En degenereret albino

Marie var 25 år og arbejdede som tjenestepige hos fru Marie Friis-Wandahl i Oluf Bagers Gade 3. Fredag den 28. december 1917 havde herskabet julegæster, og Marie serverede. Tidligere på aftenen havde hun lagt herskabets små børn til at sove i deres senge, der stod inde i fruens soveværelse.

Ved 21-tiden hørte Marie barneklynk fra soveværelset, og gik derind for at se hvad der var på færde. Da hun åbnede døren, opdagede hun, at den mindste dreng var kravlet op af sin barneseng, og nu lå på morens seng og klynkede.

Julegæsterne havde lagt hatte og overtøj på fruens seng, og det hele lå nu i uorden. Marie tog den lille dreng og lagde ham tilbage i barnesengen. Derefter satte hun sig på morens seng og ventede på, at drengen faldt til ro. Mens hun ventede, fik hun øje på en dameportemonnæ, der var gledet ud af en muffe.

Marie tog portemonnæen op, og åbnede den, og kunne se, at den indeholdt tre 10-kronesedler. Opdagelsen fik hende til at tænke på sine gamle forældre, som hun havde besøgt i julen. De boede i Holmehave og var meget fattige. Det var Maries plan at sende dem 15 kr., når hun fik nogle af de penge, som hendes tidligere kæreste, arbejdsmand Hans Christian Petersen, skyldte hende.

Marie havde tidligere på dagen været ude hos Hans Christian på hans adresse, Søndre Boulevard 60, for at hente penge, men han var ikke hjemme, og Marie kunne derfor ikke sende penge hjem til forældrene i julen, hvilket hun var ked af.

Da hun nu så de tre 10-kronesedler i pungen, besluttede hun, efter en ”pludselig indskydelse”, at tage en af sedlerne. Hun tog den ene og stak den i lommen på sit forklæde. Pungen lagde hun tilbage i muffen, og derefter gik hun ud for at fortsætte med serveringen.

Næste dag fortrød Marie, at hun havde stjålet 10-kronesedlen og spekulerede på, hvordan hun kunne levere den tilbage. Hun vidste ikke, hvem muffen tilhørte, og hun turde ikke sige det til sin frue.

Maries fortrydelse var imidlertid for sen. Muffen tilhørte frøken Rigmor Henriksen, der var gæst hos Friis-Wandahl-familien. Da hun dagen efter julefesten opdagede, at der manglede en 10-kroneseddel i portemonnæen, gik hun straks op til politistationen, og anmeldte tyveriet til politibetjent Weigel.

Frøkenen fortalte, at hun havde haft portemonnæen på sig hele tiden, undtagen i nogle timer, da hun var gæst hos familien Friis-Wandahl. Frøkenen kunne også fortælle, at hun mistænkte den hvide tjenestepige for at være tyven. Hun havde nemlig hørt, at hun var tyvagtig.

Maries ry

Marie var albino, ligesom sin far og 17-årige lillebror. Maries hår var snehvidt, og hun havde specielle øjne, med vandblå iris og ildrøde pupiller, hvilket gjorde folk varsomme over for hende.

Efter frøken Henriksens anmeldelse, tog politibetjent Weigel ud til Oluf Bagers Gade, hvor Marie straks tilstod tyveriet. Pengene fandt Weigel på Maries værelse, hvor hun havde gemt dem i en pakke med afredt hår.

Marie blev anholdt, og på stationen fortalte hun om sine fattige forældre, og om Hans Christian, der havde lånt 250 kr. af hende, som han afdrog med 15 kr. om måneden, men i julen havde hun intet fået.

Marie blev derefter anbragt i arresthuset i Albanigade. I de følgende dage fandt Weigel, ved at opsøge Maries tidligere arbejdspladser, ud af, at frøken Henriksens fornemmelse ikke var helt forkert.

Da Marie i 1916 arbejdede hos købmand Johannes Petersen i Stenløse syd for Odense, stjal hun en dag en lille æske cigarer, og et par herrestrømper fra købmanden. Tingene skulle bruges som gave til Søren Peter Christensen, som hun på det tidspunkt var kæreste med. Inden Marie nåede at forære dem til Søren, fandt købmanden dog de stjålne koster i hendes gemmer.

Marie tilstod straks tyveriet over for købmanden, og da hun indvilligede i at aflevere tingene tilbage, afstod købmanden fra at politianmelde tyveriet, og nøjedes i stedet med at afskedige hende.

