Aktantmodellen bygger på den russiske litteraturforsker Vladimir Propps undersøgelser af russiske eventyrs morfologi. Han udgav i 1928 en liste over træk, som går igen i hovedparten af alle eventyr. Senere forenklede den franske strukturalist A.J. Greimas Propps liste til det, vi i dag kender som aktantmodellen. Greimas’ model beskriver roller og grundhandlinger, der findes i de fleste fiktive og ikke-fiktive historier, hvor en helt møder problemer og derpå løser problemerne.

​

Modellen viser, hvordan vi mennesker grundlæggende forstår virkeligheden som historier med faste elementer. Du kan bruge modellen analytisk, når du undersøger din histories elementer, og du kan bruge modellen fortælleteknisk, når du skal formidle historien. Det forstærker din histories narrative kvaliteter. Aktantmodellen består af seks elementer:

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

 

 

 

 

 

1. Subjektet er historiens hovedperson. I en historie om børns medieforbrug kan du fx vælge at have forældrene som hovedperson.

 

2. Objektet er den ’ting’, hovedperson begærer. Det kalder man projektaksen, fordi det viser, hvad der er subjektets projekt. I det konkrete eksempel kan begærsobjektet være socialt og psykologisk velafbalancerede børn. Vælger du i stedet at have børnene som subjekt, som hovedperson i historien, vil begærsobjektet for barnet være fx underholdning.

 

3. Hjælperen er en aktør, der hjælper subjektet med at opnå det ønskede objektet. For forældrene kan hjælperen være en ekspert, der fraråder bestemte medievaner eller computerspil eller giver anbefalinger til, hvordan man håndterer børns medievaner på en fornuftig måde. For barnet vil hjælperen være det konkrete computerspil eller en ven, der spiller med.

 

4. Modstanderen er det, der hindrer subjektet i at nå sit begærsobjekt. Modstanderen udgør sammen med hjælperen konfliktaksen. Modstanderen kan være konkrete aktører eller abstrakte principper. For forældrene kan modstanderen være spilindustrien eller deres egen træthed, når de ikke formår at sætte grænser for deres børns medieforbrug. For børnene kan modstanderen være forældrene eller uheldige konsekvenser af deres medieforbrug, fx fedme eller asocial adfærd. 

 

5. Giveren er den person, der giver subjektet mulighed for at opnå begærsobjektet. Det kan fx være eksperten, der giver forældrene de argumenter eller anbefalinger, der hjælper dem til at sætte grænser, så de får et afbalanceret barn. For barnet kan giveren være spilindustrien eller den, der forærer barnet spillet. Giveren kan være den samme som hjælperen.

 

6. Modtageren er den, der modtager det ønskede objekt. Modtageren vil ofte være den samme som subjektet – forældrene, der modtager et afbalanceret barn, men i det nævnte eksempel kan modtageren også være skolen, vennerne og samfundet, der modtager en mere velfungerende elev/ven/borger.

 

Aktantmodellen bruges som nævnt i mange sammenhænge, også i reklamer, hvor løsningen på et problem er en vare, og hjælperen er producenten. Begærsobjektet kan fx være et trygt liv, modstanderen en farlig motorvejstrafik, hjælperen er en stor firhjulstrækker med høj grad af personlig sikkerhed, modtageren er dem, der køber bilen, og giveren er producenten og eventuelt banken, der finansierer bilkøbet.

 

Når du vil øge de narrative kvaliteter i dine historier, er det vigtigt, at du får blotlagt og fremhævet projekt- og konfliktaksen. Hvem vælger du som subjekt? Hvad begærer subjektet? Hvem eller hvad er modstanderen, der hindrer dem i at opnå det, de ønsker? Hvem er hjælperen, og hvilken konflikt handler sagen om?

 

Jo tydeligere du kan fremhæve og tydeliggøre historiens indre dramatiske kvaliteter, jo stærkere kan du få historien til at virke på læseren.

​

​

​

​

​