at hun lignede voks, der smeltede i varmen. Han så væk og rystede svagt på hovedet. Det kunne forklare brysternes form, blev tanken ved. Han forsøgte at kigge over på hende igen, men kunne ikke få sig til det. I stedet drejede han blikket ned mod det unge par, der lå uændrede på det grønne tæppe. Kvinden lå stadig med sit orange hår og smilede. Mandens kropshår virrede stadig i vinden.
Simon så op mod himlen, hvor måger svævede hvide og lette på udstrakte vinger. De virkede vægtløse og kunne både svæve sidelæns og stoppe op uden synlige bevægelser med vingerne. Synet fascinerede Simon. De er perfekte i deres form, tænkte han, stærke, frygtløse og ét med deres væsen. Han forsøgte at fastholde blikket på en måge, og fulgte dens glidende bevægelser hen over himlens blå. Lydløst svævede den skråt hen over stranden og stoppede op og vendte det gule næb mod en skraldespand. Med to-tre kraftige vingeslag steg den op, og svævede i en spiral op mod himmelrummet, indtil den kun var en hvid prik.
Simon fik ondt i øjnene af at følge dens flugt og så ned. Kvinden ved hans side havde lagt sig på ryggen, med en hvid kasket, der dækkede hendes ansigt. Armene lå udstrakt ind til kroppen, og brysterne flød ud over hendes bløde overarme. Simon kunne ikke løsrive blikket. Det så ud som om, den ene brystvorte kiggede på ham med en vandmands runde ringe.
Simon blev flov over sig selv og fik en underlig smag i munden. Nede ved vandkanten græd en lille pige med en fortvivlet stemme. Moren forsøgte at trøste hende. Simon hørte kun brudstykker af deres stemmer. Det lød som om, pigen græd fordi hun ikke kunne forstå hvor vandet blev af. Simon spekulerede over hvad det betød, men blev afbrudt af to unge mænd, der gik hen over hans håndklæde og ned mod vandet.
”Wallah, habibi, tjek den der,” sagde den ene. De var begge hvide og magre og havde cowboyshorts, der var ved at glide ned over deres flade baller. Deres lange, tynde arme og smalle brystkasser var dækket af gråsorte tatoveringer, der så ud til at være lavet hjemme i køkkenet.
”Åh, wallah billa, den er nice,” svarede den anden og hev op i sine shorts. De talte begge gebrokkent og med strubekvalt mumlen. ”Fuck, for sygt, min bro,” tilføjede han med et smørret grin, der virkede konfust.
Simon stirrede, men kunne ikke se, hvad de talte om. De var standset op to meter fra ham og spærrede udsigten. De svajede let og Simon fik indtryk af, at de var påvirket af et eller andet. Den ene hev en vibrerende mobil op fra sin baglomme og snøftede.
”Hej, mor,” sagde han på perlende dansk. ”Ja, jeg er på stranden med Rasmus. Den er fin, mutti, vi er der klokken 17.” Han stak mobilen tilbage i baglommen og grinede fjoget.
”Jalla, min habibi, jalla. Vi har ikke tid til den.” sagde han.
”Yeah, min bro. Vi stikker.”
De to unge mænd gik videre langs stranden. Simon opdagede, at alle omkring ham sad og kiggede efter dem, med den samme hudfold mellem øjenbrynene. Det var også underligt. Simon troede ikke, at der længere var nogen, der talte på den måde. Döner-dansk, som man kaldte det for tyve år siden. I hvert fald var det lang tid siden, at Simon sidst havde hørt det.
Han lo for sig selv og kiggede ned mod strandkanten, hvor alle de små børn med vandkanderne var væk. Han så sig forundret om og kunne ikke forstå, hvordan de kollektivt havde fjernet sig fra vandkanten. Måske var det en børnehave, der var på udflugt. Det lignede det bare ikke, mente han. Det var mødre, ikke pædagoger, der sad sammen med børnene. Pædagoger ville ikke have det selvforglemmende og taknemmelige smil, som de kvinder, han havde set, havde haft. Det følte han sig overbevist om.
Han så sig omkring og opdagede huller i kroppen, der før dækkede stranden. Flere var åbenbart taget hjem. Ude i kanten af stranden stod en ung, tyk kvinde i skyggen af et træ. Hun havde foldet et omfangsrigt håndklæde om sin krop, og forsøgte med besvær at krænge badedragten af sig. Simon kunne se at hun var irritabel. Hendes kinder blussede, og indimellem fik hun bevæget sig, så der opstod revner i håndklædet og man kunne se hendes bulede bagdel. Simon morede sig og følte med hende, da hun endelig fik trukket badedragten ned over anklerne ved at løfte fødderne i noget, der lignede en kluntet dans.
