Forord
I 1617 udgav kong Chr. IV en ny kongelig forordning: Troldfolk og deres medvidere. I krigen mod katolicismen ønskede kongen at bekæmpe alle former for overtro og religiøs vranglære. Kun den lutheranske kristendom blev accepteret som legitim religion.
På det tidspunkt var der mange kristne sekter i omløb, og blandt folket var der en udbredt panteistisk tro på at alt var besjælet: sten, træer, sollys, tåge, kattehår, negle, urter, jomfrublod osv. – alt havde enten gode eller onde kræfter, og for personer med den rette indsigt var det muligt at tæmme kræfterne.
Evnen til at tøjle kræfterne blev forstærket, hvis man gik baglæns rundt om kirken og solgte sin sjæl til fanden. Deraf opstod de kloge koner, troldfolket, heksene. Når de først havde tæmmet kræfterne, kunne de bruge dem til at gøre skade mod andre, eller til at beskytte folk mod de ulykker der hele tiden lå på lur: Ildebrand, krigsulykker, barnedød, fattigdom, hunger, pest, malaria, misvækst i marken og kvæg der ikke gav mælk.
Fra 1617 og i de følgende år blev 2000 danskere, primært kvinder, anklaget for trolddom, halvdelen af dem blev brændt på bålet. Den sidste heks der blev brændt i Danmark, var Anne Palle i 1693. Alle retsdokumenterne fra den omfattende sag findes stadig, og hovedparten er udgivet af J.C. Jacobsen under titlen: Den sidste Hexebrænding i Danmark 1693.
Kongens sidste heks følger i detaljer retssagen mod Anne Palle og hele historien der gik forud. Ambitionen er at give en levende og realistisk skildring af ikke alene retssagen, men også af de levevilkår og tankesæt der muliggjorde troen på hekse – og nytten af at brænde dem.
Som rammefortælling benytter jeg det univers og persongalleri som jeg har udviklet i mine to tidligere historiske romaner; Kongens By og Pestlægen, der foregår i starten af 1600-tallet. Med til rammefortællingen hører Sidsel Andersdatter, en kvinde der blev anklaget for trolddom i Nakskov i 1641.
Hidtil har det været uklart om Sidsel Andersdatter blev brændt eller ej, fordi retsdokumentet der beskriver den endelige dom, er skrevet i en renæssancehåndskrift der er ualmindelig svær at tyde.
Forud for skrivningen af denne roman lykkedes det mig at finde en mand, den pensionerede dyrlæge Ole Westermann, der kunne læse den vanskelige håndskrift. Denne roman kan altså for første gang også afsløre hvilken skæbne der overgik den dødsdømte Sidsel Andersdatter.
I romanen optræder eksempler på de råd som troldkvinderne gav mod sygdomme og ulykker. Sygdomsbeskrivelserne og de gode råd lyder i dag så bizarre at de kan opfattes som udslag af en forfatters livlige fantasi.
Det er ikke tilfældet. Alle eksempler på de dårligdomme og sygdomsråd, der optræder i denne roman, er hentet fra de danske trolddomssager, især de store retssager i Nykøbing F., Helsingør og Køge.
De metoder troldkvinderne brugte til at udføre deres magi, signen, manen, målen, spåkunst, blystøbning etc., er også hentet fra retsdokumenterne. Beskrivelserne af sygdomme er citeret efter de danske troldkvinders klienter, og selv de mareridt der er omtalt i romanen, er hentet fra retsdokumenterne.
Det samme gælder de udtalelser som troldkvinderne kommer med i denne bog. Hovedparten er sprogligt let bearbejdede gengivelser af de forhør der fandt sted i Nykøbing F. i 1693. Stort set al, hvad den unge Ingeborg siger i denne roman, er citeret fra afhøringerne af hende i 1692.
Eksemplerne på trolddomskunst i denne roman er med andre ord ikke udtryk for forfatterens livlige fantasi, men for den folkelige forestillingsverden, der gjorde heksebålene mulige i 1600-tallet.
Del 1
1
September 1641
Sidsel Andersdatter lå på knæ i havens bagerste hjørne og flåede i en gren fra naboens hyldetræ. Grenen bøjede, men ville ikke knække. Sidsel stønnede. Kraften i den magre hånd ville ikke makke ret. Lungerne peb og sendte små skyer af damp ud mod den kolde efterårsluft. Hun gled bagover på gumpen og kiggede op mod naboens lille strandhus. Mads Glarmester havde allerede stængt skodderne, selv om himlen stadig var i sin skumring. Over hustagene svandt skæret fra solens eftergløder hastigt ind og blev omringet af mørkets kolde blå. Som alle andre var glarmesteren bange for natten og forsøgte at forskanse sig mod mørket og alle dets væsener. For Sidsel var nattens fremmarch på himlen tidspunktet, hvor porten til den anden verden blev åbnet. Ud ad porten myldrede mørket som en hær, der rykkede frem og opslugte alt. Sidsel stirrede stum og betaget. Dagens lys var nu kun et sølle pust fra en lungesyg frossenpes, omringet af mørket der strammede sækken om dagens sidste pauvre skær.
Hun så op mod husene. Bag dem lå havnen. Hun kunne se smalle striber af lys fra tællelamperne strømme ud fra alle strandhusene. Sidsel smålo. Folk ville blive skrækslagne, hvis de vidste, hvor mange revner de lod stå åbne mellem mørket og lyset. Hun lyttede efter, om nogen havde hørt hende rumstere. Glarmesterens unger kaldte hende førhen askegås, men ikke længere, ikke efter glarmesteren blev slagen af sot og lå måneder i sengen. Heller ikke fra værten, fisker Troelsen, der lod hende bo i baggårdsskuret, kom der lyde. Det var heller ikke dem i husene, hun var bange for at forstyrre, men hyldekongen og hans folk.