Underlige historier

Da Marie i 1917 tjente hos lærerinden frøken la Cour, der boede på Finsens Allé 31 i Odense, begyndte hun at snyde med lærerindens husholdningspenge. Marie fik penge af lærerinden til at købe ind til husholdningen, og hvert indkøb, inklusive hvor meget hun betalte for de enkelte varer, skulle skrives ind i en regnskabsbog.

Marie gjorde, som hun blev befalet, men indimellem skrev hun et lidt højere beløb, end hun havde betalt for en vare. Som regel 8-10 øre mere, end varen kostede. Differencen beholdt hun selv.

Når lærerinden nærstuderede regnskabsbogen, undrede hun sig over de høje priser og konfronterede en dag Marie, der straks gik til bekendelse og var meget ”ulykkelig og angrende.”

Pengene, fortalte Marie, skulle hun bruge til at underholde sin kæreste, Søren Peter Christensen, der lå inde som soldat ved 5. bataljon på kasernen i Odense, og derfor kun havde en meget ringe indkomst.

Marie accepterede at betale 3 kr. til lærerinden. Det svarede til det beløb, hun havde snydt for, og derefter undlod lærerinden at politianmelde bedrageriet.

Lærerinden kunne også fortælle Weigel, at Marie vist nok ikke var ”helt normal”. I hvert fald fortalte hun ofte sære historier. Marie havde fx fortalt, at hun kom fra en fornem familie, og en dag, hvor lærerinden havde sendt Marie ud i et ærinde i byen, kom hun, til lærerindens overraskelse, først tilbage efter flere timer.

Da lærerinden efter hjemkomsten spurgte Marie, hvor hun havde været så længe, fortalte Marie, at hun var blevet kørt ned af en cyklist i Lille Gråbrødre Stræde. Hun besvimede ved påkørslen, og folk bragte hende ind i en broderiforretning, hvor hun i lang tid lå uden at komme til bevidsthed.

Maries ben rystede stadig, da hun fortalte om det passerede, og lærerinden beordrede derfor Marie i seng, så hun kunne hvile sig efter den grimme ulykke. Men samtidig undrede lærerinden sig over historien, og da hun senere forhørte sig i broderiforretningen, kendte man intet til en besvimet tjenestepige. Heller ikke da lærerinden opsøgte de omkringliggende butikker, fandt hun nogen, der kunne bekræfte Maries historie.

Marie blev derefter afskediget, efter 14 dages ansættelse hos lærerinde la Cour.

Fru Friis-Wandahl kunne senere bekræfte over for betjent Weigel, at Marie også i deres hjem havde ry for at opdigte underlige historier.

Troede hun var gravid

Da det rygtedes i Oluf Bagers Gade, at albinoen i nummer 3 var anbragt i arresthuset på grund af tyveri, kom snedker Rasmussen, der også boede i nummer 3, til at tænke på en dag i november, hvor han havde set Marie opføre sig på en mistænkelig måde.

Maries værelse var på loftet, og en dag havde snedker Rasmussen set, at hun gik op på det øverste loft med en pakke under armen. Det syntes han var mærkeligt, men det var først, da han hørte, at hun var anholdt, at han tænkte, at det kunne dække over noget kriminelt.

Han informerede derfor fru Friis-Wandahl, der kontaktede politibetjent Weigel, som kort efter fandt pakken på loftet. Pakken viste sig at indeholde 11 hagesmækker, 4 børnenatkjoler, 3 navlebind, 1 lagen til en barneseng, 1 vuggelagen, 3 håndklæder og lignende genstande til barnepleje. Alle tingene tilhørte fru Friis-Wandahl.

I arresten tilstod Marie, at hun også stod bag dette tyveri. Hun forklarede, at hun troede, at hun var frugtsommelig med kæresten Søren Peter Christensen, der på det tidspunkt var død under en ulykke, hvor han var kommanderet til Nordsjælland for at fælde træer.

De stjålne genstande, forklarede Marie, skulle bruges til barnet, når det kom. Hun havde ikke selv råd til at købe de nødvendige ting.

Maries madmor, fru Friis-Wandahl, syntes, at det var en mærkelig forklaring, at Marie skulle tro, at hun var gravid. Der var intet at se på hende. Det blev senere opklaret, at fru Friis-Wandahl havde ret. Marie var ikke gravid.