Forpustet trådte hun et skridt tilbage, strammede håndklædet om sin krop og bukkede sig med spredte ben forover for at samle badedragten op.
Synet fik Simon til at knibe øjnene sammen i en smertefuld grimasse. Billeder af hvordan der så ud oppe under den tykke kvindes håndklæde fløj gennem hans hoved. De hvirvlede rundt og flaksede mod ham som flokke af råger. Han kneb øjnene hårdere sammen og forsøgte at få billederne til at forsvinde, men de blev ved med at springe frem imod ham med en rå nøgenhed. Han trak i sine øreflipper, og mærkede en skarp smerte, der skød ned som et lyn på indersiden af hjerneskallen. Smerten forsvandt, med samme hast som den var opstået, og med sig tog den billederne af det som håndklædet skjulte.
Simon sad lidt og ømmede sig. Han var forpustet og holdt øjnene lukkede, indtil han igen kunne trække vejret roligt. I hovedet murrede en svag smerte, der langsomt klingede af. Da den var væk, rejste han sig og foldede sit håndklæde sammen. Kvinden ved hans side lå stadig på ryggen, med kasketten over ansigtet. Varmen havde fået brystet til at flyde længere ud over overarmen. Brystvorten lignede stadig et øje, men nu kiggede den ned mod sandet med et tomt udtryk.
Simon trak sig op mod en bænk i skyggen af et træ. Når han bevægede sig, dunkede det stadig svagt i hjernen. Han trak sin termokande op fra kurven, men fandt ud af, at han hellere ville have en slurk svalende vand. Det havde han ikke pakket, og han kiggede sig omkring, for at se om der var en vandpost. Det var der ikke, og han tvang sig til at sidde roligt, indtil hans krop var faldet til ro. Han lukkede øjnene, og opdagede, at noget puslede under bænken ved hans fødder. Det var de små, gråbrune fugle, der havde siddet på hans bil. De kiggede på ham, mens de bevægede deres hoveder i hurtige ryk, og de sagde igen den korte lyd i kor.
Simon lagde hovedet på skrå og forsøgte at høre hvad de sagde. ”Sjilp, sjilp” lød det som. Simon smilte, da det lykkedes for ham at afkode deres lyd. Jo mere han lyttede, jo mere lød det som om de sagde ”Simon, Simon.”
2.
Simon stod foran teltet i skumringen og kiggede ud over himlen. Aftenen var gået med sen aftensmad på restauranten. Han havde siddet alene ved et bord, og kigget ud på havet gennem det store panoramavindue.
Restauranten lå på en bakketop, hvorfra han kunne se horisontens krumning. Uroen var svundet i takt med solens vandring mod havets streg. Simon gjorde sin spisning langsom for at nyde synet. For hver bid lagde han kniv og gaffel fra sig på tallerkenen, og gumlede længe. Efterhånden som gæsterne rejste sig fra bordene, faldt stilheden over restauranten. De gæster der var tilbage talte lavmælt og Simon hørte ikke længere klirren med bestik. Udenfor stod himlen i flammer, men tyst, så tankerne faldt til ro. Vin og kaffe hjalp ham med at føle sig ét med stemningen.
Langs strandkanten, gik par tæt sammenslyngede som sorte silhuetter. De lignede stolte dyr, der bevægede sig langsomt i mørket. Han bestilte ekstra kaffe, for at forlænge oplevelsen, og forlod først restauranten, da den unge tjener stod i baggrunden og kiggede på ham.
Vinden havde lagt sig, da Simon gik tilbage, og han kunne høre alt. Gruset knitrede under hans sejlersko, og luften føltes kølig i lungerne. Inden han gik ind i teltet, nød han solens sidste lys på himlen. Fra de andre telte, hørte han stemmer, der mumlede lavmælt. Enkelte af teltene, blev oplyst indefra af dæmpede lys, så de glødede i mørket med svage nylonfarver.
Efterhånden som solen trak sine stråler til sig, forsvandt de varme farver på himlen. Tilbage var kun de kolde toner fra det sidste turkisblå skær. Simon lod tankerne vandre ud i mørket. De kom tilbage, med en stille glæde, der føltes som kærtegn. I teltet, afklædte han sig langsomt, og lagde sig nøgen på luftmadrassen. Fra kufferten fandt han pandelampe, lakridsbolsjer og en bog med Tjekhovs skuespil frem. Han startede med Onkel Vanja og blev forundret over dybden af personernes lidelser.