Hun så på hyldetræet. Nattens vindstilhed fik de slatne blade til at hænge ned som gespenster, der var hængt til tørre. Det lod til at hyldekongen ikke tog anstød af hendes færd. Ikke endnu, men hun måtte passe på ikke at vække hans vrede. Man vidste aldrig, hvad der fik hyldekongen op af jorden. Det var derfor hyldegrenene havde så stor kraft. Blev de vrede på en, blev man hyldeskudt og lå derefter med koldfeber i månedsvis.
Sidsel kom op på knæ og mærkede, at klæderne bagtil var forsjaskede af jordens væde. Hun var bentræt i hele kroppen, men følte sig trøstet af mørket og gav sig til at slide med hyldegrenen igen. Endelig brast den. Hun rejste sig op og trak den tynde bark af i lange strimler. Indenunder var vedet glat og fugtigt, desværre tørrede det hurtigt op. Hun skulle have haft kvindeblod at smøre grenen med, helst fra en urørt pige, det ville forstærke virkningen. Kvindeblod var magisk. Hvis man smurte det på et sværd, blev sværdet sløvt. Det fik planter til at gå ud. Hunde, der slikkede det, blev gale. Hvis en jomfru dryppede sit blod på en mark, fik det skadedyr som fluer, larver og biller til at falde døde om. Smurte man husets dørstolper ind i kvindens månedlige blod, kunne det holde al ond magi ude.
Sidsel løftede sine benklæder og stak en finger op i kløften. Det var som at røre en fisk, der længe havde ligget død i solen. Lugten var den samme, bemærkede hun, da hun førte fingeren op til næsen. Desværre var furen tørlagt for mange år siden. Hendes hund, Schack, kom heller ikke mere til hende. Førhen kom den hver måned for at slikke, men nu var den bange for hende. Han var hele tiden i hendes nærhed, men holdt sig på afstand.
”Schack!” hviskede hun ud i mørket. Hun kunne høre, at den raslede mellem nogle blade og blev tavs. Sidsel overvejede at gnide hyldegrenen mod sit skræv, men besluttede, at det var for farligt. Det kunne splitte koen ad. For to år siden havde hun ladet vandet ved en mødding uden for byen, og bagefter havde hun med hånden rørt ved en kalv, der gik rundt på møddingen. Effekten af Sidsels berøring var så voldsom, at kalven begyndte at springe og brøle hovedløst omkring. Til sidst faldt den død om, udaset og med tungen ud af halsen. Og det var kun udvortes, at kalven kom i berøring med hendes kraft. Hyldegrenen skulle indvortes. Sidsel rystede på hovedet. Virkningen var for usikker.
I stedet ville hun måle med barkstrimlerne. Hun fandt strimlerne på jorden, bandt en løs knude og kiggede op mod den sorte himmel. Hun sugede mørket ind i øjnene, og da de var fyldt op, lukkede hun hurtigt øjnene og strammede knuden. Det gentog hun med de øvrige strimler, og hun bandt dem sammen, så hun havde i alt 21 knuder, der indkapslede mørket. Knuderemmen bandt hun rundt om grenen som et håndtag, og når hun mødtes med de andre ved koen, kunne hun binde en knude op og slippe mørket løs, lidt ad gangen, indtil koen faldt død om.
Sidsel listede ud til stranden og fulgte vandet ned til byporten. Lyset fra stjernerne fik det sorte vand til at ulme med et blåt skær. Hun kunne høre Schacks skridt i sandet bag sig. Byporten var låst, men det var let at passere det lave vand, der løb i voldgraven under broen. Vandet svuppede i skoene på vejen ud mod Møllebugten. Småstenene i stien blev oplyst af himlens svage lys, så det virkede, som om hun gik i mørket på en bro af stjerner. Hun passerede natmandens hus, der var mørklagt, og fortsatte ud til markerne ved fiskerlejet. Ved en lille gruppe af træer standsede hun og lyttede.
”Der er hun,” hørte hun en stemme sige. Sidsel kiggede i stemmens retning og fik øje på små dampskyer der stod ud fra et par mørke skikkelser. Hun kunne høre en ko gumle og så den rette sine blanke øjne mod hende. Sidsel gik hen til gruppen. Rasmus Prås, natmanden, og hans sønner kiggede på hende uden at sige noget. De havde deres høje hatte på, og sønnerne havde ligesom deres far veste med skrå rækker af messingknapper på. De var alle små, næsten lige så lave som Sidsel. Natmandens smalle ansigt og hans små, skrå øjne fik Sidsel til at tænke på et dyr, ikke en rotte, men en blanding af en mår og en gnaver. Han var den eneste person, der kunne gøre hende bange, hvilket hun prøvede at skjule. Indtil videre havde han kun været god ved hende.
”Her er jeg,” sagde hun og skjulte hyldegrenen bag ryggen.
”Har du den med?” spurgte en af sønnerne.
Sidsel viste den lange, tynde gren frem. Nogle af sønnerne begyndte at fnise. Koen så sløvt på Sidsel. Hun rakte grenen frem mod natmanden og opfordrede ham til at tage den. Han beholdt hænderne i lommen, hvilket Sidsel tolkede som et tegn på frygt.
”En pind!” sagde en søn, der stak sin spidse næse frem og pegede leende på grenen. ”Hvad skade kan den lille pind udrette?” Natmanden holdt ham tilbage og så på grenen, Sidsel holdt i sin hånd, og som ikke var tykkere end en langemand.