Maries tilregnelighed

Dommeren var i tvivl om Maries tilregnelighed, på grund af de opdigtede historier, og bad betjentassistent Aagaard om at undersøge Maries fortid og få udtalelser fra personer, hun tidligere havde tjent hos.

Det viste sig, at alle var meget tilfredse med Marie, der blev beskrevet som ”ordentlig, flink, rask, pæn, arbejdsom”. Også hendes forældre blev omtalt som gode mennesker, der havde givet deres børn ”en god opdragelse”.

Under retssagen mente Maries forsvarer, sagfører Juul-Pedersen fra Odense, at Marie kun skulle have en mild straf, da der var meget, der talte til hendes gunst. Hun havde straks afgivet en fuld og uforbeholden tilståelse, og når hun stjal, sagde forsvareren, var det ikke til fordel for hende selv, men for hendes fattige forældre eller det lille barn, hun troede, ville komme.

Dommen faldt den 1. februar 1918 og lød på fængsel på almindelig fangekost i 40 dage. Marie fik forkyndt dommen uden for hendes celle i arresthuset, og erklærede sig tilfreds.

En nagende mistanke

Marie blev siddende i cellen, og mens hun afsonede sin straf, fik politibetjent Weigel den 17. februar besøg af Maries tidligere kæreste, arbejdsmand Hans Christian Petersen. Det var ham, som Marie påstod havde lånt 250 kr. af hende.

Hans Christian fortalte, at han havde lært Marie at kende i efteråret 1913, da han tjente hos Vilhelm Andersen på gården Lindholm i Tommerup. Marie arbejdede samme sted, og kort efter indledte de et forhold og havde jævnligt samleje, dog uden at være forlovede.

I marts 1914 blev de imidlertid uvenner, og Hans Christian brød forbindelsen. Et par dage senere kom Marie til ham, og fortalte, at hun skulle til lægen i Korsebjerg, fordi hun søgte om medlemskab af en sygekasse. Ugen efter henvendte hun sig igen til Hans Christian. Nu fortalte hun, at lægen havde sagt, at hun ikke kunne blive medlem af sygekassen, ”da hun var frugtsommelig”.

Marie fortalte, at hun kun havde stået i et kønsligt forhold til ham, og at det ikke kunne være andre end ham, der var faren.

Hans Christian undrede sig over, at man ikke kunne se noget på hende.

Marie svarede, at hun gik med korset og snørede sig ind, fordi ingen måtte opdage hendes tilstand.

Hans Christian troede på, at det var ham, der var faren, men han gjorde det også klart over for Marie, at han ikke ville være sammen med hende igen.

Det ønskede hun heller ikke, svarede hun. Hun forlangte ikke noget af ham, og når barnet kom, skulle hun nok selv sørge for det og sætte det i pleje.

Den 25. april 1914 blev Hans Christian indkaldt som rekrut ved 5. bataljons 4. kompagni i Odense. Mens han lå der, fik han jævnligt breve fra Marie. Hun beklagede sig over, at hun var dårlig, og at lægen havde beordret hende til at rejse hjem til sine forældre og holde sig i ro. Lægen ordinerede en flaske Ferrin og noget pulver, som skulle opløses i hedt vand, meddelte hun.

Hun skrev også, at hun var i en svær knibe, da hendes forældre under ingen omstændigheder måtte opdage, at hun var frugtsommelig. Ellers ville de ”gøre hende arveløs”.

En dag skrev hun, at hun havde sagt til sine forældre, at hun var syg, men uden at fortælle, hvad hun fejlede. Nu forlangte hendes far at få at vide, hvad hun fejlede, ellers skulle hun ”straks forlade hjemmet”.

Krigens forstyrrelser

I et senere brev meddelte hun, at hun nu havde fået plads på Fødselsstiftelsen i København, men at det var meget bekosteligt, og at hun var nødt til at sælge sin cykel for at få råd til opholdet. Men hun havde sikkert penge nok, beroligede hun ham med.

En uge senere skrev hun dog, at hun manglede penge, hvilket fik Hans Christian til at sende forskellige beløb til hendes ophold i København.

Den 8. oktober 1914 besøgte Marie Hans Christian i Odense, hvor hun fortalte, at hun ugen forinden, den 30. september, havde født en pige på Fødselsstiftelsen i København.

Hans Christian svarede, at han ikke kunne forstå, at hun ikke straks havde skrevet det til ham.

