Haren og musvågen
Rolf Grevling kørte på landevej 38 mod Nexø. Ved byskiltet Aakirkeby satte han farten ned og så sig om. Langs den flade vej lå med spredte mellemrum lave lagerbygninger. Området mindede ham om svenske småbyer, hvor beboelserne lå så langt fra hinanden at det aldrig fik karakter af en by. Forude dukkede et hvidt vejskilt op der viste vejen mod Gudhjem og Almindingen. Han kiggede på skiltet og funderede over navnet Almindingen. Hvor kom det fra? Han spekulerede jævnligt over stednavne han mødte på vejene, men fik sjældent undersøgt hvad der lå bag navnene. Det forblev ved vage og som regel ikke særligt kvalificerede gæt.
Han løftede sin hånd fra rattet og blinkede til venstre. Mens han ventede på at de modkørende biler havde passeret, fik han øje på et karamelpapir der lå på gulvet i passagersiden. Karamellen var smeltet på tungen, men han kunne stadig mærke små sukrede korn på bagsiden af fortænderne. Opmærksomheden på karamelpapiret fik ham til at overse at der var fri bane, og der lød et dyt bag ham. Han satte i gang med et ryk og fik spændinger i mavemusklerne. Bilen bag ham kørte tæt på. Han prøvede at få øjenkontakt med bilisten i bakspejlet, men kunne kun se en mund der åbnede sig, som i forbandelser. Rolf overvejede at stoppe bilen og give ham en påtale for ikke at holde afstand, men tænkte at han som ny mand på øen måtte træde varsomt. Det havde hans kone ofte formanet ham om gennem de seneste måneder. Det er små samfund, og du kommer ingen steder med Københavnermetoder. Han sukkede og drejede ned ad en sidevej, så bilen bag ham kunne passere. Han undlod bevidst at kigge efter føreren i den anden bil, så han slap for at se mandens vrede.
Rolf standsede bilen foran en lav, grå bygning med blå plastikporte. Det var der TV2 Bornholm holdt til, og hvor han havde været inde til et interview allerede den første uge på sit nye arbejde. Journalisten havde været lige så optaget af mordsagen, som af at Rolf aldrig havde været på Bornholm før. Det var også mærkeligt, indrømmede han, især når han i 16 år havde været gift med en bornholmer. Det havde bare aldrig flasket sig. Når hans kone og deres to piger tog på familieferie på Bornholm, havde hans arbejde altid hindret ham i at følge med.
”I 16 år?” havde journalisten spurgt, uden at lægge skjul på sin vantro.
”Ja, som drabsefterforsker i Rigspolitiets Afdeling A var der megen rejseaktivitet,” svarede Rolf og overvejede om han skulle forklare at Afdeling A var det man førhen kaldte Rejseholdet.
Journalisten svarede med et misbilligende grynt. Heldigvis havde han redigeret den del ud af det færdige indslag.
Rolf samlede karamelpapiret op og fik øje på en hare længere henne ad vejen. Den stod på bagbenene og spjættede op i luften med forbenene. Lidt efter faldt den ned på alle fire ben og løb nogle meter. Så rejste den sig op igen og spjættede med forbenene op i luften. En halv meter over haren svævede en musvåge, uden for harens rækkevidde. Haren løb videre og musvågen dykkede ned mod harens nakke, men haren nåede igen at rejse sig op på bagbenene og slå ud mod musvågen. Musvågen foldede vingerne ud og svævede lidt op. Haren løb videre, ud over en byggetomt, og musvågen fløj efter.
Rolf puttede karamelpapiret i brystlommen og mærkede kroppen slappe af. Det var det der havde overtalt ham til at flytte til Bornholm, at han her kunne leve tættere på naturen. Han så op mod himlen. Det var sommer, solen stod allerede højt, og han skulle ud til skovene ved Ekkodalen. Egentlig skulle han lave andre ting. Han havde lovet sin kone og børn, at køre med ud og kigge på en hest. Og han havde allerede nok at se til med den sag han var i gang med. Men da han i morges lå i sengen, ringede mobilen. Det var Lise Hansen, en kollega som han indtil nu kun havde fået korte glimt af. Hun var blevet kaldt ud til en sag der mindede om den han arbejdede med. En ældre kvinde var fundet død.