”Den virker,” svarede Sidsel roligt. Hun rakte den over mod sønnen. ”Du kan selv prøve og mærke kraften.”
Sønnen trak sig tilbage og spyttede på jorden.
”Kan den gøre skade, uden at koen mærker det?” spurgte sønnen.
Spørgsmålet forvirrede Sidsel. Hvorfor talte han i gåder? Hun tiskede hånligt. ”Vil I bruge den?” spurgte hun og sendte dem et frittende blik.
”Kan den afholde koen fra at brøle? Og skade uden at skaden er synlig?” spurgte natmanden roligt.
Først nu forstod Sidsel, hvad de skulle bruge hende til. Natmanden havde til opgave at bortfjerne selvdøde dyr i sognet, hvilket byen betalte ham for. Det var en givtig gesjæft, især hvis kødet var frisk, og skindet kunne bruges. Derfor rendte natmandens sønner dagligt rundt på egnen for at opspore friske kadavere, og natmanden havde et veludviklet belønningssystem, der gav gode skillinger til folk, der tippede ham om et dødt dyr. Sidsel vidste, at natmanden og hans sønner indimellem, i ly af mørket, slog et får eller en ko ihjel, og næste dag opsøgte bonden og fortalte den beklagelige nyhed, at et af hans kreaturer var fundet død.
Problemet var, at bonden ofte undersøgte kadaveret for at finde ud af, hvad der havde forårsaget dets død, og indimellem fandt de noget, der gjorde dem mistænksomme; stiksår, mærker efter kvælning, tegn på forgiftning eller blod der løb ud af endetarmen. Bønderne kendte til natmandens metoder, lige så vel som han kendte til deres kvæg. Heldigvis vovede ingen andre end natmanden at røre ved et selvdødt dyr. Rædsler og smitsom elendighed lurede i de døde kropsvæsker, især hvis det var jordskudt. Rørte man ved dem, mistede man sin ære og blev ikke længere regnet blandt de hæderlige borgere. Det var kun natmanden og hans familie, der kunne partere og flå huden af et selvdødt dyr, men natmanden var alligevel optaget af at finde en metode, der kunne slå et dyr ihjel uden at efterlade spor, så han kunne arbejde i fred.
Sidsel slog sig på panden med grenen. Hvordan kunne hun være så dum først at opdage det nu? Da natmanden opsøgte hende, og lovede hende et halvt lispund kød, troede hun, at han spurgte, fordi han følte godhed for hende. De var på sin vis allierede, selv om han tilhørte de uærliges rækker.
”Hyldekongens gren virker som den skal,” sagde hun og rakte den igen frem mod natmanden.
”Du gør det,” sagde han og viste hende over til koen.
”Hvilket hul plejer I at bruge?” spurgte hun.
”Det hul hvor brællen vælter ud,” svarede en af sønnerne. Natmanden bandt et reb om koens mund, så den ikke kunne brøle, og sønnerne stimlede sammen på række på begge sider af koen for at hindre den i at flygte. Sidsel stak den spidse ende af grenen ind i koens endetarm. Koen virrede med hovedet og slog med halen, men stod ellers stille. Sidsel fingerede med barkstrimlerne i den anden ende og løste en knude op mens hun mumlede en remse. ”Bred dig, bred dig, nattens mørke, far frem mod blodet og få det til at stivne. Bred dig, bred dig.” Hendes øjne var lukkede, og tungen sprang rundt inde bag gummerne som en slange, der huggede i alle retninger. Når hun var færdig med remsen, åbnede hun øjnene og løste endnu en knude op, hvorpå hun fortsatte med at messe.
Efter den syvende knude, gav hun slip på grenen og trådte et skridt tilbage.
”Hvor længe skal vi vente?” spurgte en af sønnerne.
”Kraften vil virke om nogle øjeblikke,” svarede hun. Koen var blevet rolig, hvilket hun så som et tegn på, at den var ved at dø. ”Ventetiden kan vi bruge til at hvile os.” Hun satte sig på et gammelt hyttefad, der lå på jorden. Natmanden lænede sig op ad et tjørnetræ med en skæv stamme. Sønnerne gik ned til vandet. Hun kunne høre, at de kastede med små sten. Hun sukkede af velbehag. Benene var trætte, og det stak i lænden, men brystet var roligt og tankerne forstummede, mens hun sad og kiggede på vandet og himlen. Natten var så stille, at det eneste, hun kunne høre, var kluk og plop, når drengene kastede sten i vandet. Og koens tænder der kværnede græs. Natmanden kunne hun ikke høre. Det var som om han var en del af træet. Tavs og uigennemtrængelig som tjørnen, han hvilede sig opad. Hun spekulerede over, hvad han var for en, men blev afbrudt af sønnerne, der kom tilbage.
”Skal vi kigge?” spurgte de.
Sidsel og natmanden rejste sig og gik hen til koen. Den stod sindigt og gumlede, og lod ikke til at være mærket af pinden, der stod ud fra dens ende.
”Der er gået både et og flere øjeblikke,” sagde en af sønnerne. De stod rundt om koen og kiggede alle hen på Sidsel.
”Jeg kan løsne flere knuder,” svarede hun.
”Jeg sagde det, far,” sagde en af de ældre sønner. ”Hun duer ikke. Vi kan ikke bruge hende.”
Natmanden sukkede. ”Tag din pind,” sagde han. Stemmen var rolig. Sidsel gjorde som han sagde og trak den ud af koens slimede endetarm. Hun holdt den op mod himlens lysskær, og så den glinse. ”Tag den med dig,” fortsatte natmanden. ”Ingen må finde spor efter måling eller anden trolddom.”
”Er vi allerede færdige?” spurgte hun overrasket.
