1.
Julie lå i en døs og havde svært ved at vågne. Hun forsøgte at bevæge hovedet, men det fik smerter til at stråle fra panden og ned over ansigtet. Strålerne fik resten af kroppen til at vågne, og straks var det, som om små tænder flåede overalt og bed hul i hendes hud. Hun tog mod til sig og åbnede øjnene for at se, om noget havde forandret sig.
Det var stadig det samme hul, hun kiggede ned igennem. En massagebriks, det var det, hun lå på. Det var hun sikker på. Hun kunne genkende følelsen af læder i den ovale ring. Hun havde ofte ligget på en massagebriks og nydt behagelige berøringer, der langsomt lullede hende over i søvnen. Nu var massagebænken et helvede.
Hun forsøgte at ændre på kroppens stilling for at lindre smerterne, men det var svært at røre sig. Hun lå fastspændt på maven og med hovedet presset ned i hullet til ansigtet. Armene var bundet sammen på ryggen med plastikstrips; det kunne hun mærke på de skarpe kanter, der skar sig ind i huden. Men hun havde stadig ikke regnet ud, hvad det var, der pressede hendes ansigt ned mod hullet. Når hun forsøgte at løfte hovedet, stoppede bevægelsen efter mindre end 1 centimeter.
Hun så ned på gulvet. Det var det samme gulv, beskidt og gråt, som om det ikke havde været i brug i 100 år. Men hun kunne ikke se, om det var trægulv, terrazzo eller beton. Det grå støvlag var for tykt. Selv i den smule lys, der indimellem kom fra et sted til højre for briksen, var det umuligt at afgøre, hvad gulvet bestod af. Og det var det eneste, hun kunne se - gulvet gennem hullet i massagebriksen.
Hun var ikke sikker på, om lyset kom fra et vindue eller en åben dør. Var det et kælderrum, hun var i? Hun vidste det ikke. Der lugtede ikke af kælder, syntes hun i starten. Nu vidste hun det ikke. Hendes lugtesans kunne ikke længere afgøre, om luften var tung og fugtig som i en kælder.
Lyde var der ikke mange af, og de, der var, var så svage, at hun var i tvivl, om det var noget, hun bildte sig. Indimellem mente hun at kunne høre en svag brummen, som fra en dæmpet motor langt borte. Det lød, som om lydene vandrede gennem tykke mure. Nogle gange mente hun at kunne høre småfugle pippe et sted udenfor, men stemmerne var lave og få, og hun hældede mest til, at det var en lyd, der opstod i hendes hjerne.
Hun var sikker på, at hun ikke havde tøj på, selv om det eneste, hun kunne mærke på kroppen, var smerter af at ligge i den samme stilling. Det var kulden på ryggen og bagsiden af lårene, der overbeviste hende om, at hun lå nøgen på briksen. Med faste intervaller begyndte hun at fryse, så kroppen sitrede i små kramper.
Kramperne fik hende til sidst til at falde i søvn af udmattelse, hvilket var noget, hun var begyndt at se frem til. Udmattelsen var varm og fjernede tanker og smerter og fik kroppen til at slappe af. Det var efterhånden blevet en fast rutine. Efter søvnen kom smerterne fra liggesårene, og efter smerterne kom kuldekramperne, og efter kramperne kom udmattelsen og søvnen. Hun spyttede ned på gulvet og spekulerede over, om frygten for kulden var stærkere end længslen efter søvnen.
Hun vidste ikke, hvor længe hun havde ligget der. De, der havde lagt hende der, lod hende besørge, som hun lå på briksen. Lugten var i starten forfærdelig, og tanken om at ligge i sin egen urin og afføring var frastødende. Nu undrede hun sig over, at hun hverken kunne lugte eller mærke, hvad der var under hendes mave og ben.
Indimellem fik hun besøg af en person, der gav hende smoothies eller milkshakes. Hun så ikke personen, kun hånden med den hvide latexhandske, der holdt kruset op mod hendes mund, så hun kunne drikke af sugerøret. Hun vidste ikke, om det var en mand eller en kvinde, men mente, at den brede hånd og de korte fingre tilhørte en mand. En plump mandehånd. Personen sagde intet til hende, men lod hende bare suge.