Hovedpersonen Onkel Vanja følte, at han forgæves havde ofret sit liv for en idé, der viste sig at være en illusion. Han sagde, at hans følelser var som solstråler, der faldt ned i et hul i jorden. Hans niece, Sonja, var forelsket i en læge, der ikke elskede hende. Lægen drømte om at skabe bedre kår for skønhed og lykke, men blev fortæret af livslede og druknede sin sorg i vodka.
I historien var der en pensioneret professor, der var centrum for alles opmærksomhed. Han var uduelig og svælgede i selvmedlidenhed, og hans unge kone vandrede rundt i ørkesløs kedsomhed. De eneste, der ikke var opfyldt af selvhad og jammer, var tyendet og en forarmet godsejer. Tyendet forsonede sig med elendigheden uden at kny, og den fallerede godsejer kunne blive salig af fuglesang og simple glæder, som et veldækket frokostbord. Men alle andre stirrede sig blinde på deres egen kummer.
Simon kiggede fra bogen og op i teltdugen, der blev oplyst af pandelampen. Han forstod ikke, hvordan man kunne være opfyldt så intenst af sin egen elendighed som Tjekhovs personer var. Livet var jo smukt, uanset hvem man var. Det havde han følt så sent som i dag på stranden, hvor han blev en del af en stor, solbadende krop. Alle på stranden havde følt det og mærket det selvforglemmende fællesskab, solen skænkede dem. Rig og fattig, ung og gammel, alle havde været en del af det og taget til takke med den simple glæde, at ligge på stranden og lytte til havet og børnene. Det var en glæde, der ikke var forundt de få, men stod åben for alle.
Hvordan kunne man være så fortabt i sin egen begrædelighed, at man druknede i den? Han kunne forstå, hvis de var fattige, syge eller levede i krigsulykke, men Tjekhovs personer var velstillede godsejere, der levede i fredsommelig velstand på landet. Og alligevel var de ulykkelige.
Livet er trist, tåbeligt og beskidt, sagde lægen i stykket. Og dog havde han et nyttigt arbejde og venner, der elskede ham. Simons øjne faldt tilbage på den replik, hvor lægen sagde at folk om 100 år ville foragte dem for at have levet så tåbeligt og smagløst. 100 år, det var nu, tænkte Simon. Han foragtede ikke lægen eller de andre, men han forstod ikke deres elendighed.
Tjekhovs personer, funderede han, var som mennesker, der levede isoleret i en parentes. Livet, drømmene, alt det de begærede var på den anden side af parentesen, og når de rakte ud efter dét, der var på den anden side, fulgte parentesen med og holdt dem adskilt fra det, der skulle give dem livsfylde. De kunne ikke træde ind i livet. Aldrig var de tilfreds med det, som de kunne røre ved og favne. De var hele tiden forblændede af dét, der var uden for deres rækkevidde, og på den måde blev deres liv tømt for indhold.
Simon lagde bogen på sin mave. Professoren beklagede sig over, at hans stemme var så modbydelig, at den fyldte hans familie med fortvivlelse og raseri. Det kunne, tænkte Simon, være et udtryk for den selvmedlidendes overspændte følelser, men tanken greb ham. Kunne en stemme, ikke ordene, men stemmen alene være så hæslig, at den fremkaldte vrede og livslede i andre?
Han tænkte på, hvordan hans egen stemme lød og over hvordan den virkede på andre. Han genkaldte sig samtaler med familie, venner og kollegaer, og så opmærksomme ansigter, der lyttede med interesse og velvilje. Vist var der også bøjede ansigter og øjne, der stirrede livløst ud i luften, opdagede han, men det var vel kun naturligt, at dem man talte med indimellem kiggede bort, eller fik en association der fik tankerne til at vandre på afveje.
Han stirrede op i pandelampens lyskegle, og så ansigter på familie og kollegaer svæve forbi, indimellem så han grimasser, der viste spor af pine, når han talte. Var det hans stemme, der fremkaldte det ubehag? Han blev i tvivl om, hvordan hans egen stemme lød og overvejede, om han skulle tale højt for at afprøve den, men blev usikker på om nogen i de andre telte kunne høre ham og måske undre sig.
”Jeg hedder Simon,” sagde han med en stemme, der var så lav som mulig, uden at det blev til en hvisken, ”og jeg er på ferie.” Han gentog sætningen og lyttede til lyden, der kom fra hans strube, og efter om nogen i de andre telte rørte på sig.