”Du er. Gå væk herfra.”
”Jamen …” Hun så de lækre kødstykker forsvinde i mørket. Hun blev stående og så sønnerne samle sig om koen. En af dem fandt en tung gren frem fra buskadset, spidsen af et grantræ, hvor sidegrenene var skåret af, så stumperne stod tilbage som spidse modhager. Grenen var tyk som en arm og mens natmanden kneblede rebet stramt om koens mund greb sønnerne fast om koens ben og pressede sig ind mod dens flanker.
Drengen med kæppen stak den tykke ende ind i koens endetarm, så det sagde en svuppende lyd. Koen brølede med lukket mund og forsøgte at kæmpe sig fri. Drengen trak kæppen ud og skubbede den ind igen, frem og tilbage, ind og rundt i hjørnerne og ud igen, næsten som når en malkepige kærnede smør, tænkte Sidsel. Da han trak kæppen ud, var den tung og sølet af blod. Koen var holdt op med at sparke bagud og haltede sidelæns væk fra sønnerne. Natmanden holdt fast i rebet, indtil koen faldt over mod et træ. Øjnene løb op og ned og den forsøgte at trække vejret gennem de sammensnørede næsebor. Smalle søjler af damp stod ud fra snuden, indtil de hektiske åndedrag stilnede af. Til sidst stod øjnene stille.
Natmanden gik hen til Sidsel. ”Den bløder ihjel,” forklarede han. ”Men som du kan se,” han pegede på koens bagende, ”så vælter blodet ud af den. Også ud af munden.”
”Kan I ikke bare vaske blodet væk?”
Han rystede på hovedet. ”Blod er ikke sådan at vaske bort. Har du andre metoder end den pind? Vi skal bruge en der virker.”
Sidsel så på sin pind. Måske var det et forladt træ. Måske boede hyldekongen slet ikke i jorden under naboens hyldetræ. Når hun tænkte over det, så havde hun i de måneder, hvor hun boede i fiskerens skur, aldrig hørt lyde fra glarmesterens hyldetræ. Det kunne forklare det manglende resultat. Hvis hyldekongen ikke boede under træet, havde det ingen kraft. Hun overvejede at forklare det til natmanden, men undlod for ikke at komplicere sagen.
”Jeg skal tænke over det,” sagde hun.
Sidsel sjokkede tilbage mod byen. Schack havde forladt hende. Næste morgen kom en af natmandens sønner forbi hendes skur med en luns kød der var pakket ind i skind.
”For din tavshed, ikke din hjælp,” sagde han og gik.
2
Povel Madsen sad i salen på rådhuset. Mødet var slut, og de andre rådmænd var på vej ud ad døren. Povel gav sig god tid. Han nød at sidde på byrådets stol og være en del af byens førende mænd. Han havde kæmpet sig op fra små kår, først som toldskriver og rodemester, siden som byfoged, og for fire år siden var han blevet valgt som rådmand. Det gav ham en lang række privilegier, blandt andet 1 pundeland markjord ude ved Skalkenæs, en beskeden, men fast andel af byens indtægter og retten til at sidde med ved bordet, når der opstod fordelagtige forretningsmuligheder.
Det sidste havde han endnu ikke forstået at udnytte. Når et kapret skib lagde til i havnen, eller når kongen bestilte forsyninger til de udenlandske lejetropper, som hele tiden rejste rundt i landsdelen, var de andre rådmænd klar og gjorde deres indsatser, mens Povel sad og lurepassede, usikker på om han turde give sig i kast med handelsbetingelser, der var svære at overskue og umulige at kontrollere. De andre rådmænd kaldte ham Mussepovel og hånlo, når deres vovemod blev belønnet med klingende mønt. Hans kone bebrejdede ham og sagde, at han gik med hovedet under armen. Der var ingen tvivl om, at hans forsigtighed var skyld i, at de stadig boede i den udmærkede Tilegade, men ikke i den finere Søndergade.
”Nå, er De ved at være færdig?” spurgte borgmester Mads Bergen. Han stod foran Povel med sin høje spidshat, kappen om skulderen og en sort stok i hånden. Sølvringe prydede hans fingre. Povel så op fra sine papirer, som han var ved at underskrive. Han forsøgte at gøre sin underskrift enkel, uden de mange krummelurer og falbelader som et par af de andre rådmænd yndede at pynte deres signaturer med, men han kunne alligevel godt lide at give sig god tid, når han skulle skrive sit navn på et af byens dokumenter. Det gjorde ham stolt at se sit navn griflet i sort blæk ved siden af de røde seglklatter, hvori byens våbenskjold var aftrykt. Han havde flere måder at stave sit navn på. Poffvell Madßøns, Poueffvell Mattzenß. Eller det mere ligefremme Povel Madsen. I alt 11 stavemåder brugte han, og han kunne lide at bruge dem alle. Han så op på borgmesterens spidse hageskæg. Mads Bergen var en af byens rigeste mænd. Hele 3 gårde havde han i Søndergade med matrikler, der strakte sig helt ned til havnen, hvor skuder uden ophør blev lastet og skibet med varer fra og til hans gårde.
”Nu er jeg færdig,” svarede Povel og samlede papirerne. Bergen smilede afventende til ham. Povel vidste, at borgmesteren følte godhed for ham, men han savnede stadig den gamle borgmester Hans Boesen. Det var Boesen, der havde taget Povel til sig og ydet ham beskyttelse og hjulpet ham ind i byens øverste række. Det var ti år, siden Boesen mistede livet til pesten. Han, der altid havde været opsvulmet som et markedstelt, endte indskrumpet som en brøddej, hvor gæren var gået død. De førhen runde kinder hang slatne ned, og selv i ansigtet var huden fuld af blåsorte bylder.