Rolf drejede ud på Almindingsvej og fortsatte mod Almindingen. Markerne var flade og grønne, og gårdene så velholdte ud. Han satte farten ned så han kunne nyde landskabet. Han syntes at han kunne se at husene var bygget i en anden stil end han var vant til. Små forskelle i vinduernes størrelse og husenes taghældninger gav fornemmelsen af at være i et fremmed land. Det er sommer, gentog han og mærkede en følelse af eventyr i maven. Hans første tre uger på øen havde underligt nok været fulde af regn, men de seneste tre dage har der været sol og mere end tyve grader varme. Sammen med sin kone havde han gået og ordnet have. Det var en af hans yndlingsbeskæftigelser. At gøre haven klar til sommeren. Skære strittende grene af og fjerne døde blade. Det var også hans kones yndlingsbeskæftigelse. Hun gik med sin lange cardigan og havehandsker og lagde blade op i den lille trillebør. Når han kiggede på hende, var hendes kinder røde.
Da han tog af sted i morges, havde hun bedt ham om at blive hjemme. ”Kan du ikke tage derud på mandag og se optagelser fra huset?” spurgte hun. Men Rolf ville se stedet mens kvinden stadig lå på gulvet i huset. Han ville se huset og måden hun lå på, for at vurdere om lighederne var tilfældige eller om de pegede på den samme gerningsmand. Men Rolf tvivlede på at der var en forbindelse. Mordet på en ældre fisker i den lille fiskerby Hasle virkede så kaotisk og uovervejet at han ikke kunne forestille sig at den samme gerningsmand slog til to gange på samme måde.
Troldeudklip
Rolf nåede frem til et kryds og drejede til venstre, ned ad den smalle Skørrebrovejen, hvor bredbugede køer stod på grønne græsmarker langs vejen og gumlede. Deres snuder var våde, og han kunne se deres lange rosafarvede tunger når de drejede den rundt om mulen og ind i næseborene. GPS’en bad ham dreje til højre ved en smal sidevej hvor der stod et ’Blind vej’ skilt. Rolf blinkede af og drejede op ad den etsporede allé. Synet forvirrede ham. På venstre side voksede en række unge, ranke allé træer der stod på geled. Højre side af vejen var dækket af gamle, uklippede piletræer. De var skæve og stod tæt ved siden af hinanden som en mur af sammenvoksede grene. Tynde vifter af sollys fandt vej gennem pilenes grønne virvar og ramte Rolfs nethinde fra siden.
For enden af vejen fik han øje på hvide politibiler der var parkeret foran en gård. Rolf kørte ned til gården og slukkede bilen. Ved de høje hække stod en kvinde i sommeruniform. Hun havde en rød- og hvidstribet afspærringsrulle i hånden og kiggede ind i hækken med et fraværende blik. Rolf steg ud af bilen og præsenterede sig. Kvinden vendte sig om.
”Lise Hansen. Vi har endnu ikke fået hilst rigtigt på hinanden. Det er godt at du kunne komme.”
Rolfs blik blev fanget af hendes barm. Den var fyldig og hang lavt. Et øjeblik kunne han ikke lade være med at tænke på hvordan brystvorterne så ud inde bag det lyseblå bomuldsstof. Han så på hendes ansigt, der var rødblisset og ophovnet. Det så ud som om hun havde siddet for længe i solen. Huden rundt om øjnene var grålig, og der var noget såret over hendes blik. Men hendes stemme var klar.