Julie talte til personen de første gange, han kom. Hun forsøgte at overtale ham til at slippe hende fri, men så var han bare gået, og selv om hun skreg efter ham, kom han ikke tilbage, før der var gået lang tid, og hun igen var faldet i søvn. På grund af sult og tørst var hun derfor holdt op med at tale til ham.
Nogle gange kom en hund ind til hende. Den kiggede op til hende gennem hullet og forsøgte at slikke hendes ansigt. Det var der, hun første gang opdagede, at hun ikke kunne løfte ansigtet fra briksen. Det var en stor hund med sort ansigt. Nogle gange hoppede den op på briksen og snusede hende bagi. Det fik Julie til at spekulere over, om det virkelig var en massagebriks, hun lå på. Hvordan kom hunden derop? Hun kunne høre, at den landede tungt, når den hoppede ned. Måske var der en trappe op til briksen? Hun fornemmede, at manden stod og holdt øje med hunden, når den var derinde.
Julie orkede ikke at spekulere mere. Hun havde stillet de samme spørgsmål hundrede gange og var ikke kommet videre. Hvem havde anbragt hende på briksen – og hvorfor? Hvordan var hun endt der? Og hvor længe havde hun ligget der?
Hun rystede på hovedet, den smule hun kunne. Hjernen fungerede ikke mere, som den skulle. Den var en grå masse af uro og halve tanker, der krympede sig sammen. Hun lod sig døse hen, men blev vækket af lyde fra døren. Hun åbnede øjnene halvt og så en lysstribe glide hen over gulvet. En person kom ind med målrettede skridt og gik hen bag hende og begyndte at slide i plastikstripsene om hendes hænder. Lidt efter faldt hendes højre arm slapt ned langs siden og slog imod briksens metalstel.
Julie gispede af lettelse over at mærke armen i en ny position. Hun kunne ikke bevæge den, men glæden over lindringen strømmede gennem kroppen, og hendes hjerne begyndte straks at nære håb. Blev hun sluppet fri?
Hendes fornemmelse af sin krop var så uklar, at det tog tid, før hun opdagede, at der blev bundet nye plastikstrips om hendes venstre håndled, og at armen blev trukket hen over hendes venstre balle og bundet fast til metalstellet.
Bagefter tog personen fat om hendes højre arm og trak den hen foran hullet, så hun kunne se den. Personen knælede foran hullet, og nu kunne hun for første gang se noget af ansigtet på den person, der holdt hende fanget. Det var en mand. Og han havde en blå engangsdragt på, hvilket forvirrede hende.
Lige nu lå han bøjet over hendes arm, så hun kun kunne se ryggen på manden. Han sled med hendes arm og surrede plastikstrips rundt om håndleddet. Da han rejste sig, kunne hun tydeligt se sin arm. Hun havde aldrig set den så tynd. Den var næsten smuk, hvis det ikke havde været for den gustne hud, der var snavset af noget brunt, indtørret væske. Stripsen om håndleddet var forbundet til en anden strips, der var bundet fast i den nederste del af metalstellets venstre ben. Men hvorfor skulle den bindes fast der? Ville han ændre hendes stilling, så hun ikke fik liggesår?
Manden var forsvundet ud af hendes synsfelt, men skoene dukkede op igen. En plastikstrips blev strammet om hendes arm lige over albueleddet. Hun så blodårerne hæve sig på huden som slanger, og undrede sig over, at hun ikke kunne mærke noget. Det så underligt ud, som armen hang skråt i luften – næsten som en udstillet legemsdel i en glasmontre.
Dernæst bukkede manden sig under hullet, så hun kunne se hans nakke. I hånden havde han en pensel. Tankerne gnistrede og stak i Julies kranium, og hun stirrede for at se, hvad det var, han lavede. Manden trak en lille hvid plastikspand hen under Julies arm og dyppede penslen i den. Julie så med undren på, mens han malede væsken fra spanden på hendes arm. Hvad var det, han ville?