”Så er der lige en ting, som den nye byfoged vil drøfte med Dem. Han står uden for døren og venter.”
Det irriterede Povel, at de stadig kaldte Niels Nielsen for den nye byfoged og han, Povel, for den gamle byfoged. Det var fire år siden Povel sluttede som byens øverste ordenshåndhæver, og Nielsen tog over. Alligevel blev Nielsen ved med at komme rendende og belemrede Povel med sager, som han ville have, at Povel skulle hjælpe ham med at løse.
”Vis ham ind,” svarede Povel i en dæmpet tone og blev siddende. Han ville have, at Nielsen skulle mærke, at han var i afmålt audiens.
Nielsen væltede ind ad døren med filthatten i hånden og bukkede. Nielsens lange, ranglede krop var altid i bevægelse. Han var altid på vej et sted hen, talte hurtigt og gestikulerede uroligt med hænderne, så de lignede spurve, der flaksede om et foderbræt. Povel blev forpustet af at være i hans nærhed.
Som byfoged var Nielsen ikke meget bevendt, når det gjaldt kriminalsager, ligesom Povel heller ikke havde været, men som forretningsmand var Nielsen uovertruffen. Povel beundrede hans tæft og vigør. For fire år siden var Nielsen en almindelig tolder, nu havde han ikke alene gård i Søndergade, men også andel i et skib der sejlede til Lübeck. Nielsen havde tilmed været så durkdreven at foreslå kongen, at han, Nielsen, forpagtede tolden af alle varer, der blev indskibet i havnen. Overraskende nok havde kongen accepteret hans forslag, dog i mindre målestok. Mod en årlig betaling på 360 rigsdaler fik Nielsen tilladelse til at forpagte tolden på al fremmed øl, maltøl, mjød, danstøl, dansk eddike og brændevin som blev indført i havnen. De andre rådmænd havde været stumme af forbløffelse over Nielsens vovemod, og over at hans frækhed lykkedes.
Nielsen ville nå langt, det var der ikke tvivl om, hvis ellers han kunne styre sit temperament. Det var en anden side af ham, at han hele tiden ragede uklar med folk og startede tvister, der skulle afgøres på byens ting eller i landsretten i Maribo.
For et par år siden sendte kongen en grov reprimande til Nielsen, fordi han havde overfaldet Margrethe Madsdatter på hendes gård i Stokkemarke og offentligt kaldt hende en række smædeord, der såede tvivl om hendes ære og hæder. Margrethes mand eftergav kravene mod Nielsen, hvis han tog sine ord tilbage. Der blev ovenikøbet udformet en kontrakt på bytinget, i overværelse af otte stokkemænd, mellem Nielsen og Margrethes mand, der skulle bilægge striden. Men Nielsen nægtede hårdnakket at underskrive kontrakten. Margrethe havde derfor skrevet til kongen og beskyldt Nielsen for ærekrænkelser. Kongen gav hende medhold og krævede, at Nielsen tog sine ord tilbage. Så vidt Povel vidste, havde Nielsen stadig ikke underskrevet kontrakten eller trukket sine ord tilbage. Povel kunne ikke forstå, hvordan Nielsen turde modsætte sig kongens ordre.
Og så var der sagen med Sidsel Andersdatter. I foråret 1639 havde Mads Glarmester fra stranden udlagt Sidsel som troldkvinde, fordi hun havde lovet ham ondt, hvorpå hans ben blev lamme, og kroppen sygnede ind. Byfogeden og to andre borgere havde sluttet sig til anklagen, og den 25. juni 1639 dømte 16 nævninge i bytinget hende til bål og brand. Som det altid var tilfældet med dødsdomme, skulle dommen over Sidsel Andersdatter afprøves ved Landsretten i Maribo, inden dommen kunne eksekveres.
I Maribo havde dommer Laurids Bille den 14. august 1639 overraskende nok, og til Nielsens store fortrydelse, frifundet Sidsel og underkendt Bytingets dom, primært på grund af Nielsens håndtering af sagen. Trods Nielsens procedurefejl valgte byrådet og de 16 nævninge at støtte Nielsen i at anke Landsrettens afgørelse til Kongens Retterting, det danske riges øverste domstol, hvor kong Chr. IV egenhændigt sad sammen med 16 af landets fineste adelsfolk og afgjorde tvister blandt adelen og andre særligt vanskelige sager, der udpegede retningen for, hvordan Danmark blev forvaltet, og hvorunder folket skulle leve.
Det var nu to år siden, at byrådet havde anket afgørelsen til Rettertinget, og de ventede stadig på, at sagen kom for kongen og hans mænd. Byrådet håbede på, at de snart blev indkaldt, ikke mindst i betragtning af, at Nielsen ikke kunne slippe sagen, men blev ved med at rette anklager mod Sidsel. Ovenikøbet havde de været nødt til at sætte Sidsel fri, indtil sagen blev afgjort ved Rettertinget.
Det var som altid anklageren, der skulle betale for den fængslede persons ophold i arresten, mad, tællelys, tømning af latriner osv., indtil sagen var afgjort. Og Nielsen havde betalt for de første måneder, hvor Sidsel var anbragt i hullet på torvet, men da det stod klart, at kongen havde vigtigere ting at tage sig af, og sagen trak ud, blev Sidsel sluppet ud og levede nu et sted i byen. Povel havde ligesom de fleste andre rådmænd ikke den store tiltro til historierne om Sidsels trolddomsevner, men syntes alligevel, at det var ubekvemt, at der i byen rendte en kvinde rundt, som folk mente, kunne skade andre med magi. Men hun havde borgerbrev og artede sig, så vidt Povel vidste, godt.