”Jeg var på vej til arbejde, da jeg blev ringet op af kvindens nabo. Da jeg kom herhen, kunne jeg se at der er ligheder med den sag du arbejder med, og jeg tænkte at det er vigtigt at vi hurtigt finder ud af om det er den samme. Ansigtet er ødelagt på en måde der minder om offeret fra Hasle. Måske med en hammer. Du kan gå med ind og se.”
De gik ind gennem den smalle åbning i hækken, og Rolf så nu det hus han kun havde anet ude fra vejen. Taget var stråtækt, ujævnt og dækket af mørkegrønt mos. Husets mure var skæve og umalede. Bindingsværket var revnet, og vinduerne havde en gang været grønne, men manglede maling og kit. Rolf fik øje på en mandshøj figur der stod ved det ene hushjørne. Figuren forestillede en trold med stirrende øjne og en stor rød næse.
”Ja, den gamle kvinde havde en kunstnerisk åre,” sagde Lise Hansen, ”eller også var hun bare en særling. Haven er fuld af troldefigurer i alle mulige størrelser. Den ene mere uhyggelig end den anden.”
Rolf gik hen til trolden. Den var dygtigt lavet, kunne han se. Han bankede på dens lår og kunne høre at den var lavet af beton. Øjnene, der stirrer på ham med et rasende blik, var hvide muslingeskaller som der var malet sorte pupiller på. Troldens hænder var kraftige og strakt knugende frem mod beskueren, som om trolden ville kvæle en. Håret var lavet af tjavset ståluld. Mellem benene hang en pilformet penis. Rolf var fascineret. Så mange omhyggelige detaljer der var i den skræmmende figur. Lise Hansen stod med siden til og kiggede på.
”Må jeg se de andre figurer?” spurgte han. Lise Hansen rynkede brynene og kiggede et øjeblik ned i jorden.
”Okay,” svarede hun og viste vej.
Haven var stor, med høje, gamle træer og vildtvoksende buske der gav følelsen af at gå i en labyrint. Græsset var fugtigt af dug, og Rolf kunne se at Lise Hansen skuttede sig. Overalt var der troldefigurer, nogle lavet i beton, andre i træ eller metal. Mellem to buske stod en trold og tog en troldkvinde bagfra. Troldkvinden strakte den ene arm bagud og vred sin krop. Hendes mund var åben og ansigtet forvredent som i smerte. En anden trold i metal stod og kiggede op i luften med et roligt blik. Den ene arm var løftet og i hånden holdt den et sværd. Sværdet pegede op mod himlen. Ved siden af en bænk fandt han to troldeunger der stod og kiggede på et menneskebarn der lå på jorden med armene foran ansigtet. Menneskebarnet var lavet af beton og dækket med visne blade og grønt mos. Bag ved bænken sad en trold på et toilet. Benene var krydset og ansigtet smilede. Der var også en trold der sad tilbagelænet i en stol, som om den slikkede sol.
”Har hun selv lavet alle de figurer?” spurgte Rolf.
”Ja, det siger naboen,” svarede Lise. ”Folk på Bornholm er optaget af trolde, eller de underjordiske, som vi kalder dem, men det her er alligevel ud over det sædvanlige. Har du set nok?”.
Rolf ville gerne se mere, men han gik med hende hen ad stenfliserne til husets dør. Han tog hvide plastiksutter på ud over skoene og gik ind. Huset svarede indvendigt til det Rolf havde set udefra. I entreen blev han mødt af en stærk lugt af mug og lig der fyldte hans næse. Loftet var lavt og skallet. Tapetet var gammelt og havde brune fugtskjolder. I entreen hang to gulnede avisudklip der var sat op med røde tegnestifter. På det ene kunne man se en tidligere statsminister der var ude at løbe. Han kiggede koncentreret ned i jorden, og man kunne ane sveden. På det andet udklip kunne man se den amerikanske præsident med et plaster hen over næsen. Rolf kunne godt huske historien. Præsidenten havde spist kage og var faldet forover, så han slog næsen ned i sofabordet.