Hun kunne ikke lugte, hvad det var, men det var mørkerødt og sejt, og løb ned over hendes arm, som smeltet sukker. Julie stirrede på det røde og prøvede at forstå, hvad det var. Det dækkede snart hele armen fra albuen og ned til fingerspidserne. I baggrunden kunne hun høre hunden halse og smaske. Pludselig gik det op for hende, hvad det var, han smurte på hendes arm. Blod. Tykt, klæbrigt blod, der langsomt løb ned over hendes hud.
2.
Esther stod ved vinduet på 3. sal og kiggede ud over parkeringspladsen. De plejede ikke at komme for sent, men nu var den 5 minutter over halv otte, og de var ikke kommet endnu. Hun stønnede irriteret og brugte ventetiden på at støvspraye de små tomatplanter, der voksede i hendes vindueskarm. De lysegrønne blade blev dækket af runde, mikroskopiske dråber. Bag hende lå hendes lille dreng på 1 år og sov i liften. Hun spekulerede over, hvorfor de kom for sent. Var det faren? Det ville ikke undre hende.
Hun tog mobilen frem og skulle til at ringe, da hun så deres blå Mercedes trille ind på parkeringspladsen og standse i en ledig bås. De steg begge ud af bilen, men det var kun hendes mor, der gik over til døren til trappeopgangen. Faren blev stående ved siden af bilens dør i sin sandfarvede vindjakke. Han kiggede ned i asfalten og undlod bevidst at kigge op mod hendes vinduer. Hun vidste, at han vidste, at hun stod deroppe og kiggede ned på ham. Den lille, dumme far. Det var hans måde at vise, at han stadig ikke havde tilgivet hende, og sikkert aldrig ville gøre det.
Esther kunne høre hoveddøren falde i og morens hurtige skridt, der bevægede sig op i trappeopgangen. Hun gik ud og åbnede døren og ventede på, at moren kom op.
”Min pige!” sagde moren, da hun drejede om den sidste repos. Hendes store krusede hår hang løst og bølgede op og ned for hvert trin.
Esther smilede. Hun blev altid forundret over, at moren ikke blev forpustet af at forcere de tre etager. Hun bukkede hovedet, så moren kunne kysse hende på panden.
”Hvorfor kommer I for sent?”
”Det var noget med motoren.”
”Hvorfor skiller I jer ikke af med den gamle lortebil?”
Moren trak på skulderen. ”Du ved, hvordan han er med den bil.” Hun smilede og gik forbi Esther. ”Hvor er den lille?” spurgte hun.
”Han sover. Han er stadig lidt syg.” De gik ind i stuen, og Esther så på, mens moren hurtigt samlede tasker og lift. Hun lignede en, der havde fundet en guldskat.
Esther gik hen til vinduet, mens moren løb ned ad trapperne. Hun ville se, hvordan hendes far reagerede, når han så sit barnebarn. Han vidste, at hun stod deroppe og iagttog ham, og derfor forsøgte han altid at tøjle sine følelser. Det gjorde han også denne gang.
Han havde foldet sine hænder foran maven og stirrede stift ned på sine skosnuder, men da han hørte hoveddøren gå og skridtene nærme sig, bevægede hans hoved sig, og selv oppe fra 3. sal kunne Esther se et lille smil, der krusede hans overskæg. Da moren nåede hen til bilen, stak de begge hovederne ned i liften for at studere det lille væsen, der sov dernede. Derefter tog faren ivrigt fat i stropperne og lagde forsigtigt barnet ind på bagsædet.
Esther nikkede tilfreds. Hun kunne godt overleve uden farens tilgivelse. Så længe han accepterede hendes barn. Det var for hans skyld, hun fik det. Som erstatning for dengang hendes bror forsvandt.
En halv time senere bippede Esther porten til politistationens parkeringsplads op og tappede uroligt med fingrene på rattet, mens gitterporten langsomt gled til side. Hun havde stadig svært ved at forstå, at en politigård kunne leve med en port, der var så lang tid om at åbne. Da den endelig var gledet til side, svang hun bilen ind og skød den ind i en ledig bås. Hendes mobil viste, at den var 3 minutter over, og med fletningen daskende som en tigerhale mod sin ryg løb hun op ad trapperne til 3. sal, hvor hendes team havde samling.