Marie svarede, at det havde hun gjort. Hun havde fået en sygeplejerske til at skrive til ham. Marie var meget forundret over, at han ikke havde fået brevet.

Hans Christian tænkte, at brevet ikke var nået frem, fordi der var ”forstyrrelser i alt på grund af krigen.”

Dernæst fortalte Marie, at hun havde sat pigen i pleje hos en lærer Petersen i Kolding, og betalt et engangsbeløb på 1500 kr. Pengene havde hun fået i arv, fra en tante der var død.

Marie beroligede Hans Christian med, at hun ikke krævede noget af ham, og for at han ikke skulle være i tvivl, sendte hun ham en skriftlig erklæring, hvor hun gav afkald på enhver form for godtgørelse.

”Undertegnede giver dette som bevis, for at Hans Christian Petersen, ikke skal tilbagebetale, de 1500 kroner, som jeg har betalt, for mit barn, som han er fader til.

Tommerup, den 4. marts 1915

Marie Hansine Hansen”

Valgfri ordning

Derefter hørte Hans Christian ikke fra Marie i et par måneder. Men i maj 1915 opsøgte hun ham igen og fortalte, at hun i virkeligheden havde født tvillinger på fødselsstiftelsen i København. Foruden pigen, der var i pleje i Kolding, havde hun også født en dreng, der var i pleje hos en familie i Lahnsgade i Odense.

Marie havde selv betalt de månedlige rater på 12 kr. for plejen, men nu skulle drengen videre til en anden familie, lærer Petersen i Assens.

Desværre kunne Marie ikke længere klare bidragene til barnets pleje, og derfor måtte Hans Christian nu hjælpe med at dække udgifterne.

Hans Christian var på det tidspunkt underkorporal, og stod foran at skulle blive udnævnt til korporal ved 6. regiment. Samtidig var han lige blevet gift, og for at undgå et sagsanlæg gik han med til at betale 12 kr. månedligt til drengens pleje.

Hans Christian betalte i det følgende år troligt 12 kr. hver måned til Marie, så hun kunne ordne betalingen med plejefamilien.

I marts 1916 opsøgte Marie igen Hans Christian, hvor hun fortalte, at plejemoren i Assens var død, og nu skulle drengen til Roskilde hos en lærer Hansen.

Læreren i Roskilde ville tage drengen i pleje til 12 kr. om måneden i 12 år, eller til 15 kr. om måneden i 10 år.

Marie spurgte, hvilken ordning han ønskede. Hans Christian valgte at betale 15 kr. om måneden i 10 år. Derefter fortsatte betalingerne som før, hvor Hans Christian betalte direkte til Marie.

Hans Christian spurgte indimellem, om han kunne få lov til at se børnenes dåbsattest, eller få et andet bevis for at de var i live og sat i pleje. Til det svarede Marie altid undvigende.

Ville se dåbsattest

I løbet af efteråret 1917 voksede den nagende mistanke i Hans Christian, og en dag forlangte han at se et bevis for, at børnene eksisterede. Ellers ville han ikke længere betale til drengens pleje.

Marie var på det tidspunkt netop startet som tjenestepige hos fru Friis-Wandahl i Oluf Bagers Gade, og en dag kom hun forbi Hans Christians bopæl med en dreng på 2-3 år, og sagde, at det var drengen, han var far til.

Hun fortalte, at plejefamilien i Roskilde kendte hendes herskab, og at de var på besøg i Oluf Bagers Gade, og havde givet hende lov til at vise barnet til den biologiske far.

Hans Christian lod sig ikke overbevise, men forlangte igen at se en dåbsattest. Ellers ville han ikke længere betale de månedlige bidrag.

Marie svarede, at så måtte det gå rettens vej.

Nogle dage senere vendte Marie tilbage til Hans Christians bopæl, og spurgte om han ville betale bidragene ”som sædvanlig, eller hvorledes han ville have det.”

Da Hans Christian insisterede på at se en dåbsattest, svarede Marie, at hun havde talt om sagen med politibetjent Lorenzen, som hun kendte.

Lorenzen havde svaret, fortalte Marie, at hun ikke kunne være bekendt at lægge sag an mod Hans Christian, fordi han hidtil havde ”været så flink til at betale til barnet.” Hvis sagen gik i retten, ville Hans Christian nemlig blive dømt til at betale 18 kr. hver måned, indtil barnet fyldte 18 år, havde Lorenzen sagt.