”Jeg hedder Simon, og jeg er på ferie,” sagde han med lidt højere stemme. Han kunne høre at det var en lys stemme, og at der var noget smiskende over den, som om den ville indynde sig. Men der var også en slæbende slentren hen over vokalerne, så de blev trukket ud, hvilket kunne opfattes som udtryk for et selvsikkert og sanseligt gemyt. Han gentog sætningen flere gange, i forskellige tempi og med tryk på forskellige stavelser. Der var noget legende over hans måde at modulere vokalerne på, fandt han ud af.
Han kunne mærke læberne forme vokalerne med omhu og lyst, som om de var ivrige for at udtrykke dem med opfindsom kreativitet. Men det passede også med hans arbejde som arkitekt. Han levede af at lege med former og finde kreative og smukke løsninger på praktiske problemer. Ofte var det ganske vist med betonmaterialets livløse linjer og flader han arbejdede, men det krævede blot endnu mere opfindsomhed, og gav anledning til endnu større tilfredsstillelse, når det lykkedes at give en betonbygning liv.
Nej, han havde ikke noget tilfælles med Tjekhovs personer, og han kunne ikke identificere sig med deres lidelser. Professorens kone, kaldte sig selv for en trist, episodisk skikkelse. Livet er tømt for meningsfuldt indhold, sagde flere af dramaets personer, man spiser, drikker, sover og går til grunde i fortvivlende kedsomhed.
Også Simon spiste, drak og sov livet ud, men hvor stor forskel var der ikke på ham og Tjekhovs personer? De følte at livet slæbte sig afsted, og at dagenes ensformighed gjorde følelserne sløve.
”Mit liv slæber sig ikke afsted,” sagde han med høj og lys stemme op mod teltdugen. Tværtimod, tænkte han og stoppede tankerækken. Når han tænkte efter, var det nærmere som om dagene hvirvlede forbi, som sne mod en rude. Årene var hastet ind og ud af hans liv, uden at efterlade sig andre spor end det foregående år. Han tænkte tilbage på centrale begivenheder i sit liv, børnefødsler, eksamener, bryllup, arbejdssucceser, rejser, huse han havde boet i. En række af smukke og farverige billeder, der lagde sig oven på hinanden, så de ikke var til at skelne mellem. Eller rettere, de lignede de billeder han havde set hundrede gange før.
Han gik tilbage til sin barndom, og sine første minder med en lyseblå tophue, og vandrede frem gennem venner og år i kronologisk rækkefølge. Tankerne standsede ved gårsdagen, hvor han pakkede sin kuffert til denne ferie, og efterlod en følelse af, at årene var forsvundet sporløst og kun havde efterladt en grå masse. Han kunne ikke skelne det ene år fra det andet, og heller ikke sit unge jeg fra den han var i dag.
Men hans liv slæbte sig ikke afsted, fastholdt han, og han nød alle hverdagens banale rutiner med at spise, drikke, sove, vandre, arbejde. Hvert måltid og hvert nu var mættet af livsfylde, der fik hans krop og sjæl til at strutte af velvære.
Simons tanker blev afbrudt af en myg der summede oppe under teltloftet. Det lød som en klar og intens hyletone. Selv om han ikke kunne se den, var dens lyd så tydelig i nattens stilhed, at han for sit indre kunne visualisere dens søgende og træge færd oppe under teltdugen.
Da den satte sig et sted i mørket, gik det op for ham, at han heller ikke delte de drømme, Tjekhovs personer nærede. De drømte alle om et eller andet der kunne forandre deres liv. Faktisk, opdagede han, havde han slet ingen drømme. Ingen drømme om rejser, andet arbejde, andre kvinder, et nyt hus, eller et bedre liv. Han havde set frem til denne ferie, men uden hjertebanken og på samme måde, som han så frem til det næste veltilberedte måltid.
I Tjekhovs historie sagde lægen, at han ikke ventede sig mere af livet. Simon tænkte, at det egentlig også var sådan, han havde det. Han havde ingen længsler, ingen drømme, intet begær, ingen forhåbninger om at livet i morgen blev bedre. Livet var bedre, og var det hver dag. Der var intet at længes efter, når livet var en lang række af planlagte og velordnede øjeblikke, med tilfredsstillelse der blev indfriet som forventet.
Han kom i tanke om, at da han var ung, kunne han indimellem blive grebet af en følelse af, at noget godt var i vente, at noget anderledes og lykkeberusende ventede lige om hjørnet. Nogle gange kom det, og følelsen blev tilfredsstillet. Andre gange kom det ikke, og så blev han skuffet. Sådan havde han det ikke længere. Det gode kom hele tiden til ham, som en lang række af perler på en snor. En efter en, kom de, og fyldte hans liv med glæde.