”Vi skal den vej,” sagde Lise og gav ham et par hvide latexhandsker. Rolf bukkede hovedet og fulgte med ind i et blåmalet køkken og videre ind i en mørk stue hvor dovne sommerfluer summede rundt og lugten af død blev stærkere. På gulvet lå en kvindekrop på ryggen. Armene var spredt ud fra kroppen, og fødderne pegede udad til hver sin side. Det så ud som om hun sov, hvis man så bort fra det knuste ansigt og den mørke plamage af blod der voksede ud fra hovedet som kronblade på en blomst. Man kunne se pandeskallen og toppen af det grå hår, ellers var resten af hovedet slået itu.
”Vi tror, at nogen har siddet ved siden af hende og har slået gentagne gange i ansigtet.” Lise pegede. ”Du kan se, at der ikke er nogen blodstænk til højre for hovedet, som om der har siddet en person der. Vi har ikke fundet genstanden, men vi tror det er en hammer.” Det var også Rolfs tanke, ligesom det var da han så offeret i Hasle. En eller anden havde slået sit offer ihjel og havde derefter ødelagt ansigtet så det blev ukendeligt. Skete det i raseri eller var det en bevidst og systematisk handling?
”Er der tegn på at gerningsmanden har vasket sig efter mordet?”
”Nej, der er ikke spor af blod i køkkenvasken eller håndvasken på toilettet. Derimod har vi fundet fodspor med blod der går herfra, ud gennem bagdøren og ned til åen.”
”Har han vasket sig i åen?”
”Det ser ikke sådan ud. Gerningsmanden har tilsyneladende forladt huset uden at tage hensyn til at han var indsmurt i blod.”
”Hvornår skete mordet?”
”Vi tror det er sket for tre-fire dage siden.”
”Og ingen har set noget?”
”Nej, der er små 200 meter til de nærmeste naboer, alle ældre mennesker, og ingen af dem har set eller hørt noget.”
Rolf tænkte sig om. ”Hvordan døde hun?”
”Vi tror at hun blev kvalt med en tynd tråd, måske en fiskeline. Man kan ane mærker på halsen.”
Rolf viftede en flue væk fra sin næse og rejste sig. Mønsteret var det samme som i den anden sag. Gerningsmanden opsøger sit offer, kvæler det med en tynd tråd og slår ansigtet i stykker. Derpå forlader morderen stedet uden at tænke på at fjerne de spor som der uundgåeligt må være på hans tøj, hænder, i håret, ja, overalt. Han måtte være sølet ind i blod. Retsmedicineren i Hasle-sagen mente at det har krævet utallige slag at ødelægge ansigtet på den måde. Rolf mente dengang at det var sket i affekt, i raseri, så sløset havde morderen været.
Men hvis det var den samme der havde slået denne kvinde ihjel, tydede det snarere på at det var en bevidst og planlagt handling. Ansigtet skulle ødelægges. Men hvorfor? Og hvilken forbindelse var der mellem fiskeren fra Hasle og den gamle kvinde ved skoven? Lise havde allerede sat undersøgelser i gang, men indtil videre havde de ikke fundet nogen forbindelse mellem de to ofre. Men Rolf var sikker på at der var en forbindelse. Ligheden i de to sager var for stor.
”Der er for mig at se ikke nogen tvivl om at det er den samme gerningsmand,” sagde han og kiggede på sin kollega. Hun var faldet hen i tanker og nikkede. Rolf kunne se at hun var utilpas. Måske på grund af den solskoldede hud. ”Hvem fandt hende?”
”En landmand der ejer markerne bag ved åen. Han havde ikke set livstegn fra huset i et par dage. I morges kørte han op og kiggede ind ad vinduet.”
Rolf nikkede. ”Må jeg kigge mig lidt omkring?”
”Ja, endelig,” svarede hun og smilede pludselig til ham.