Ved udsigten til at modtage en sådan dom, valgte Hans Christian at fortsætte med betalingerne som før, og han gav da Marie to månedlige afdrag, inden hun forlod hans bopæl.

615 kroner

Mistanken blev imidlertid ved med at nage Hans Christian hen over efteråret. Der var flere detaljer i hendes historier, som han syntes virkede usandsynlige, og som han ikke kunne få ud af hovedet.

Da han i januar 1918 hørte, at hun sad i arresten sigtet for tyveri, besluttede han sig for at opsøge politibetjent Lorenzen. Stor var hans overraskelse, da Lorenzen fortalte, at han ikke ”kendte noget som helst” til Marie, og aldrig havde talt med hende.

Hans Christian afsluttede sin lange fortælling til betjent Weigel med, at han så sig udsat for et ”overlagt bedrageri”. I alt havde Marie snydt ham for 615 kr. Han havde gennem årene noteret hvert eneste beløb, han havde betalt til Marie, på et stykke papir.

Nu ville han have erstatning, og han forlangte hende straffet for den forbrydelse, hun havde begået imod ham.

Maries forhåbninger

Da Weigel opsøgte Marie i arresthuset, tilstod hun uden videre det hele. Hun havde aldrig været i København for at føde. Hun havde aldrig været gravid, og hun havde heller ikke betalt for at få et barn sat i pleje.

Når hun tilbage i foråret 1914 havde sagt til Hans Christian, at hun var frugtsommelig, var det udelukkende fordi hun var ulykkelig over, at han havde forladt hende. Historien om, at hun skulle undersøges af en læge for at blive medlem af en sygekasse, havde hun kun sagt for at gøre historien om sin graviditet mere troværdig.

Hun håbede, at hendes opdigtede frugtsommelighed ville få ham til at blive hos hende, men det lykkedes ikke. Hun fortsatte sine forsøg, da han blev indkaldt som rekrut i Odense, og sendte ham breve for at vinde ham tilbage. Men han ville ikke vide af hende.

Når hun den 8. oktober 1914 havde sagt til Hans Christian, at hun selv betalte 1500 kr. til barnets pleje, og senere skrev et bevis, hvor hun gav afkald på alle former for bidrag fra Hans Christian, var det fordi hun håbede, at det ville gøre ham ”venligere stemt” over for hende, når han slap for at betale til barnet.

Hendes bevis havde desværre ikke den ønskede effekt, og i foråret 1915 kom hendes lillesøster Gerda hjem til forældrene og var gravid. Faren var en udlænding, der var blevet udvist af riget, og søsteren var alene.

Gerda fødte et barn hos forældrene, og Marie ville gerne hjælpe sin søster. Hun fik derfor den idé, fortalte hun til Weigel, at hun kunne få Hans Christian til at betale, ved at sige, at hun havde født tvillinger i København.

Hun havde derefter fået forskellige beløb af Hans Christian, som hun brugte til at købe en barnevogn, en vugge og andre børneting til søsteren.

Senere havde hun brugt de månedlige bidrag fra Hans Christian til at underholde sin kæreste Søren, soldaten, der døde under træfældning. Efter hans død brugte hun de månedlige bidrag til at købe klæder, og andre fornødenheder, til sig selv.

Marie afsluttede sin tilståelse med at sige, at hun fra første færd var på det rene med, at hun ikke var gravid. Men hun benægtede, at hun havde sagt alle disse ting for at bedrage ham. Hun havde kun sagt det for at ”holde ham fast ved hende.”

Da han forlod hende, var hun i ”en sådan sindsstemning, at hun ikke kunne arbejde”, og derfor var hun rejst hjem til sine forældre.

Hun erkendte også, at hun havde taget fru Friis-Wandahls 2-årige dreng med ud til Hans Christian, og sagt, at det var hans barn. Før hun besluttede at bruge sin frues barn, havde hun skrevet til sine forældre i Tommerup, at de skulle sende Gerdas barn til Odense, så han kunne blive fotograferet.

Maries mor havde imidlertid skrevet tilbage, at Gerdas dreng ikke havde noget tøj, der egnede sig til at blive fotograferet i. Det var først efter den afvisning, at Marie besluttede sig for at bruge familien Friis-Wandahls dreng til at overbevise Hans Christian om, at han var far til tvillinger.