”Velkommen,” sagde Bentsen, hendes leder, da hun slog døren op. Hans højre hånd pegede op mod en skærm. Der var syv andre personer samlet om bordet i lokalet. De var alle mænd, og de var alle ældre end hende, fire af dem gamle nok til at være hendes far. De kiggede alle op på hende, da hun kom ind. Eriksen rystede let på hovedet og vendte som de andre opmærksomheden tilbage mod skærmen.
”Julie Berthelsen,” sagde Bentsen og pegede på billedet af en ung, lyshåret kvinde. ”21 år, bor på Nørrebro. Hun har været forsvundet i 10 dage.”
”Hvorfor ender hun hos os?” afbrød Eriksen, der altid havde noget surt i mundvigene.
”Hendes familie og venner har kontaktet os adskillige gange i løbet af de seneste dage. De mener, at der er sket hende noget.”
”Hvorfor mener de det?” blev Eriksen ved.
”Det er usædvanligt, at hun ikke giver lyd fra sig med hyppige mellemrum, siger de. Hun har profiler på forskellige medier, hvor hun flere gange dagligt plejer at lægge billeder op.”
”Det kunne ses som et sundhedstegn og ikke noget, der giver anledning til bekymring,” svarede Eriksen.
Bentsen sukkede over den negative energi, der strømmede fra Eriksen, og slog afværgende ud med hånden. ”Vi skal have undersøgt hendes færden,” fortsatte han.
”Hvad arbejdede hun med?” spurgte Rolf, den højeste politimand, Esther havde set. Han havde et venligt væsen og talte langsomt med en dyb stemme. Der var noget bedrøveligt i hans øjne, men han havde taget godt imod Esther og tålmodigt forklaret hende de opgaver, hun var sat til at løse.
Bentsen kiggede i nogle papirer. ”Floor manager, står der,” svarede han.
Eriksen fnøs. ”Floor manager!” skrattede han med en kort latter.
”Ja, sikkert rengøringspersonale,” sagde Bentsen og ignorerede ham.
”Hvor henne?” spurgte Rolf og noterede på en blok.
Bentsen kiggede igen i sine papirer. ”Lintrup & Norgart, en kontorbygning i Nordhavnen.”
”Skal vi tage den, Esther?” spurgte Rolf og så på Esther.
”Jeg havde nu tænkt at Esther skal kigge på hendes profiler på sociale medier,” sagde Bentsen. Han havde en fin, sølvgrå frisure, og selvfølgelig var det en opgave, han mente, Esther den Unge, som Eriksen kaldte hende, skulle tage sig af.
Esther nikkede til Bentsen og smilede til Rolf. Eriksen vendte sig mod hende og studerede hendes fletning. Han så ud, som om det var en slange, han så på.
”Godt,” sagde Bentsen. “Rolf og Rohde, I taler med hendes arbejdsplads, familie og venner og får kortlagt hendes færden. Hvor er hun sidst blevet set – og hvem har sidst talt med hende? Tjek, om der er en kæreste inde i billedet, eventuelt tidligere kærester. Find ud af, om hun har sygdomme, og om hun har været forsvundet før.
Bjarke og Allan, I undersøger hendes lejlighed. Se, om der er tegn på vold, spor efter andre personer, tjek hendes garderobe, måske er hun bare bortrejst. Bilal og Gundersen, I undersøger Julies pc og webaktivitet. Eriksen, du undersøger hendes mobildata. Få fat i banken, og tjek hendes betalinger og brug af kort.”
”Hvorfor skal vi sætte det store apparat i gang?” spurgte Eriksen.
Bentsen ignorerede ham og vendte blikket mod Esther. ”Og du,” sagde han og pegede på hende, ”du tjekker hendes profiler på sociale medier. Hvornår stoppede hendes aktiviteter? Hvad var det sidste, hun delte eller kommenterede?”