Rolf gik rundt i det store hus. Tre stuer, seks værelser, en trappe op til loftet, køkken og toilet var der. Der var mange møbler, adskillige senge, og det var længe siden der var blevet gjort noget ved huset. Teknikere gik stille rundt med bøjede hoveder under det lave loft og ledte efter spor. På en skænk stod en række billedrammer med famlede fotografier. Billederne måtte være mere end 40 år gamle. På et af dem så han en kvinde der i kropsbygning mindede om den døde. Hun stod foran en mur med bindingsværk i en matblå, blomstret kjole. Hænderne hang slapt ned, og øjnene virkede livløse. Ansigtet var smalt og spidst. Overlæben let udstående. Rolf kom til at tænke på et dyr.
”Er det hende her?” spurgte han. Lise kom hen til ham og strejfede hans arm med sit bryst.
”Ja, det er hende og vist nok det nyeste billede af hende.”
”Hvor gammel var hun?”
”84.”
”Hvorfor dræbe så gammel en kvinde, hvis det ikke er et rovmord?”
”Det er også det vi spørger os om,” svarede hun. ”Der er ikke stjålet noget, så vidt vi kan se. Derfor må der være et andet motiv. Måske hænger det sammen med hendes troldefigurer.”
Rolf stillede fotografiet tilbage på skænken og kiggede på de andre billeder. Det måtte være kvindens familie. De lignede bondefolk og havde alle det smalle, lidt livløse ansigt. På et sort hvidt fotografi af en mand med vejrbidt ansigt kunne Rolf se at den udstående overlæbe skyldtes et par store fortænder. Manden grinede og havde et for familien atypisk glimt i øjet. En alvorlig bondefamilie. Hvorfor skulle et af dens medlemmer myrdes på den voldsomme måde? Og hvorfor lavede hun de troldefigurer?
Rolf gik ind i kvindens soveværelse, hvor flere avisudklip var klistret op på væggene. Over sengen hang et udklip med et stort billede af dronningen. Dronningen sugede på en cigaret med spidse læber og hule kinder. Hendes blik var skelende. Artiklen handlede om at dronningen havde fået opereret sine hofter. Nedenunder hang et billede af en ældre bokser. Han så træt ud og havde en flænge over det ene øjenbryn. Ved siden af hang et udklip med et billede af en populær skuespiller med en havn i baggrunden. Han var iført sort smoking og kiggede med forbløffelse og mishag ned ad sin jakke. På jakken kunne man se noget hvidt der lignede mågelort. Der var også et udklip om en verdenskendt filminstruktør. Hans ansigt var opsvulmet og fedladent. Øjnene var smalle og virkede apatiske. Under billedet stod der: ”Vores stjerneinstruktør er på lykkepiller, men det kan vi nu ikke se.” På et andet udklip stod med store røde bogstaver ”Finansministeren går fra konen”. Nedenunder var der et billede af politikeren hvor han stod med åben mund og kiggede ned. Han var iført en forvasket T-shirt og var fanget af fotografens linse foran en hæk. Politikeren så ensom ud.
Alle udklippene var ydmygende historier om kendte personer der var fanget i et ulykkeligt øjeblik af deres liv. Hvorfor samlede den døde kvinde på de udklip, og hvorfor hængte hun dem op i sit soveværelse? Så vidt Rolf kunne se, var de fleste udklip fra Ekstra Bladet. Ved siden af hendes seng lå flere eksemplarer af Se & Hør. Det var sikkert derfra de glittede udklip stammede fra.
Rolf forsøgte at ryste et ubehag af sig og gik ud i køkkenet. Det var malet i en mørkeblå farve, og også her var udklip klistret op på væggene. Flere af dem handlede om sangeren Sanne Salomonsen. En af dem var en forside fra Ekstra Bladet, hvor et stort billede forestillede Sanne Salomonsen under en koncert. Hun stod foroverbøjet og sang, så kinderne faldt ned mod øjnene og fik ansigtet til at se oppustet ud. ”Rock-mama er færdig” stod der med store, sorte bogstaver. En anden artikel handlede om Sanne Salomonsen, der havde fået en hjerneblødning og var blevet delvis lam i ansigtet. På billedet kunne man se sangerens smukke katteøjne, mens den ene mundvig hang slapt ned.