Simon var begærløs og uden drømme, som Tjekhovs læge, men i modsætning til lægen, fastholdt Simon, så var han, Simon, ikke ulykkelig og fuld af lede. Tværtimod var han opfyldt af glæde og nærvær. Alligevel var der noget ved slægtskabet med Tjekhovs desillusionerede personer, der nagede ham. Var det ikke et gode at være begærfri og uden drømme? Han var tilfreds – hvad var der så at være utilfreds over?
Myggen forlod sit skjulested, og begyndte igen at svirre langsomt rundt i mørket med den gennemtrængende hyletone. Simon lyttede til myggen, og forsøgte at fastholde tanken på sin mætte livsglæde, men myggens lyd fik billedet til at blegne. Han sukkede og besluttede sig for at vente, indtil myggen havde sat sig. Den svævede stadig rundt under teltdugen. Han overvejede at dække sin krop til med vattæppet, men afviste det. Myggen skulle ikke vinde.
Indimellem kom den ind i lyskeglen fra pandelampen, hvor Simon kunne se, at den fløj med en søvngængers sløve bevægelser. Når myggen forsvandt ud i teltets mørke felter, steg lyden i intensitet, så Simon kunne fornemme vingernes vibrationer. Simon lyttede med tilbageholdt åndedræt, når den nærmede sig hans hoved. Når myggen summede i mørket, var effekten på trommehinden næsten smertefuld.
Da den endelig satte sig et sted i mørket, var Simon udmattet af at lytte. Han lukkede øjnene, og kunne pludselig lugte teltets nylon. Lugten var ubehagelig og fortrængte hans tanker. Han forsøgte at genkalde sig den afsluttende scene i Tjekhovs skuespil, hvor Sonja klyngede sig til håbet om, at der en dag ville komme bedre tider. Hans bestræbelser blev forstyrret af lyden, af en mand der snorkede i det fjerne, og fra barakkerne, kunne han høre lyden af et toilet, der blev skyllet ud.
Simon kneb øjnene sammen, og fokuserede på Sonja. I historiens slutning var kun hun og Onkel Vanja tilbage, alle andre var rejst, og de var begge ved at gå til i fortvivlelse. Sonja prøvede desperat at berolige onklen og hende selv. Livet skal leves, sagde hun. Tålmodigt måtte de bære de prøvelser skæbnen sendte dem, og en dag ville de opleve et liv der var lyst, smukt og elegant, og så ville de se tilbage på deres nuværende ulykke med medfølelse. En dag ville de finde hvile, sagde hun inden tæppefald.
Simon følte, at der var noget fortrøstningsfuldt ved Sonjas ord. De måtte være stoiske, ikke lade sig slå ud af livets slag, ikke blive opslugt af mørket omkring dem, ikke lade mismod spire i deres indre. De skulle arbejde, ikke drømme, og en dag vil lykken komme. Simon overvejede om det ikke også var det, han burde; arbejde. Han stirrede op i loftet. Tanken var meningsløs, men den blev alligevel ved med at vende tilbage. Hvad var meningen med at holde fri, ovenikøbet alene uden sin kone?
Han løftede bogen fra maven, og slog op på den afsluttende scene, hvor Sonja trøster sin onkel. Han opdagede, at han havde overset en sætning i hendes replik. Det var først i graven, på den anden side af livet, at hun håbede på, at de ville finde lykke og hvile. I dette liv var det ikke muligt.
Simon virrede med hovedet. Tanken var ham fuldstændig fremmed. Alligevel fik den et lys til at gå ud i hans indre, og han følte at han dalede i et sort tomrum. Han forsøgte at kæmpe imod, at bevæge armene, virre med hovedet og genkalde sig lyse billeder fra dagen på stranden, men kroppen virkede tømt for kræfter og han faldt i tomrummet. Teltet var en firkant, der blev sluppet fri i det kolde himmelrum, og hvis han rejste sig og gik ud, ville han blive suget ud i tomrummet.
Myggen bragte ham tilbage. Den summede igen, og med lyden, vendte teltets nylondufte og nattens fugtige kølighed tilbage. Simon opdagede, at hans øjne var fugtige. Og at han lå i en ubekvem stilling. På ryggen klæbede huden til luftmadrassen. Han forsøgte at ændre på sin stilling og mærkede jorden presse mod skulderbladet. Han trak vattæppet til sig, og dækkede sin krop. Pandelampen fjernede han, og med et suk slukkede han den og lagde den ved sin side. I mørket lyttede han til myggens summen. Han kunne mærke, at hans øjne blev ved med at være fugtige. Du skal være stoisk, sagde han til sig selv. Tapper.