Hans hænder gestikulerede, som på en skolelærer, og han så op mod loftet, som om han overvejede, hvordan han bedst kunne forklare det, han ville sige. ”Tjek anomali,” sagde han og sænkede blikket mod Esther. ”Er der noget anderledes i de ting, hun delte? Er der noget, der skiller sig ud? Læs kommentarerne. Kan nogle af dem forklare, hvor hun er? Er der nogen forsøg på kontakt fra andre personer?”
Esther smilede til ham. Hun vidste godt, hvad hun skulle kigge efter, men accepterede, at det var sådan, han havde behov for at tale til hende. Hun havde kun været i teamet i tre uger. Mændene om bordet rejste sig, men Esther blev siddende og kiggede på den lyshårede kvinde på skærmen. Hun var sikker på, at hun havde set hende før. Der var et eller andet ved de vandblå øjne og buede øjenbryn, der virkede genkendeligt.
3.
Nicole tændte en cigaret, mens hun kiggede ned på gaden. Masser af biler susede forbi i den smalle gade, men ingen af dem standsede op og dyttede, som de havde aftalt. Hun smed lighteren hen på sengen ved sin sorte Dior-taske og åbnede en dåsecola. Dåsen hvæsede og sprøjtede op på vinduet. Hun fik cola på fingrene, og cigaretten blev våd, så hun knækkede den sammen i askebægeret og tændte en ny med en anden lighter, der lå i vindueskarmen.
Musikken dunkede fra den store gulvhøjtaler. Nede på gadens fortov zigzaggede folk sig forbi hinanden mellem løbehjul, børn og barnevogne. Hun så viceværten skrå over gaden med en stige og en værktøjskasse. Inde bag gadens cafévinduer sad folk og glanede ud med kaffe og sandwich i hænderne. Hun håbede, at han kom i den åbne sportsvogn, hun havde set på billederne.
Hun tjekkede sin mobil. Ingen beskeder. Hun scrollede ned over de seneste opslag, mens hun samtidig skævede ned på gaden. Amanda Antorini havde lagt endnu en video op. Det var den tredje i dag. Nicole fnøs og afspillede videoen, der viste Amanda danse på den måde, hun plejede at danse, som et ubekymret barn, med armene løftet over hovedet. Hun snurrede rundt om sig selv og smilede sit store, hvide smil.
Hvert andet sekund blev tøjet udskiftet og erstattet med et nyt sæt i en anden farve, så hun i løbet af et halvt minut fik vist en hel kollektion i forskellige forårsfarver. Man kunne ikke se klip i videoen, når tøjet blev skiftet, og Amanda fortsatte sin legebarnsdans i én lang glidende bevægelse.
Det var ret fermt lavet, måtte Nicole indrømme. Gad vide, hvor mange takes det havde krævet. Hun spekulerede over, om det var fotografen, der var dygtig, eller om der var kommet en ny app, der kunne sætte klip sammen i en naturlig bevægelse.
Hun så på tallene under videoen. Den var kun 28 minutter gammel, men der var allerede mere end 9.500 likes. Nicole rystede på hovedet. Det var ikke småting, man kunne opnå, når man havde over 300.000 følgere.
Hun lagde mobilen fra sig og pressede panden mod vinduesruden. Stadig ingen åben sportsvogn. Hun åbnede mobilen og så, at der var otte minutter til det aftalte tidspunkt. Hun gik hen til det ovale spejl og tjekkede sin makeup. Den sad, som den skulle. Vipperne buede uskyldigt opad, og håret var pjusket på den måde, mænd kunne lide. Hun strammede munden for at tjekke læberne. Hvorfor havde hun ikke store, hvide tænder som Amanda? Hun vrængede munden i en uskøn grimasse, så hun kunne se sine tænder. Små musetænder, og ikke hvide, men med et brunligt skær, selv om hun fik dem bleget hver tredje måned.
Nicole stønnede og gik tilbage til vinduet og afspillede Amandas video igen. Hun kunne ikke lade være med at smile. Hver gang tøjet skiftede farve, stoppede Amanda op og smilede forbløffet over det lille mirakel, hvorpå hun lo og snurrede rundt en gang til. Hun var så pokkers dygtig til den rolle. Og så havde hun den lange, smukke amazonekrop med kurvet talje og frodige, naturlige bryster.