”Hvad kan jeg hjælpe Dem med?” spurgte Povel fra sin stol. Han håbede, at det ikke var endnu en sag om Sidsel.
”Det er vores kvæg!” sagde Nielsen og klemte sin hatteskygge.
”Kvæg?”
”Den ko som De købte en andel af. Den er fundet død.”
Povel rejste sig op. Det var efterårets slagtekvæg, den der skulle sikre ham kød vinteren over.
”Natmanden sendte en af sine sønner i morges. Den er fundet død ude i Møllebugten.” Nielsens øjne fik et blankt skær og hans læber bævede. ”Hvad gør vi? Er den fortabt?” Den runde hat roterede i hans hænder.
Povel forsøgte at virke fattet. ”Død? Har De været ude og inspicere den?”
Nielsen rystede på hovedet. ”Min kone, mine børn!” Han slog ud med hænderne og hikstede med gråd i halsen. ”Vi skulle leve af den ko gennem vinteren!”
Povel krympede sig. Han kunne ikke forstå, hvorfor Nielsen ikke kunne tøjle sine følelser. Det var upassende at stå i rådhuset og jamre. Det var endnu en ting Povel havde imod den nye byfoged, at han ikke forstod at skjule sit indre. Povel vendte siden til ham og rettede på folderne i sin kjortel i håb om, at det ville få Nielsen til at samle sig. Men forgæves, følelserne blev ved med at sprutte ud af Nielsens lange krop.
”Skal vi tage ud og se koen?” spurgte Povel i et forsøg på at stoppe ham. ”Måske er der noget af det, der kan reddes?”
På stien ud til Møllebugten gik Nielsen forpint ved hans side. Han var ti år yngre og et hoved højere end Povel. Povel var irriteret over at han brugte al sin energi på at forholde sig til Nielsens følelser, og ikke til sin egen situation. De råbte natmanden an ved hans hus. Han kom ud og viste dem vej. Ved fiskerlejet lå koen op ad et tjørnetræ. Ryggen stod i en skæv vinkel rundt om stammen og hovedet var trykket ned i græsset.
”Fandt du den sådan?” spurgte Povel og så på natmanden.
”Ja. Ifølge markvogteren gik den i går rundt i folden, men den må være sluppet fri i mørket.”
”Og markvogteren havde ikke bemærket nogen sygdom?”
”Nej. Han vidste heller ikke, hvordan den var sluppet ud.”
Povel så på natmanden. Han var blevet synlig ældet i de senere år. Håret var askegråt og huden i det smalle ansigt var som ru læder. Øjnene havde mistet det spotske glimt, som han altid havde haft.
”Har du et bud på, hvad der er sket?”
Natmanden trak på skulderen. ”Man er natmand, ikke medicus.”
Nielsen stod bøjet over koen og forsøgte at dreje dens hoved med en gren. Povel så på græsset, der var nedtrådt af mange fødder. Jorden havde dybe spor efter klove.
”Hvad er der sket her?” Povel pegede på græsset og så på natmanden.
”Det ser ud, som om den har været i pine,” svarede han med en uskyldig mine.
”Det er spor efter menneskefødder.”
”Måske har en fisker renset garn her?” Natmanden så spørgende på Povel.
Nielsen bandede. ”Dødsstivheden gør det umuligt at vende hovedet. Vil du vende den rundt?” Han smed kæppen foran natmandens fødder.
”Jeg skal have mine sønner til hjælp. Den er for tung for mig alene, desværre.”
Povel kunne se, at Nielsens øjne begyndte at brænde og gik ind foran ham, inden Nielsen nåede hen til natmanden.
”Måske kan vi undersøge den, som den er?” forslog Povel og fik vendt Nielsen mod koen.
”Der er blod på dens bagben,” sagde Nielsen. Povel knælede ved koens bagende. Nielsen havde ret. Noget der lignede blod kunne anes mellem hårene på det nederste af benet. Længere oppe var der ingenting at se, og gattet var rent og rosafarvet. Græsset under koen var kort og trævlet, som var det revet af, og der var strøget et lag jord ud mellem dens bagben.
Povel rejste sig op og så på natmanden. Det var ikke længere hans opgave at tage sig af sognets bæster, og han tøjlede sin lyst til at samle kæppen op fra græsset og prygle natmanden sønder.
”Måske er det smitsom sygdom,” sagde natmanden. Han så ud som om han kunne læse Povels tanker. ”I så fald må vi hellere fjerne og bortskaffe kadaveret, inden det smitter byens øvrige kvæg.”
”Kan vi ikke spise dyret alligevel?” spurgte Nielsen og så hen over koen.
”Det vil jeg ikke tilråde,” svarede natmanden med en alvorlig mine. ”Det kan være befængt.”
Nielsen bandede og gik derfra. Povel fulgte efter.
”Alting er som forbandet,” klynkede Nielsen, mens de gik tilbage mod byen. Han havde taget filthatten af og klemte den til en bylt med hænderne. ”Høsten slår fejl, mine børn dør af pestilens, og kongens krigsvæsen gør det vanskeligt at drive handel over søen.” Mellem forbandelserne så han på Povel med rasende øjne, som om det var Povels ansvar at forklare, hvorfor kornet ikke ville gro. Ved byporten opdagede Povel en pind, der lå i vandet under broen. De gik videre ind gennem porten til lyden af Nielsens tirader, da det gik op for Povel, at der var noget underligt ved pinden.
”Hvad skal De?” spurgte Nielsen ærgerligt. Povel gik tilbage gennem porten og kravlede ned under broen. ”Hvad er det?” spurgte Nielsen, da Povel vendte tilbage med en afbarket pind fra en hyld. I den tykke ende var barken bundet til knuder og viklet om pinden som et håndtag.