Lise kom forbi. ”Hvorfor tror du hun havde alle de udklip hængende?” spurgte hun. ”Var hun sadist? Og er det der vi skal finde motivet?”
Rolf kunne godt se det sadistiske i at samle på disse udklip, men han syntes der var mere i det end sadisme. I køkkenet hang flere udklip af tynde modelpiger der poserede foran kameraet. De var sat op som collager og umiddelbart virkede modellerne smukke. Men rundt om i collagerne var der indsat avisoverskrifter der gjorde dem ubehagelige: ”Topmodel død af anoreksi”, ”Topmodeller i kokainrus”, ”Model sexmisbrugt under drugrape”, ”Daglige opkastninger ødelægger modellers tænder”. Midt i den ene collage var der et billede af en tandlæge der grinede.
”Det er interessant med de udklip og troldefigurerne,” svarede Rolf. ”Men jeg er i tvivl om det har noget med sagen at gøre. Fiskeren i Hasle var drikfældig, men vellidt, og i hans hjem var der ikke noget der minder om det her. Jeg tror det er et tilfældigt træk ved mordet. Hvad siger naboerne om kvinden?”
”Ikke meget. De siger, at hun passede sig selv. Ligesom resten af hendes familie gjorde da de levede. To af naboerne har faktisk boet her hele deres liv, ligesom den døde kvinde. Men de siger, at de ikke legede sammen da de var børn.”
”Der ligger fire-fem huse i en lille afkrog, men børnene fra dette hus legede ikke med de andre børn? Det lyder sært.”
”Ja, det siger naboerne også. Det var en særlingfamilie. Børnene i huset her passede sig selv. De legede i skoven og ved åen bagved og hjalp til på gården.”
”Hm. Heller ikke på det punkt minder det om fiskeren fra Hasle. Han havde et skur ved havnen hvor han holdt drikkelag for sine venner næsten hver dag. Og der kom mange. Hvad hedder kvinden her?”
”Irma Henriksen.”
Irma Henriksen og Svend Eriksen, også kaldet Tissesvend på grund af en slap blære. Hvorfor skulle de to dø på den måde? Kendte de hinanden? Rolf faldt hen i tanker, men opdagede at han havde sat hånden på komfuret. Han kunne ikke se nogen køkkenrulle og krængede handsken af.
”Vi må nok køre de to sager sammen,” sagde Lise.
”Ja.”
”Hvornår kan vi mødes og tale sammen?”
”Hvornår er du færdig her?”
”Det tager vel et par timer endnu. Du kan kigge lidt mere på troldefigurerne. Eller du kan tage rundt og kigge på vores seværdigheder. Man hører jo at du ikke rigtig kender til vores ø.”
Rolf overhørte hendes bemærkning. Han følte noget dragende ved troldefigurerne, men de mange avisudklip havde gjort stedet frastødende, og han følte et fysisk ubehag ved det lurvede hus. Desuden havde han lyst til at køre ned til kysten og gå en tur langs vandet.
”Jeg støder til senere. Skal vi mødes på stationen kl. 14?”
”Lad os tales ved senere. Jeg skal være hjemme kl. 16, og hvis det trækker ud, kan jeg måske overtale dig til at køre forbi Svaneke, hvor jeg bor?”
”Ligger Svaneke langt herfra?”
”Du befinder dig midt på øen. Politistationen er i Rønne, og Svaneke ligger i den modsatte ende af øen. Herfra er der lige langt til alle verdenshjørner.”
Hendes kække tone gjorde ham træt. ”Lad os satse på at vi kan mødes på stationen kl. 14.”