Nogle var bare bedre stillet end andre. Nicole sukkede. I sammenligning følte hun sig som en lille mørk italiener. Og det var hun vel, lille og mørk med næsten synlige dun på overlæben. Men hun havde noget andet. Der var andre roller. Ikke kun det uskyldige amazonebarn. Der var gadebarnet med den rå latter, den sorte, faldne engel, det vilde, utæmmelige kattedyr. Og hun var klogere end Amanda. Det var hun overbevist om. Hun var den stærke storbykat, der herskede i baggårdene, mens Amanda var en blond Barbie bimbo.
Nicole så de to for sig ved siden af hinanden. Amanda og Nicole. Den ene høj, lys og struttende, den anden lille, smal og væver. Hvem ville vinde? Nicole lo. Første gang Nicole viste sine sorte kløer frem, ville Amanda bævre hjælpeløst og lægge sig ned og blotte sin hals som et umælende offerlam.
Nicole så på sit utydelige spejlbillede i vinduet og vrængede mund ad sig selv. Hvor kom de tåbelige tanker fra? Back to reality, formanede hun sig selv. Ingen kom frem i verden ved at flygte ind i fjollede fantasier. Det vidste hun om nogen. Hun var streetwise. Hun kunne overleve på gaden og vidste, hvordan folk tænkte. Hun vidste, hvordan man kom frem i den virkelige verden. Hun pegede mod vinduet og blinkede til sit spejlbillede.
Nede på gaden var der stadig ingen bil, der dyttede. Mobilen viste fire minutter endnu. Hun gik ud på toilettet og tissede. Fliserne var stadig våde efter badet. Hun tørrede sig med en vådserviet og gik tilbage til vinduet, da mobilen ringede.
”Nicole?”
”Hej, min søde.” Det var Nicoles lillesøster, Ava.
”Er du hjemme?” spurgte Ava.
”Nej, jeg skal ud til uni. Hvorfor?”
Ava snøftede i mobilen. ”Jeg er bare så ked af det.”
”Hvad er du ked af, min lille skat?” Nicoles hoved begyndte at dunke.
”Det er plejemor. Hun er så tarvelig.”
”Hvad har hun gjort?” Nicole så ned på gulvet og kunne se, at det begyndte at dreje rundt.
”Hun siger, at jeg ikke må gå ud i aften. Og jeg er jo 14 år og må selv bestemme. Men hun siger, at jeg skal blive hjemme, og hvis jeg bliver ved, må jeg ikke få den taske.”
”Jeg skal nok komme ud og snakke med hende.”
”Nej, det må du ikke. Du ved godt, at hun ikke kan lide, at du er her.”
Ava begyndte at græde i mobilen. Indimellem spekulerede Nicole over, om hendes lillesøster kunne klare sig på gaden. Om hun ikke mere var en Amanda end en vildkat.
”Ok, men så kan du få en af mine tasker,” sagde Nicole.
”Må jeg? En Gucci?”
Nicole så over på reolen, hvor alle taskerne stod. ”Ja. Du må godt få en Gucci. Og din plejemor har ret. Du skal blive hjemme og passe din skole. Du skal have gode karakterer, så du kan få en god uddannelse.”
”Ligesom dig?” spurgte Ava spydigt.
Den overhørte Nicole.
”Men det er ikke kun det,” fortsatte lillesøsteren i en vranten tone.
Nede fra gaden lød et dyt. Nicole gik hen til vinduet og kiggede ned.
”Jeg må løbe nu,” sagde hun.
”Men…”
”Jeg lægger på nu!” Hun lagde mobilen fra sig og gik hen til spejlet og puffede op i sine bryster, så de lignede to buler. Hun stak lillefingeren ned i et lille glas og smurte lip gloss på sine læber. Håret sad stadig, som det skulle. Hun gik tilbage til vinduet og samlede sine ting sammen, mens hun kiggede ned på gaden. Det var ikke en åben sportsvogn, men en sølvfarvet Rover. Det gik også an. Bag bilen holdt en lang række biler i kø. Nicole smed sine ting ned i Dior-tasken og løb ned ad trapperne.