”Knuder,” sagde Povel.
Nielsen veg forskrækket tilbage. ”Er den blevet brugt til måling? Smid den!”
Povel forstod hans frygt. Da Chr. IV i 1617 udsendte en ny forordning om ”Troldfolk og deres medvidere” forbød han ikke alene den sorte, skadevoldende magi, men også den hvide, godgørende magi som folk altid havde brugt til at beskytte sig selv, deres børn, hus, husdyr, helbred og marker med. Kongen havde forbudt signen, manen og målen, og ikke kun dem, der udøvede magien, blev straffet, men også de personer, der benyttede troldfolk, deres medvidere. Hvis man alligevel gav sig af med den gamle folketro, risikerede man landsforvisning, forbrudt hovedlod, tortur eller i værste fald bålstraf.
I de 24 år, der var gået, siden kongen strammede grebet om den gamle folketro, var næsten 2.000 danskere, primært kvinder, blev udlagt som troldfolk. Halvdelen af dem havde lidt døden på bålet. Det var derfor Chr. IV blandt almuen blev kaldt den store kvindemorder.
Povel og de andre rådmænd havde haft held til at forhindre, at byen blev plaget af de bølger af beskyldninger, som havde ramt andre danske byer, blandt andet Køge, Helsingør og Ribe. Retssagerne i de byer havde vist, hvor farlige trolddomsanklagerne var. Hvis de først fik fat i befolkningen, kunne alle ende på anklagebænken og risikere, at 10-15 år gamle tvister og skænderier blev bragt til torvs og brugt som bevis for, at man havde grund til at love andre ondt.
Retssagerne kostede formuer, fordi så mange blev involveret, vidner, nævninge, undersøgere, kirkenævn, anklagere, dommere, fangevogtere, bødler. Men det var ikke det værste. Heller ikke at præsten fra prædikestolen belærte borgerne om, at de alle var skyld i, at djævlen nu rendte rundt i byen i ledtog med en troldkvinde, og at alle byens borgere derfor skulle love bod, bedring og fromhed, hvis ikke gud skulle straffe byen kollektivt ved for eksempel at slå kornet ned eller sende endnu en sky af smitsom sygdom gennem byen.
Nej, det værste var den stemning af mistillid og frygt, som trolddomsanklagerne skabte blandt borgerne. Alt gik i stå. Alle mistænkte og frygtede hinanden. Folk turde ikke lukke andre ind i deres hus af frygt for, at de ville efterlade en ødelæggende amulet skjult under et trappetrin. Mærkede man smerter i ryggen, kunne det være naboen, der havde kastet onde øjne på en. Folk gik rundt i konstant ængstelse for, at deres familie, høst eller husdyr blev udsat for skadevoldende magi. Folk blev forsigtige, rædde for at blotte sig, turde ikke indgå aftaler med andre. De frygtede mørket, revner og alle slags åbninger, hvor fanden kunne trænge ind. De barrikaderede sig i deres hjem og skævede ud med bange øjne.
Dertil kom frygten for at blive udpeget som troldfolk. Når beskyldningerne først føg, var det ikke til at vide, hvem der blev anklaget. Hvis myndighedspersoner afviste at føre en trolddomssag, eller hvis almindelige borgere stillede sig tvivlende over for anklagerne, kunne de risikere, at det blev udlagt som et bevis for, at de selv stod i ledtog med antikrist.
”Det kan være børn,” forsøgte Povel at berolige Nielsen med. Byfogedens ansigt var blevet rødmosset af angst og arrigskab.
”Ved De, hvor troldkællingen bor?” spurgte Nielsen. Han pustede tungt og pegede ned mod havnen. ”Lige hernede ved stranden bor hun i et skur i fisker Troelsens kålgård.”
Inden Povel kunne nå at modsige ham, stak Nielsen af, ned mod stranden. Det var upassende for en rådmand at forivre sig, så Povel nøjedes med at følge efter i hastig gangart. Da han nåede ned til stranden, så han Nielsen forsvinde ind mellem nogle hytter. Povel satte efter og kunne høre en kvinde skrige inde fra en baggård.
”Stop!” råbte han. Han så ryggen af Nielsen, der stod foroverbøjet i et lavt skur. Armen gik op og ned. Skrigene lød som om de kom fra en hønsegård, hvor ræven var trængt ind. Povel maste sig ind gennem den smalle dør og skubbede Nielsen til side. Den gamle kone lå oven på en bunke af tjærede garn. Hendes kinder havde røde striber efter rebet Nielsen holdt i sin hånd. Den gamle kone begyndte at hvæse som en kat, da hun så at slagene tog af.
”Hvorfor har du forgjort mit kvæg?” råbte Nielsen.
Povel tog fat i hans arme og skubbe ham baglæns ud af skuret. ”De kan ikke blive ved med at forfølge den kvinde,” formanede Povel ham. ”Bystyret taber sagen mod Sidsel Andersdatter, hvis De bliver ved med at fare frem på den måde.”
”Hun er satans yngel. Hvorfor gør hun det?”
”Lad mig tale med hende.” Povel gik ind i skuret, hvor Sidsel var blevet stille. Han holdt pinden frem mod hende. ”Kender du til denne gren?”
”Nej.” Hun gjorde sine øjne store og satte en forskrækket grimasse op.
Povel så på hende. Hun stirrede på pinden og beholdt grimassen, mens hun bevægede hovedet langsomt fra side til side. Hun ligner ikke et menneske, tænkte han.
”Har du været ude for at måle?” Han viste hende barkknuderne.