Mentalundersøgelse

Da der nu blev rejst en ny anklage mod Marie, mente dommeren, at det var nødvendigt at underkaste Marie en grundig mentalundersøgelse, ”da hun efter sit væsen, udseende og talen gør et noget forhutlet og degenereret indtryk, og ikke synes at have normal evne til at klare sig i livet. Hendes svar i retten og optræden, når man har talt nærmere med hende, gør dog intet tåbeligt eller abnormt indtryk.”

Det blev stadslægen Thal Jantzen, der stod for undersøgelsen. Han startede sin rapport med at beskrive hendes levned ud fra udtalelser fra skolelæreren, forældrene og tidligere arbejdspladser.

De var gennemgående positive, og beskrev Marie som ”pæn, pålidelig, dygtig, omgængelig”. Lærer Jessen i Tommerup Skole havde lagt mærke til, at hun som barn ”kunne være langfingret”, men hun fortrød altid bagefter ”bitterligt sit fejltrin”. Desuden havde hun gode evner og fik pæne karakterer til eksamen. Skolelærer Jessen afsluttede sin udtalelse med, at han gerne ville gå i forbøn for Marie. Hvis hun havde begået en forbrydelse, skrev han, var det udelukkende sket som følge af en ”pludselig raptus”.

Nogle af hendes tidligere arbejdsgivere nævnte Maries hang til vidtløftige historier, men ellers var alle glade for hende, og hun klarede sig godt.

Svagt begavet og degenereret

Efter at have nedfældet hendes livshistorie, undersøgte stadslægen Maries særlige træk som albino. Hun havde dårligt syn i dagslys, men så udmærket i mørke. Hendes øjne var med ”lyseblå regnbuehinde og rødt lysende pupiller.” Ellers var hun i god ernæringstilstand, middelhøj, velproportioneret og viste ikke tegn på andre abnormiteter.

Hendes hymen var ”defloreret”, men hendes underliv viste ingen tegn på fødsel. Den mentale undersøgelse viste, at hun var velorienteret i tid og sted, og ikke led af vrangforestillinger eller hallucinationer. Hendes humør var godt, og hun var i stand til at huske, og gengive, sit tidligere levned.

Til gengæld var hendes skolekundskaber ikke gode, vurderede stadslægen. Hendes viden om geografi var direkte ringe, lidt bedre gik det med historie, mens religion og regning var ”omtrent som det gennemsnitlige i hendes stand.”

Hun kunne læse flydende, og havde ikke besvær med at gengive det læste. Hun kunne også gengive en tegning, og havde en fin dømmekraft, når det gjaldt om at fortælle forskellen på løgn og fejltagelse.

Hendes forståelse af oplæste anekdoter var også tilfredsstillende, mens det kneb med at rangere en række forskellige forbrydelser efter deres alvorlighed. Fx mente hun, at det var mere alvorligt at tage 2 øre fra en blind mands tallerken, end at hælde kogende vand over en kat.

Thal Jantzen endte med at konkludere, at Marie var ”en svagt begavet og åndeligt degenereret albino; hun er meget tyvagtig og løgnagtig, men hverken sindssyg eller åndssvag.”

Under retssagen mente Maries forsvarer, sagfører Jacobsen fra Odense, at Hans Christian havde været alt for godtroende, når han på den måde ”lod sig pumpe for så mange penge.” Desuden var Marie, ifølge stadslægens rapport, ”en svagt begavet og åndelig degenereret albino”, som der kunne være grund til at straffe mildere end en normalt begavet person.

Forsvareren anbefalede en mild tillægsstraf, til den dom hun havde fået tidligere på året, efter tyveriet hos familien Friis-Wandahl.

Dommer Bohn-Rasmussen valgte at følge forsvarerens anbefalinger, og dømte Marie til fængsel på sædvanlig fangekost i 40 dage. Desuden skulle hun betale sagens omkostninger, 20 kr. til anklageren og 15 kr. til forsvareren, samt 615 kr. i erstatning til Hans Christian.

Marie fik forkyndt dommen uden for sin celle i arresten den 9. april, og erklærede sig tilfreds med afgørelsen.

Marie blev løsladt i sommeren 1918. Umiddelbart efter havde hun en affære med Rasmus Gerhardt Andersen fra Århus. Resultatet viste sig den 4. juli 1919, hvor hun fødte et barn. To uger efter døde Marie hjemme hos sine forældre i Tommerup. Barnet døde et halvt år senere.