For journalisten er sproglig klarhed altafgørende. Folk bruger måske tre-fem sekunder på at afgøre, om de vil læse en artikel. De skimmer dem hurtigt for at vurdere om de rummer relevant indhold. Hvis indholdet og pointen ikke er klar, springer de videre. Boglæsere er ofte mere langmodige, men hvis de i løbet af den første halve side ikke har en klar forståelse af tekstens indhold, begynder deres øjne at flakke.

 

Uklart sprog er et hyppigt problem, når akademikere skriver. Akademiske uddannede skribenter bruger ofte et abstrakt, omstændeligt og fagligt indforstået sprog. Det fjerner fokus fra indholdet og trækker ikke læseren ind i teksten.

 

Klarhed vil sige, at indholdet står klart for læseren, og at det er let at forstå og huske. Man forstår det, du skriver, intet forstyrrer. Efter endt læsning kan man uden besvær genfortælle de vigtigste pointer. Skriver du et klart sprog, signalerer du kompetence og opbygger logos, der appellerer til læserens fornuft.

 

Skriver du omvendt et uklart sprog, nedbryder du logos og din sunde fornuft – og dermed din etos, så læseren mister tillid til dig. Uklart sprog skaber distance.

 

Om en tekst er klar afhænger af, om de overordnede forhold som vinkling, vægtning og fokus er på plads samt af en række sproglige detaljer. Først de overordnede ting.

 

Skab klarhed på det overordnede plan

​

Vinkel: Har du en klar vinkel, så læseren ikke er i tvivl om, hvad du vil sige? Kan du formulere din vinkel i én sætning? Kan du fuldende sætningen: ”Det, jeg vil sige, er, at …”?

​

Sæt lys på vinklen: Sig det vigtige i rubrikker. I korte sætninger. Så står det helt skarpt. Skal man helt hen til midten eller slutningen af artiklen, før man forstår, hvor du vil hen, og hvad dit ærinde er, har du tabt læseren på gulvet. Skriv klare over-, under- og mellemrubrikker, der præcist angiver indholdet i teksten.

 

Vægtning: Har du vægtet stoffet sådan, at det, der er vigtigst for din vinkel fylder mest? Og det knap så vigtige fylder mindre?

 

Opbygning: Er der en logisk opbygning, så det føles naturligt, når du bevæger dig fra det ene punkt til det næste? Undgå at blande ting, der ikke hører sammen.

 

Korte afsnit: Undgå massive tekstblokke. Brug korte afsnit, der inddeler teksten i små afrundede dele. Brug mellemrubrikker som små vejskilte, der guider læseren rundt i teksten. De giver luft og klarhed.

 

Skab klarhed på det sproglige plan

 

Sproglige detaljer spiller en stor rolle for tekstens klarhed. Bruger du fx mange verbalsubstantiver og abstraktioner, bliver sproget uklart. Nøgleordet for sproglig klarhed er synlige subjekt-verbum-led.

 

Synlige subjekt-verbum-led: Alle sætninger fortæller en historie, hvor nogen gør noget. Der er et subjekt og et hovedverbum: ”Konsulenten inviterer til kaffe og dialog.” Når man ikke ved, hvem der gør hvad, er teksten uklar. Sørg for at subjekt og hovedverbum er tydelige i alle sætninger.

 

Indskudte sætninger: Mange indskudte bisætninger får subjekt og verbum til at stå langt fra hinanden og det gør teksten uklar. Man bliver i tvivl om, hvem der gør hvad, hvis du skriver: ”Konsulenten vil fredag eftermiddag kl. 14.45, hvis ellers vejret indbyder til det, og det tyder vejrudsigten indtil videre på, at det vil, invitere til kaffe og dialog under den store bøg.” Indskudte bisætninger er præciseringer, men hvis der er noget at præcisere, så gør det efter hovedsætninger. Altså: ”Konsulenten inviterer til kaffe og dialog. Det sker på fredag kl. …”

 

Forvægt/bagvægt: Undgå sætninger med forvægt. En sætning med forvægt har mange ord før hovedverbet. Det gør en tekst uklar, fordi man skal læse en masse informationer, før man kommer hen til hovedverbet. Det er altid hovedverbet, der bestemmer, hvordan man skal forstå informationerne. Brug bagvægt, hvor hovedverbet kommer tidligt i sætningen.

 

Passive verber: Passive verber vender rundt på subjekt og objekt: ”Cykler fjernes uden ansvar”. Hvem er det der fjerner cyklerne? Det er uklart og dermed er passive verber med til at sløre, hvem der gør hvad. ”Der inviteres til kaffe og dialog.” Af hvem? vil du sikkert spørge.

 

Verbalsubstantiver: Verbalsubstantiver er navneord der er dannet af verber: ”Jeg har renset – jeg har foretaget en rensning”. Verbalsubstantiver er ord der ender på -else, -ning, -ing, -tion, -skab eller -ment. Ligesom med passive verber, så slører verbalsubstantiver, hvem der gør hvad: ”Konsulenten har truffet beslutning om rundsending af invitation til kaffe og dialog.” Det bliver mere tydeligt, hvem der gør hvad, hvis man undgår de tre verbalsubstantiver: ”Konsulenten har besluttet at invitere til kaffe og dialog.” Sproget bliver abstrakt, og man skriver flere ord, når man bruger verbalsubstantiver.

 

Abstraktioner: Abstraktioner gør en tekst uklar. Når du er abstrakt, bliver dit sprog uklart og upræcist, og det øger risikoen for, at læseren tænker på noget andet end det, du mente. ”Konsulenten indkalder til møde.” Hvilken slags møde er der tale om? Benytter du sådanne abstraktioner, vil læseren stille sig selv en række spørgsmål, som han ikke får svar på, og det vil skabe forvirring.

 

Abstraktionsstigen. Abstraktioner betyder, at man trækker noget fra betydningen, så der kun er essensen tilbage. Ordet ”transportmiddel” er abstrakt, fordi det kan dække over alt lige fra løbehjul til flyvemaskiner og skibe. Vi kan sætte ordet øverst på en stige og kalde den en abstraktionsstige. Jo længere du går ned ad stigen, jo mere konkret og præcis bliver du. Hvis du derfor skriver ”cykel” i stedet for ”transportmiddel”, så går du ned ad stigen og bliver mere konkret. Men ordet ”cykel” kan også dække over mange ting, lige fra en bedstemorcykel til en racercykel, og den kan være gammel eller ny, blå eller gul. Konkretiser abstrakte ord som fx ”møder”. Hvad dækker de over?

 

Kancellisprog: Fra gammel tid er der tradition for, at myndigheder bruger et oppustet sprog som kan være svært at forstå. Det er det, man kalder kancellisprog. Ingen forstår det, men det giver autoritet. Er holdningen. Kancellisprog begår alle de fejl, vi netop har gennemgået, men bruger også nogle oppustede ord, man kan kalde papirord, ord som gør en tekst uklar og som snildt kan oversættes til nemmere ord. Det gælder fx angående (om), anvende (bruge), dersom (hvis), følgelig (derfor), et fåtal (få), ligeledes (også).

 

Fyldord: Fyldord er ord der fylder op og ikke har nogen funktion. Fyldord gør en tekst slap og sludrende og længere, fordi man skal igennem en masse fyld for at komme til det væsentlige. Sæt dig med den færdige tekst og stryg alle de ord, der kan stryges. Er du i tvivl, så stryg dem. Kun det du er helt sikker på, skal stå i den færdige tekst. En tekst uden fyldord giver indtryk af energi og autoritet.

​

​

​

​

​

​