”Nej,” svarede hun, men øjnene slog over i et listigt smil.
Povel slog hende over kinden med pinden med et hurtigt svirp og fortrød det straks. Den gamle kone lo, da hun var kommet sig over forskrækkelsen.
”Skal man brænde, da skal andre brænde med,” sagde hun og så for første gang op på Povel og mødte hans blik. Hendes øjne var fulde af skadefro. Povel forstod Nielsens lede ved den gamle kælling.
”Har du været ude ved Møllebugten og volde ondt mod byens kvæg?”
Hun svarede ikke, men spot spillede i hendes lysegrå øjne.
”Har du omgang med natmanden?”
”Skal man brænde, skal andre brænde med,” gentog hun. Der var kommet et uhyggeligt lys i hendes øjne. Povel trak sig tilbage og gik ud til Nielsen, der stod i kålgården og masserede sin skuldre. Inde i fisker Troelsens hus kunne han ane en mørk skikkelse, der så ud på dem.
”Hvad siger hun?” spurgte Nielsen.
”Ikke meget.”
”Kan hun stå i ledtog med natmanden?”
Povel trak på skulderen. Det ville være umuligt at bevise. Natmanden levede i en anden verden, som det var umuligt for byens ærefulde borgere at trænge ind i.
”Jeg tager ud og rusker i ham.” Nielsen så ud, som om han allerede var på vej.
”Det må De ikke.” Povel holdt fast i Nielsens skulder, men slap den igen. ”Vi har ikke andre der kan varetage hans arbejde.”
Nielsen så på Povel. ”Der er masser af æreløse skøjere og omvandrende fattiglemmer, som vi kan få til at tømme byens latriner.”
”Det har vi prøvet. Men de er ikke til at stole på. Enten dør de eller de går under i drukkenskab med den første løn. Natmand Rasmus Prås og hans familie har i flere generationer taget sig af byens skarn. Bystyret har et par gange forsøgt at gøre op med hans vælde, men hver gang har skarnet hobet sig op i gaderne, så stanken har været ulidelig. Natmanden holder aftalerne, og derfor må vi leve med ham.”
”Han er urørlig? Også hvis det er ham der har slået vores kvæg ihjel?”
Povel så op mod fiskerens hus. Det spørgsmål havde han ikke svar på. Med natmandens tjenester fulgte en pris. Povel vidste at natmanden havde et stort netværk af kriminelle, omflakkere, tiggere, deserterede soldater, løsgængere uden borgerbrev og utugtige kvinder. Det var en isoleret verden, som var umulig at trænge ind i, og som bevidst udnyttede borgernes skræk for at blive smittet af de æreløses samfund. For byens borgere var natmanden æreløs, men blandt de udskudte var han konge. Han var bindeleddet mellem de to verdner, den der ikke kunne undværes. Povel bandede for sig selv.
”Vi kan spørge fiskeren, om han har set noget,” foreslog han for at aflede Nielsens tanker om natmanden og pegede op mod Troelsens hus. De slog på husets afskallede bagdør. Fiskeren åbnede døren på klem og lod et øje komme til syne.
”Vi har et spørgsmål om din lejer,” sagde Povel og fortrød at han havde taget ordet. Han trak sig til side og overlod scenen til Nielsen.
”Har du bemærket noget mistænkeligt ved kællingen?” spurgte Nielsen og pegede bagud med tommelfingeren.
Fiskeren så ned mod skuret og rystede på hovedet. Det synlige øje forsvandt bag døren og dukkede op igen i revnen.
”Har du set hende rende rundt ved nattetid?” Fiskeren rystede igen på sit gråskæggede hoved.
”Det virkede, som om han var bange,” sagde Nielsen, da de bagefter stod ude ved stranden.
Povel så ud over vandet og nikkede. Det var også hans tanke.
”Skal vi ikke tage ud og snakke med Rasmus Prås?” spurgte Nielsen og så udfordrende på Povel.
Povel følte sig beklemt. Han havde lovet sin kone, at han ikke længere skulle give sig af med byfogedens arbejde. Det ville bare ende galt, hvis han som rådmand ikke forstod at holde rollerne adskilte. Han så et skib, der var på vej ind mod havnen.
”Det ser ud til, at Deres skib vender tilbage,” sagde han og pegede. Et par skibsdrenge hang i masterne og var ved at rebe sejlene.
Nielsen livede op ved synet. ”Mit skib. Det kommer fra Lübeck – forhåbentlig med gode nyheder.”
Povel smilede med Nielsen. Det var et smukt syn. Skibet gled langsomt gennem havnens sorte vand, og solen skinnede på de grå sejl. Povel fik øje på den unge skipper, Ole Boesen, der stod agter ved roret. Et stykke fra ham stod en rund, lavstammet kvinde, som Povel ikke havde set før. De stod begge tavse og ubevægelige.
Nielsen stak i løb ned mod landingsbroen ved Bybrostrædet, hvor skibet ville lægge til. Han tog imod stropperne og hjalp skibsdrengene med at fortøjre skibet. Povel så ham gå rundt på dækket. Han gestikulerede ivrigt og løftede på kasser og sække, der var bastet til skibet.
Skipperen og kvinden blev stående hver for sig i agterenden, og gjorde ikke mine til at gå i land. Trods afstanden fik Povel indtryk af, at der hang ulykke ved dem. Han så på Nielsen, der gik rundt og endevendte alle kasser. Hans bevægelser virkede anspændte og ængstelige. Trods sin modvilje mod Nielsen kunne Povel ikke lade være med at føle medlidenhed med manden. Han virkede forpint og ængstelig, som gik han rundt i en konstant uro.
